Udland

Trump bekræfter samtaler på 'meget højt niveau' med Nordkorea

Topmøde mellem Trump og Kim Jong-un på vej.

USA's præsident, Donald Trump, bekræfter, at der er direkte kontakt mellem den amerikanske regering og styret i Nordkorea.

Det skriver nyhedsbureauerne AFP, AP og Reuters.

Tirsdag opstod der forvirring om, hvorvidt præsident Donald Trump selv har talt direkte med Nordkoreas leder Kim Jong-un.

Flere internationale nyhedsbureauer rapporterede, at præsidenten havde givet udtryk for, at han personligt har talt med den nordkoreanske leder.

Senere afviste Det Hvide Hus dog, at det skulle have været tilfældet. I stedet blev det understreget, at samtalerne var foregået på "meget højt niveau".

Møde i påsken

Flere amerikanske medier - blandt andet Washington Post og CNN - skriver, at det var CIA-direktør Mike Pompeo, der i dybeste hemmelighed i påsken mødtes med Kim Jong-un. Disse oplysninger ønsker hverken CIA eller Det Hvide Hus dog at kommentere.

Mike Pompeo er nomineret til posten som USA's udenrigsminister og under en senatshøring i sidste uge omtalte Mike Pompeo netop konflikten med Nordkorea som et hans fokuspunkter som kommende udenrigsminister. Her gav han udtryk for, at han var optimistisk for udfaldet af et eventuelt kommende topmøde mellem Donald Trump og Kim Jong-un.

Og de hemmelige samtaler mellem Nordkorea og USA handler netop om at få en aftale på plads om et historisk topmøde mellem Trump og Kim Jong-un.

Skal ikke mødes i USA

Ifølge Trump er parterne kommet så vidt, at fem mulige lokationer for et møde er blevet drøftet.

- Det vil finde sted sandsynligvis tidligt i juni eller før, hvis alt går vel, siger Trump.

Men intet er sikkert, understreger han.

- Måske vil vi slet ikke have et møde. Det afhænger af, hvad der sker. Men jeg tror, at der er en stor chance for at løse et globalt problem, siger han om udsigten til, at der kan indgås en fredsaftale på den koreanske halvø, og Nordkorea kan overtales til at afvikle landets atomvåbenprogram.

Adspurgt om et af de fem mulige mødesteder er i USA, svarer Trump "nej".

Derimod svarer han ikke på et spørgsmål om, hvorvidt han selv har talt med Kim Jong-un, skriver AP.

En kilde i den amerikanske regering oplyser til Reuters, at et eventuelt topmøde vil blive holdt i enten Sydøstasien eller i Europa.

Møde vil være historisk

Trump har også forhåbninger om et gennembrud i forholdet mellem Nord- og Sydkorea, når de to landes ledere mødes 27. april. Det første topmøde mellem nabolandene siden 2007.

- De har min velsignelse til at afslutte krigen, siger han med henvisning til, at selv om Koreakrigen sluttede i 1953, er der aldrig indgået en formel fredsaftale mellem de to lande.

Idéen om et topmøde mellem USA og Nordkorea dukkede op første gang i marts.

En siddende amerikansk præsident har aldrig før mødtes med et medlem af Kim-dynastiet, som har ledet Nordkorea siden landet i 1948 erklærede sig for uafhængigt. Sidste gang, en amerikansk udenrigsminister mødtes med en nordkoreansk leder, var i 2000, hvor Madeleine Albright mødtes med Kim Jong-uns far, Kim Jong-il.