Russiske hackere anklages for angreb på millioner af routere

Ifølge de to lande har Rusland siden 2015 oprustet digitalt og er klar til at angribe med hackere.

USA og Storbritannien advarer mod en russisk cyberoffensiv.

Ifølge de to lande går russisk støttede hackergrupper bevidst efter at ramme politiske og myndigheders kontorer, virksomheder og operatører af kritisk infrastruktur. Der skriver nyhedsbureauet Reuters.

Advarslen kommer på et fælles pressemøde mellem USA og Storbritannien.

Angrebet formodes at være målrettet mod flere millioner af routere. Det er endnu ikke oplyst, hvem der foreløbigt er blevet ramt.

Ifølge de to lande er den russiske cyberoffensiv begyndt i 2015 og kan eskalere til egentlige offensive angreb.

Det så man i 2017, hvor et cyberangreb med navnet "NotPetya" frigav en ondsindet computervirus og ramte en stor del af Ukraines infrastruktur samt computere verden over, lyder det.

Rusland anklaget for at stå bag angreb

Allerede for to måneder siden anklagede USA og Storbritannien Rusland for at stå bag det angreb.

På pressekonferencen siger Det Hvide Hus' koordinater for cybersikkerhed, Rob Joyce, at USA er klar til at tage flere forskellige handlinger i brug over for Rusland.

- Vi skubber tilbage, og vi skubber hårdt tilbage, siger han ifølge The Guardian.

Han understreger, at de to landes udmelding, intet har at gøre med fredagens angreb i Syrien. Ifølge ham har USA og Storbritannien efterforsket den påståede russiske cyberoffensiv i månedsvis.

Der gives på pressemødet ikke navne på ofre for cyberangreb eller yderlige detaljer om de påståede angrebs betydning.

Rusland har endnu ikke kommenteret beskyldningerne.