Udland

Trumps pres har givet resultater - Nordkorea stopper atomtests

Nordkorea stopper tests af missiler og atomvåben. Den hårde kurs overfor Kim Jong-Un har virket, lyder analysen fra Jesper Steinmetz i USA.

En i sjælden grad højstemt Donald Trump har netop sat sig til tasterne og på Twitter meldt sin reaktion på de seneste nyheder fra Nordkorea ud. 

Meldingen, om at Kim Jong-un vil indstille landets forsøg med atomvåben og missiler, modtages særdeles positivt fra den amerikanske præsidents side. 

- En meddelelse fra Kim Jong-un: Nordkorea vil stoppe sine atomprøvesprængninger og testaffyringer af interkontinentale missiler. Og lukke et forsøgsanlæg i landets nordlige del som bevis på løftet om at suspendere atomforsøg. Stort fremskridt for alle, skriver USA's præsident, Donald Trump, i et tweet tidligt lørdag morgen, dansk tid. 

Den amerikanske præsidents tweet kommer i kølvandet på, at det statslige, nordkoreanske nyhedsbureau KCNA ifølge det sydkoreanske ditto, Yonhap, natten til lørdag kunne skrive, at Nordkorea med øjeblikkelig virkning stopper sine atomforsøg og affyringer af interkontinentale ballistiske missiler

Topmøde i næste uge

Den nye udvikling sker forud for et planlagt møde mellem Kim Jong-un og Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, fredag i næste uge, den 27. april. Her mødes de to statsledere i grænsebyen Panmunjom, der ligger i den demilitariserede zone, som adskiller de to lande.

Sydkorea mener, at de nye toner fra Nordkorea øger chancen for succes på topmødet. 

- Nordkoreas beslutning er et meningsfuldt fremskridt for atomafrustning på den koreanske halvø, som verden håber på, siger præsident Moon Jae-in i en officiel erklæring. 

Også Kina roser udmeldingen fra Nordkorea om, at landet vil stoppe med at udføre test af atombomber og missiler.

- Kina tror, at Nordkoreas beslutning vil hjælpe til at forbedre situationen på halvøen. Kina byder dette velkommen, lyder det i en udtalelse fra det kinesiske udenrigsministerium.

Kim Jong-un begrunder ifølge nyhedsbureauet KCNA de nye tiltag med, at Nordkorea er kommet så langt i udviklingen af atomvåben og missiler, at landet ikke har behov for at foretage flere prøvesprængninger eller affyringer.

Nordkoreas leder vil, som Donald Trump også er inde på i sit tweet, lukke et atomanlæg i landets nordlige del.

Kim Jong-un er et af verdens mest kendte mennesker, men der er kun ganske få der kender ham godt.

Trump og Jong-un skal også mødes

Dermed er der på kort tid sket en markant ændring af det trusselsbillede, der ellers har tegnet sig fra Nordkoreas side mod omverdenen. 

De seneste år har Kim Jong-un adskillige gange ignoreret internationale forbud mod testaffyringer af ballistiske missiler. Han har også foretaget underjordiske prøvesprængninger af atomvåben.

Det er rigtig gode nyheder for Nordkorea og verden - stort fremskridt

Donald Trump i et tweet

Men anført af USA har FN vedtaget adskillige sanktioner mod Nordkorea i håbet om, at en svækket økonomi vil gøre det svært for landet at finansiere ambitionerne om at udvikle sig til en atommagt.

Meget kunne tyde på, at den taktik har virket. 

Der er nemlig udsigt til et historisk topmøde mellem USA og Nordkorea i slutningen af maj eller begyndelsen af juni. Planlægningen af mødet mellem Donald Trump og Kim Jong-un er dog endnu ikke så langt, at der er fastsat et konkret tidspunkt og sted. 

Tre amerikanske statsborgere, der er tilbageholdt i Nordkorea, vil blive løsladt, hvis Trump og Kim Jong-un mødes i maj eller juni.

Japan fastholder krav 

Mens Sydkorea og USA altså hilser udmeldingerne fra Kim Jong-un velkommen, er modtagelsen mere lunken i Japan. Her efterlyser man flere vedvarende tiltag fra nordkoreansk side. 

Japan vil fortsætte med at lægge maksimalt pres på Nordkorea for at få landet til "helt at skrinlægge masseødelæggelsesvåben, atomvåben og missiler", lyder det fra forsvarsminister Itsunori Onodera.

- Vi kan ikke være tilfredse, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP. 

Forsvarsministeren konstaterer, at Nordkorea i sin udmelding ikke fortæller, om man vil indstille prøveaffyringer af kort- og mellemdistance-missiler. 

Styret i Pyongyang har adskillige gange provokeret Japan ved at sende missiler ud over havet mellem de to lande og ind i japansk luftrum. 

Opblødning mellem USA og Nordkorea

Under alle omstændigheder er der dog nu tale om et klart mere venligstillet forhold mellem USA og Nordkorea.

Tidligere har Kim Jong-un stået fast på, at Nordkorea har behov for atomvåben for at kunne beskytte sig mod USA's "fjendtlige politik" og for at kunne beskytte sig mod USA's militære tilstedeværelse på den anden side af grænsen til Sydkorea.

Men fredag annoncerede Kim Jong-un, at han nu har droppet et hidtil ultimativt krav i forhold til at indgå aftaler med Sydkorea og USA. Kim Jong-un vil således ikke længere forlange tilbagetrækning af USA's soldater fra Sydkorea som del af en eventuel aftale om atomafrustning. 

Donald Trump roste i et andet tweet tidligere natten til lørdag Nordkoreas beslutning om at indstille forsøg med atomvåben. 

- Det er rigtig gode nyheder for Nordkorea og verden - stort fremskridt, skrev Trump.

- Ser frem til vores topmøde, tilføjede den amerikanske præsident. 

Nordkorea indstiller atomtests Video: Anders Hjort

En cadeau til Trump

Jesper Steinmetz, som er TV 2s korrespondent i USA, mener, at det, at Kim Jong-un nu sætter Nordkoreas atomprogram på pause, er en klar imødekommelse af USA og af USA's præsident.

- Det er positive signaler, som baner vejen for, at topmødet mellem Trump og Kim Jong-Un kan finde sted i slutningen af maj eller i starten af juni. Det vil være en markant milepæl. Det vil være første gang, en nordkoreansk leder mødes med en amerikansk præsident, og man må bare give Trump den cadeau, at hans pres på Nordkorea har virket, siger Jesper Steinmetz. 

Han ser ligeledes den nye udvikling mellem de to lande som et udtryk for, at sanktionerne mod Nordkorea har vist sig udslagsgivende.

- De økonomiske sanktioner gør nu så ondt på landet, og de sanktioner er vel at mærke blevet gennemført og vedtaget, efter Trump overtog præsidentembedet i USA, siger Jesper Steinmetz, der dog også melder vagt i gevær:

- Den retoriske krig, vi alle sammen var vidne til henover sidste sommer, hvor de to ledere kaldte hinanden alskens ukvemsord på Twitter og på andre platforme, er bilagt indtil videre ... Det store spørgsmål er dog, om Nordkorea er til at stole på. Vi ved jo af erfaringen fra tilbage i 1990'erne, hvor den tidligere præsident Bill Clinton også forsøgte et vist tøbrud over for Nordkorea, at der snød de på vægten. Vi mangler stadig at se garantien fra Nordkorea.