Udland

Filmstjernen, der blev bortført af Nordkoreas diktator, er død

Den sydkoreanske skuespillerinde Choi Eun-hee er død. Hun blev bedøvet, smuglet til Nordkorea og fik job som Kim Jong Ils personlige filmstjerne.

Det er en kendt sag, at Nordkoreas afdøde diktator Kim Jong-Il var enormt begejstret for film. Det er nok mindre kendt, at Den Kære Leder var så vild med film, at han bortførte en sydkoreansk skuespillerinde og en filminstruktør og holdt de to som slaver i en årrække.

Vores film er fyldt med gråd og hulken. Jeg beordrede dem ikke til at skildre den slags ting

Kim Jong-Il, afdød diktator

Skuespillerinden Choi Eun-hee er netop død, 92 år gammel. Det skriver flere medier, blandt andet BBC. Hun var en af Sydkoreas helt store divaer i 1950'erne og 1960'erne - og i 1980'erne blev hun mod sin vilje også en af Nordkoreas helt store divaer.

Det spektakulære vendepunkt i hendes liv kom fuldstændig uventet i 1978.

Choi Eun-hee blev lokket til Hongkong med udsigt til en filmrolle, der skulle rette op på hendes karriere, der stod i stampe i slutningen af 1970'erne.

Mødet skulle finde sted i et hus ned til vandet i Hongkong.

Men da Choi Eun-hee kom ind i huset, blev hun mødt af en gruppe mænd.

- Der var en speedbåd med tre eller fire stærke mænd, kunne Choi Eun-hee fortælle mange år senere.

- Pludselig var der en fyr, som greb mig i armene, og før jeg vidste af det, var jeg om bord. Det var, som om alt blod forsvandt fra min krop, fortalte Choi Eun-hee til skaberne af filmen 'The Lovers And The Despot'. 

Mændene i speedbåden transporterede hende til et fragtskib ude i Hongkongs havn - et fragtskib med kurs mod Nordkorea.

Filmnørden i Pyongyang

Choi Eun-hee fortæller videre, at hun blev bedøvet, og da hun vågnede, var hun fange hos Kim Jong-Il, der var i lære som diktator og nummer to i det nordkoreanske hierarki.

Og han var noget så sjældent som en skruppelløs, enevældig filmnørd.

- Han havde en hjemmebiograf i hvert af sine huse, så han kunne se film når som helst, fortalte Choi Eun-hee efterfølgende til skaberne af 'The Lovers And The Despot'.

- Han havde set mange film, og han ønskede, at Nordkoreas filmindustri skulle være lige så storslået. Men han syntes, at hans kammerater var for enfoldige. På mig virkede han som en kunstner, der elskede film, fortalte hun.

Men ikke nok med at Kim Jong-Il bortførte nabolandets største filmstjerne.

Han skulle også bruge en instruktør.

Nordens filmskabere gør kun et overfladisk stykke arbejde

Kim Jong-Il, afdød diktator

Derfor bortførte nordkoreanerne Choi Eun-hees eksmand Shin Sang-ok.

Han havde på det tidspunkt startet en ny familie, men også han blev bortført i Hongkong.

Dermed begyndte otte år, hvor det tidligere ægtepar blev holdt som fanger af Kim Jong-Il.

En nordkoreansk vision

Choi Eun-hee sagde ja til at samarbejde med diktatoren - men i begyndelsen afviste hendes eksmand at hjælpe Nordkorea med at lave propagandafilm.

Det fik han ikke ret meget ud af.

Shin Sang-ok blev smidt i det berygtede Fængsel Nummer Seks.

I sin selvbiografi skriver han, at han overlevede på en diæt af græs, salt, ris og kommunistisk indoktrinering.

Choi Eun-hee fik en mere blid medfart.

Hun blev holdt i husarrest af den ambitiøse nordkoreanske filmnørd.

Efter fire år besluttede Kim Jong-Il sig for at føre parret sammen.

Han holdt en fest for dem, hvor han forklarede, hvorfor de var blevet hentet til landet.

- Nordens filmskabere gør kun et overfladisk stykke arbejde. De har ikke nogen nye idéer, forklarede Kim Jong-Il ifølge Shin Sang-ok.

- Deres arbejde har samme udtryk, gentagelser og de samme gamle historier. Alle vores film er fyldt med gråd og hulken. Jeg beordrede dem ikke til at skildre den slags ting, hed det fra nordkoreaneren, hvis man skal tro Shin Sang-oks selvbiografi.

I et interview fra 2011 fortalte Choi Eun-hee, at Kim Jong-Il "respekterede os som kunstnere og bakkede fuldstændig op om os", men at hun aldrig kunne tilgive ham for, at han havde bortført hende.

Hun fortalte, at hun sammen med sin eksmand fik lov til at lave film "med kunstneriske værdier i stedet for propagandafilm, der hylder regimet".

Mens parret skabte film for Nordkorea, fik de lov til at rejse ud af landet, men de var altid tæt fulgt af sikkerhedsvagter.

Blandt andet vandt Choi Eun-hee en pris for bedste skuespillerinde ved Moskvas Internationale Filmfestival i 1985. 

Hun fik prisen for sin rolle i filmen "Salt".

Filmen handlede om tapre koreanere, der kæmpede mod japansk overherredømme.

Flugten

Parret var indblandet i 17 film under deres ophold i Nordkorea, skriver Korea Times.

Det vel nok mest bizarre værk, der kom ud af Kim Jong-Ils kunstneriske ambitioner, var filmen Pulsagari

Den udkom i 1985 og er en nordkoreansk udgave af monsterfilmen Godzilla med en stor gummidukke i hovedrollen. 

Pulsagari er i dag en kultfilm blandt elskere af tvivlsomme monsterfilm.

Med tiden blev Kim Jong-Il så tryg ved de to filmskabere, at han gav dem mere frihed.

I 1986 lod han parret deltage i filmfestivalen i Berlin, men på turen hjem lykkedes det de to at flygte.

Under en mellemlanding i Wien havde parret held til at nå USA's ambassade, hvor de søgte asyl.

Efterfølgende boede parret i USA i en årrække, inden de vendte tilbage til Sydkorea i 1999.

Shin Sang-ok døde i 2006, og i 2016 blev parrets spektakulære historie fortalt på det store lærred.

Det skete i filmen 'The Lovers and The Despot', som blev vist i biografer over det meste af verden.

Kim Jong-Il blev diktator i Nordkorea i 1994 - han døde i 2011 og efterlod sig angiveligt en samling på over 20.000 DVD'er.

Choi Eun-hee begraves på torsdag.