De kloge og de rige flygter ud af Tyrkiet
Nogle er allerede draget bort, andre er på vej. Fænomenet "hjerneflugt" har aldrig været mere aktuelt i Tyrkiet end i dag.
Siden det mislykkede kupforsøg den 15. Juli 2016 oplever Tyrkiet sin største hjerne- og millionærflugt. Lovløshed, personlig usikkerhed og politik- og religionsbaserede livsstilbegrænsninger er blot nogle af grundene til udflytningen.
Adskillige statistikker og rapporter viser, at der siden 2016 er sket massiv stigning i antallet af tyrkere, der enten flygter eller emigrerer til et andet land. En udvikling, som eksperter frygter vil påvirke Tyrkiet på længere sigt.
Farvel til Tyrkiet
I modehuset Yildirim Mayruk i Istanbuls mere glamourøse bydel, Gümüssuyu, er flyttekasserne stablet op på kontoret, og villaen ud til Bosphorus-strædet er sat til salg.
Barbaros Sansal, en af Tyrkiets største haute couture-designere, har besluttet sig for at flytte til Belgien af samme grund som tusindvis af andre tyrkere: Han føler sig ikke længere sikker i Tyrkiet.
Sansal, der er kendt for sin farverige personlighed, åbne homoseksualitet, overdådige kjoledesigns til det tyrkiske jetset, samt spydige kommentarer om den tyrkiske overklasse, trak i årtier overskrifter i den tyrkiske paparazzi-verden.
Som en stærk sekulær forsvarer af den Tyrkiske Republik og dens grundlægger Atatürk, har Sansal åbent kritiseret Erdogans AKP-regering, siden hans parti kom til magten i 2002.
Men det var først under det såkaldte Gezi-oprør i 2013, at Sansal for alvor sprang ud som aktivist. Det blev starten på hans åbne verbale krig mod regeringen og dens politikere.
- Tyrkiet er et land, hvor man sagtens kan være transkønnet og spise Ramadan-middag med præsident Erdogan. Det handler i virkeligheden om patriotisme. Man kan være homoseksuel og have et fremragende liv i Tyrkiet, hvis man klapper ad regeringen. Men hvis man kritiserer magten og er LGBT-aktivist, så får man til gengæld tåregas og knippel, siger Sansal.
Han mærkede for alvor konsekvenserne af sin aktivisme og sit spydige sprog nytårsaften 2017, da han publicerede en video på Twitter, hvori han med stærke adjektiver kritiserede tyrkernes festvaner. I videoen sagde han blandt andet:
- Når så mange journalister er buret inde, børn bliver antastet og voldtaget, korruption, bestikkelse og bigotteri er alle vegne - nænner I da virkelig at fejre nytår? … Fortsæt I endelig med at feste i al den elendighed. Synk i dit eget lort, Tyrkiet!
Få timer efter skete det blodige Islamisk Stat-angreb mod natklubben Reina i Istanbul.
Selvom de to hændelser på ingen måde var forbundet, var det nok til at starte en Twitter-shitstorm mod Barbaros Sansal.
Efter massive reaktioner på Sansals video fra blandt andet AKP-parlamentarikere, blev han først anholdt og derefter deporteret til Istanbul i et passagerfly fra Cypern.
På vej ud af flyet blev han overfaldet af passagerer og lufthavnspersonale.
Det blev begyndelsen på et 56 dages langt fængselsophold for Sansal, anklaget efter den efterhånden berygtede paragraf 301 i den tyrkiske straffelov, for ”offentligt at have hånet det tyrkiske folk og den Tyrkiske Republik.” Paragraffen, som EU i flere omgange har opfordret Tyrkiet til at fjerne helt, har igennem årtier dømt adskillige kunstnere, forfattere, politikere og akademikere for landsforræderi.
- Jeg kan ikke engang tage til den lokale købmand uden at blive hånet fysisk eller verbalt. Jeg vil blive ved med at besøge Tyrkiet, så længe jeg kan, men først og fremmest handler det for mig om retten til at leve, siger Barbaros Sansal.
Den 17. april ophører Sansals prøveløsladelse, derefter er han en fri mand for nu. Planen er at blive væk fra Tyrkiet, så længe det ikke er strengt nødvendigt for ham at være her.
"Gaven fra gud"
Siden det mislykkede kupforsøg i sommeren 2016 er Tyrkiet stadig i undtagelsestilstand. Kupforsøget, som den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan kaldte for ”en gave fra Gud”, er blevet et middel for AKP-regeringen til at rense ud i systemet for tyrkere, der har et bånd til Gülen-bevægelsen, som de mener står bag kupforsøget.
Men snart blev det klart, at ofrene for Erdogans heksejagt ikke skulle begrænses til såkaldte gülenister. Adskillige liberale, sekulære og venstreorienterede profiler endte arbejdsløse ved dekreter udstedt af staten.
Når først man er blevet fyret af staten, så kan man godt sige farvel til enhver jobmulighed både i det offentlige og det private, viser al erfaring.
Siden da har tusindvis af økonomisk stærke tyrkere søgt mod udlandet. Ikke kun igennem asyl, men ved at starte forretninger eller ved at købe ejendomme i eksempelvis Grækenland eller Portugal, som sikrer tyrkere opholdstilladelse.
En rapport fra New World Wealth viser, at 12.000 millionærer er flyttet eller flygtet fra Tyrkiet i 2016 og 2017. Det placerer Tyrkiet på toppen af listen over lande med flest millionærer per indbygger, der søger ud af sit hjemland.
Men det er ikke kun de velhavende tyrkere, der søger ud, det er også akademikere og intellektuelle. Et problem som landets præsident Recep Tayyip Erdogan har bidt mærke i.
Ved en konference for viden og teknologi hos Organisationen for Islamisk Samarbejde (OIC) i september 2017 sagde Erdogan:
- Vores allerdygtigste børn og klareste hjerner bliver snuppet af vestlige institutioner og lande. Vi er forbrugere af, men ikke i stand til selv at producere videns- og informationsteknologi, som er én af de vigtigste styrker nu til dags … Denne situation svækker ikke blot vores nationale sikkerhed, men gør os også skrøbelige på andre punkter.
Men Erdogan er også selv årsag til den massive hjerneflugt til Vesten.
I begyndelsen af 2016 gik flere end 1400 tyrkiske og kurdiske akademikere sammen om at underskrive en Deklaration for Fred, der skulle skabe opmærksomhed om de seneste måneders voldsomme kampe mellem militæret og kurdiske separatistgrupper.
Deklarationen kaldte den genopblussede konflikt for en "massakre" og fordømte statens brug af tungt artilleri mod sine egne borgere.
Akademikerne opfordrede i deklarationen den tyrkiske regering til at genoptage fredsforhandlingerne med kurderne.
I stedet endte deklarationen groft sagt som en liste over akademikere, som Erdogan personligt indledte en heksejagt imod. I de følgende måneder blev hundredvis af ”fredsakademikere” anholdt, fyret og fængslet. Sagerne imod dem fortsætter endnu.
”Såkaldte akademikere” kaldte Erdogan dem, og han beskyldte dem for at støtte terror. Heksejagten fik international reaktion fra internationalt anerkendte akademikere, heriblandt den amerikanske forfatter og filosof, Noam Chomsky.
Voksende pres
Det år fik den New York-baserede organisation Scholars at Risk henvendelser fra 698 akademikere med underskrift på fredsdeklarationen, der ønskede en stilling i udlandet under trygge rammer. Det samme mønster gentog sig hos organisationen Scholar Rescue Fund og the Council for At-Risk Academics, som så en massiv stigning i ansøgninger fra Tyrkiet.
Tyrkiet var engang selv et land, der modtog jødiske akademikere, der flygtede fra Nazityskland i 1930’erne, blandt andet via sidstnævnte organisation.
Den voksende pres mod akademikere og kritikere, der ikke ville følge regeringens kurs, blev kun værre efter det mislykkede kupforsøg i sommeren 2016.
Flere hundrede firmaer og NGO’er blev enten lukket eller beslaglagt af staten under beskyldning for at have støttet terror eller ydet finansiel støtte til Gülen-bevægelsen. Det samme gjaldt for universiteter, skoler og medier. Også private ejendomme tilhørende personer anklaget for tilknytning til Gülen-bevægelsen blev beslaglagt af staten.
Flugten
Selvom Tyrkiet før har haft bølger af ”hjerneflugt” efter tidligere militærkup og i økonomiske krisetider, var Tyrkiet før i tiden et eftertragtet land at vende tilbage til for de akademikere, der uddannede sig i udlandet.
Attraktive arbejds- og boligmuligheder samt gode lønforhold trak akademikere hjem igen. Den tendens fortsatte fra 2002 op igennem de første to regeringsperioder under Recep Tayyip Erdogan, med det der i begyndelsen var en liberal-konservativ regering.
I 2007 lancerede det Videnskabelige og Teknologiske Forskningsråd i Tyrkiet kampagnen ”Omvendt hjerneflugt” for at tiltrække tyrkiske akademikere i udlandet ”hjem” fra USA og EU. I perioden fra 2007 til 2015 vendte 595 tyrkiske akademikere tilbage for at arbejde i Tyrkiet som følge af kampagnen.
Da partiet AKP til trods for de sekulære nationalisters skepsis kom til magten i 2002, spirede der håb om forandring for mange, uanset politisk tilhørsforhold.
Daværende partiformand, i dag præsident Recep Tayyip Erdogan havde selv en fortid som politisk fange, fordi han havde læst et religiøst digt op i 1998.
Derfor understregede han gang på gang, at han ville ændre den militære forfatning, som han selv blev offer for grundet sin religiøsitet og ideologiske ståsted.
Derfor fik Erdogan også en bred opbakning ved folkeafstemningen for en forfatningsændring i 2010. Bemærkelsesværdigt var især en kampagne, som en gruppe af liberale, sekulære og venstreorienterede, intellektuelle, kunstnere, musikere og forfattere igangsatte som støtte til reformerne.
”Yetmez Ama Evet”, ”ikke nok, men ja” lød budskabet, der således tog reformerne med et gran alt.
I asyl et stenkast fra sit hjemland
Én af dem, der uden tøven støttede kampagnen, var den armensk-tyrkiske forsker, lingvist, historiker og forfatter Sevan Nisanyan.
- Jeg ville have gjort det samme i dag. Ingen kan benægte, at Tyrkiet gik igennem en håbefuld periode fra 2002 til 2010. De, der benægter dette, kan næppe have gode hensigter. Hele verden så Tyrkiet som et land i rivende udvikling, som åbnede nye horisonter for tanke- og ytringsfrihed. De tog fat om nogle af landets efterhånden fortørnede emner. Det holdt bare ikke ved, siger han.
I dag har Nisanyan politisk asyl i Grækenland og bor på den idylliske ø Samos, et stenkast fra Tyrkiet.
Her fra havnen i Vathi tager det blot 1,5 time at sejle med færgen til den tyrkiske turistby Kusadasi. Men eksil er eksil, og ingen idyl kan afværge de smerter, eksillivet påfører én, mener Nisanyan.
- Der hvor mine børn, venner og bekendte opholder sig kan ses herfra. Jeg kan nærmest råbe, og de ville kunne høre mig, men jeg kan ikke tage derhen, og det begrænser min frihed, selvom jeg er en fri mand nu.
Han bor i en landsby ved byen Pythagorio, navngivet efter oldtidens matematiker Pythagoras, som var fra øen. Ved havnen er en statue af ham.
- Pythagoras var jo faktisk ret kontroversiel for sin tid, og han blev sendt i eksil fra øen her, siger Sevan Nisanyan.
Skæbnens ironi, eller bare det rene tilfælde.
En Pythagoras er Nisanyan ikke, men i Tyrkiet har den Yale- og Columbia University-uddannede armenier ikonisk status i intellektuelle kredse - på godt og ondt.
Det smører han tykt på med ironi og et strejf af oldtidens selviscenesættelse.
I landsbyen Sirince på den tyrkiske vestkyst havde Nisanyan opstillet en portrætbuste af sig selv, og på en klippe indhuggede han og en gruppe frivillige en klippegrav i jonisk stil, der er konger værdig.
Men ironien har også en bagside. Ideen om at konstruere en klippegrav kom efter alvorlige dødstrusler mod ham for hans skriverier, og han affejede frygten ved at bygge sin egen gravplads.
- Fuglen er fløjet. Ønsker det samme for de resterende 80 millioner, tweetede han den 14. Juli 2017. Profilen blev kort tid efter hacket.
Flugten blev planlagt i to år, og planlægningen var ifølge Nisanyan som taget ud af en Hollywood-film, men realiteten blev noget anderledes. Ingen af planerne holdt stik eller var nødvendige, for det blev lettere, end han havde regnet med.
Efter at have været indlogeret på otte forskellige fængsler med forskellige sikkerhedsniveauer, endte han efter anmodning i et åbent fængsel. Det betød en uges ferie uden for fængslet hver tredje måned. Én af de ferier indeholdt en sejltur til den græske ø Lesbos, hvorfra han søgte politisk asyl.
Han regner ikke med nogensinde at kunne træde på tyrkisk jord igen i sin levetid.
”Næ” svarer han uden tøven til spørgsmålet om, hvorvidt han har savnet Matematiklandsbyen i Sirince.
Selvom Nisanyan i de otte måneder siden flugten har undgået at se tyrkisk tv og læse aktuelle nyheder, er han ikke færdig med Tyrkiet.
I den lille, delvist forladte græske landsby ved byen Pythagorio, har han købt et par nedslidte huse og en gammel skole, som skal lægge lokaler til et nyt åbent akademi, a la det han havde grundlagt i Sirince.
Her vil han primært undervise tyrkere i forskellige fag med et kritisk blik, som han mener mangler i tyrkisk officiel læring.
- Det er et alvorligt handicap for mig ikke at kunne tage til Tyrkiet, når jeg lige skal bruge noget i forbindelse med mit akademiske virke. Det begrænser mig, ikke kun fysisk, men også psykisk. Men det er også læring, der holder mig i live, så jeg er nødt at skabe nogle rammer for mig selv her, som kan holde mig kørende, så længe jeg stadig kan, siger Sevan Nisanyan.
Ifølge Eurostat søgte 1820 tyrkere asyl i Grækenland i 2017, en tidobling i forhold til 180 i 2016. I hele EU har over 24.000 tyrkere søgt asyl i 2016 og 2017.
Nisanyan er ikke optimistisk på kort sigt. Han fortæller, at samtlige af hans højtuddannede venner, der stadig opholder sig i Tyrkiet, er på vej ud af landet.
Nisanyans daværende chefredaktør på avisen Taraf sidder fængslet med en livstidsdom, beskyldt for at være medlem af en terrororganisation og for at have medvirket til det mislykkede kupforsøg i sommeren 2016.
- Tyrkiet står overfor en social katastrofe. Tyrkiet har en lille oplyst kulturelite, der blev skabt igennem en periode på over 100 år med blod, sved og tårer. Denne elite er åben for demokratiske og vestlige ideer og havde i lang tid en indflydelse i det tyrkiske samfund. Det er deres fortjeneste, at Tyrkiet indtil nu har skilt sig ud fra andre lande i Mellemøsten. Men denne gruppe føler sig ikke længere sikre i Tyrkiet. De føler sig diskrimineret i det sociale liv, og de føler, at deres eksistens, frihed, kultur og økonomiske ejendomme er under konstant trussel og kan tages fra dem når som helst, slutter Sevan Nisanyan.