Da Castros kupforsøg fejlede: - Døm mig. Det har ingen betydning. Historien vil frikende mig.

16x9
Brødrene Fidel og Raúl Castro har sammenlagt været ved magten i Cuba i næsten 60 år. Foto: Cristobal Herrera / Ritzau Scanpix

For første gang i 60 år hedder Cubas præsident ikke Castro til efternavn. Et navn, der er blevet synonym med øen - på godt og ondt.

Fidel Castro vinker til den tiljublende befolkning i Havanas gader.

Det er januar i 1959, og efter tre års guerillakrig har Fidel Castro - med sin bror Raúl ved sin side – mod alle odds besejret den amerikanskstøttede diktator, Fulgencio Batistas.  

Det skulle blive startskuddet til næsten 60 år med en Castro ved magten.

Brødrene Fidel Castro og Raúl Castro kæmpede side om side mod Fulgencio Batistas militærregime i 1950'erne
Brødrene Fidel Castro og Raúl Castro kæmpede side om side mod Fulgencio Batistas militærregime i 1950'erne Foto: Ritzau Scanpix

Historien vil frikende mig

Allerede i 1953 havde Fidel Castro forsøgt sig med et oprør. En gruppe revolutionære oprørere angreb en kaserne i byen Santiago de Cuba. Angrebet slog fejl, og de fleste fra modstandsgruppen blev enten dræbt eller taget til fange.

Døm mig. Det har ingen betydning. Historien vil frikende mig

Fidel Castro

Fidel Castro blev fængslet og stillet for en dommer. Den jurauddannede Fidel Castro forsvarede sig selv i retssagen.

I retten holdte han en fire timer lang forsvarstale, hvor han angreb Batistas regime og udlagde sine revolutionære tanker om sociale reformer og et samfund, hvor arbejderne fik del i virksomhedernes profit. Det var her, han sagde de berømte ord:

- Døm mig. Det har ingen betydning. Historien vil frikende mig.

Castro blev idømt 15 års fængsel.

Billede fra 1957. Fidel Castro (i midten) og Raul Castro (tv.) fører guerillakrig fra bjergene i Sierra Maestra.
Billede fra 1957. Fidel Castro (i midten) og Raul Castro (tv.) fører guerillakrig fra bjergene i Sierra Maestra. Foto: Andrew ST. George / Ritzau Scanpix

Det 20. århundreds mest succesfulde guerillakrig

I 1955 fik Fidel Castro amnesti og gik i eksil i Mexico. Herfra gik han i gang med at planlægge en invasion af Cuba.

Den 2. december 1956 ankom en båd til Cubas sydvestlige kyst efter syv dage på vandet. Den var overfyldt og tog vand ind. Ombord var 82 mænd heriblandt Fidel Castro, Raúl Castro og Ernesto "Che" Guevara.

Størstedelen af mændene var søsyge og udsultede efter en hård overfart, der havde taget to dage længere end planlagt.

Che Guevara sagde senere, at det mindede mere om et skibbrud end en invasion.

Kort tid efter ankomsten faldt gruppen i baghold. Størstedelen af oprørsgruppen blev dræbt eller taget til fange. Tilbage var 20-30 oprørere.

Castro-brødrene og andre oprørere i 1957.
Castro-brødrene og andre oprørere i 1957. Foto: Str / Ritzau Scanpix

Det lignede ikke startskuddet på det, der senere skulle blive omtalt som det 20. århundreds mest succesfulde guerillakrig.

Men det blev det. Fra gemmestedet i bjergene i Sierra Maestra samlede Castro flere støtter og tog kampen op med general Batistas hær på 40.000 mand.

Fidel og Raúl Castro i 1958.
Fidel og Raúl Castro i 1958. Foto: Ho / Ritzau Scanpix

Mod alle odds kunne Castro tre år senere lade sig hylde, da han kørte gennem gaderne i Havana, efter at Batista havde taget flugten. Selv virkede Castro ikke overrasket.

- Jeg begyndte revolutionen med 82 mænd. Hvis jeg skulle gøre det igen, ville jeg gøre det med 10 eller 15 og en stærk tro. Det er lige meget, hvor lille du er, hvis du har tro og en handlingsplan.

Handelsembargo og Svinebugtaffæren

Fidel Castros magtovertagelse blev hurtigt en torn i øjet på amerikanerne.

General Batista havde samarbejdet tæt med USA, men den kurs havde Castro ikke i sinde at fortsætte. Tværtimod. Kort efter magtovertagelsen valgte Castro at nationalisere en række amerikanske virksomheder på øen – uden kompensation.

Fidel Castro i Havana, Cuba.
Fidel Castro i Havana, Cuba. Foto: Scanpix / Scanpix

Amerikanerne svarede igen med importstop af cubansk sukker og senere et reelt handelsembargo.

I 1961 valgte den amerikanske præsident John F. Kennedy at angribe Cuba – den såkaldte Svinebugtinvasion. Cirka 1500 eksilcubanere, der var blevet trænet af den amerikanske stat, blev sat i land på Cuba.

Fidel Castro i diskussion med Che Guevara.
Fidel Castro i diskussion med Che Guevara. Foto: Scanpix / Scanpix

Men invasionen blev en fiasko. Eksilcubanerne blev hurtigt nedkæmpet, og amerikanernes forestilling, om at invasionen ville udløse et oprør i Cuba mod Castro, holdt ikke stik.

Che Guevara takkede efterfølgende for invasionen:

- Revolutionen var svag. Nu er den stærk.

 Ernesto
Ernesto "Che" Guevara (tv) og Fidel Castro (th) på restauranten "1830" i Havana den 1. januar 1963. Foto: Ho / Scanpix Denmark

Det anstrengte forhold mellem USA og Cuba fortsatte og kulminerede med ’Cubakrisen’ i 1962.

Efterretninger afslørede, at Sovjetunionen var i gang med at stille missiler op på øen. Ifølge russerne var der udelukkende tale om defensive våben.

Fidel Castro med sovjetunionens generalsekretær Nikita Khrusjtjov.
Fidel Castro med sovjetunionens generalsekretær Nikita Khrusjtjov. Foto: Getty Images

Efter flere dage, hvor verden var på randen af en atomkrig, valgte russerne at beordre fragtskibene med missilerne til at vende om.

Sovjetunionens sammenbrud

Fidel Castro var blevet et symbol på Den Kolde Krig og et billede på kampen mod kapitalistisk imperialisme. Men hjemme voksede presset på ham. Landet var hårdt ramt af økonomiske sanktioner, og tusinder af cubanere flygtede til USA.

En af de største fordele ved revolutionen er, at selv vores prostituerede er universitetsuddannede

Fidel Castro

Sovjetunionen holdt hånden under Cuba økonomisk. Blandt andet ved at købe cubansk sukker til overpris. Men med Sovjetunionens opløsning i 1991 blev Cuba kastet ud i en økonomisk nedtur. Sovjetunionens opløsning var et hårdt slag for Cuba, ifølge Castro.

Zimbabwes præsident Robert Mugabe (tv) på besøg hos Cubas Fidel Castro 8. juni 1992.
Zimbabwes præsident Robert Mugabe (tv) på besøg hos Cubas Fidel Castro 8. juni 1992. Foto: RAFAEL PEREZ / Scanpix Danmark

- Vi må forholde os til fakta, og for at sige det enkelt er den socialistiske lejr kollapset.

Og det var ifølge Castro ikke uden konsekvenser.

- Disse forandringer har deres sociale omkostninger, for vi levede i et glasbur, helt sterilt, og nu omringes vi af distraherende virus og bakterier og den egoisme, der skabes af det kapitalistiske produktionssystem.

Fidel Castro i 2006.
Fidel Castro i 2006. Foto: Adalberto Roque / Scanpix Denmark

Magten overdrages til lillebror

I 2008 valgte Fidel Castro at træde tilbage og overdrage magten til lillebror Raúl Castro. Det var et skrantende helbred, der fik den dengang 81-årige Fidel Castro til at opgive præsidentembedet.

Rául Castro åbnede det lukkede land en smule op i et forsøg på at få gang i økonomien. Et forbud mod mobiltelefoner og computere blev blandt andet ophævet.

Fidel og Raul Castro i 2004
Fidel og Raul Castro i 2004 Foto: Adalberto Roque / Ritzau Scanpix

Med Raúl Castro ved magten ophævede EU en række økonomiske sanktioner. Den diplomatiske forbindelse mellem USA og Cuba blev genoptaget, og i 2016 ophævede USA's daværende præsident Barack Obama også en række sanktioner i forsøget på at normalisere forholdet mellem Cuba og USA.

Rául Castro og Barack Obama til baseball-kamp i 2016.
Rául Castro og Barack Obama til baseball-kamp i 2016. Foto: Nicholas Kamm / Ritzau Scanpix

Samme år døde Fidel Castro 90 år gammel. At han blev så gammel, kom bag på ham selv. 10 år forinden sagde han til filmmageren Oliver Stone:

- Jeg er virkelig glad for at blive 80. Jeg forventede det ikke. Ikke mindst fordi vi har en nabo, som er den største magt i verden, der hver dag forsøger at slå mig ihjel.

Knap 60 år ved magten

Sammenlagt har brødrene Castro været ved magten i næsten 60 år. Takket være dem er Cuba kendt for gratis sundhedsvæsen og uddannelse.

Fidel og Raúl Castro i 1999.
Fidel og Raúl Castro i 1999. Foto: Adalberto Roque / Ritzau Scanpix

Selv sagde Fidel Castro om cubanernes uddannelsesniveau:

- En af de største fordele ved revolutionen er, at selv vores prostituerede er universitetsuddannede.

Men landet er også blevet styret med hård hånd af brødrene. Politiske modstandere er blevet fængslet og den frie presse undertrykt, ifølge menneskerettighedsorganisationer, og cubanerne har ikke frit kunne vælge deres politiske ledere.

Cuba gik med andre ord fra et regime til et andet i 1959.

Nu overdrages magten til den nuværende vicepræsident, Miguel Díaz-Canel. Selvom efternavnet er et andet, så forventes kursen stort set at være den samme.