Kødædende bakterie spreder sig hurtigt – og forvirrer eksperterne
Eksperter ved endnu ikke, hvordan mennesker bliver smittet - og de har først for nylig fundet ud af, hvor smitten måske kan stamme fra.
Den var engang meget sjælden i Australien, men lige nu spreder en voldsom kødædende infektionssygdom sig i landet – og i en sådan grad, at der i områder af delstaten Victoria er tale om en epidemi, skriver den britiske avis The Guardian.
Der er tale om infektionssygdommen Buruli-sår, der forårsages af bakterier. Sygdommen viser sig i første omgang som en smertefri lille knude eller hævelse, der ofte ligner et insektbid. Men knuden udvikler sig efterfølgende til et smertefuldt sår på huden – og såret er ofte større under end over huden.
Bakterierne frigiver et giftstof, som påvirker kroppens immunfunktion og fører til dødt væv. Efterhånden kan sygdommen angribe selve knoglevævet, hvilket kan føre til permanent vansiring og invaliditet.
Ifølge The Guardian kan infektionen behandles med en otte ugers antibiotikakur, men i sjældne tilfælde er en operation, hvor hud bliver fjernet, nødvendig. I endnu mere sjældne tilfælde er en amputation den eneste måde at forhindre bakterien i at sprede sig i kroppen.
Ved ikke, hvor smitten stammer fra
I en artikel, der mandag er publiceret i det australske medicintidsskrift ’The Medical Journal of Australia’, er der ifølge professor Daniel O’brien et stigende antal tilfælde i delstaten Victoria, skriver The Guardian.
Mere konkret er der ifølge Daniel O’brien en stigning på 51 procent til 236 tilfælde i perioden den 1. januar til den 11. november 2017 i forhold til samme periode året før, hvor der var 156 tilfælde.
Og på trods af at sygdommen har været kendt siden 1897 – og siden 1948 i delstaten Victoria – ved eksperterne endnu ikke, hvor smitten stammer fra, og hvordan den spreder sig.
- Det er svært at forhindre en sygdom, når vi ikke ved, hvordan man får infektionen, siger Daniel O’brien.
Sygdommen er bedst kendt fra sumpede områder i tropiske lande, og der findes flest tilfælde i Afrika. Af samme grund er eksperterne dybt forundrede over, hvorfor det lige er delstaten Victoria, der er ramt.
Der er nemlig ingen rapporterede tilfælde i New South Wales, South Australia eller Tasmanien.
Samtidig ser bakterieangrebene ud til at være mere alvorlige end tidligere.
Pungdyr udskiller bakterie i afføringen
En af de førende eksperter på området er den australske professor Paul Johnson. Han befinder sig lige nu i Victoria, og han mener, at bakterien bliver spredt af myg eller pungdyr.
Hans forskerhold har nemlig fundet store mængder myg i de ramte områder, og de har påvist, at en lille del af myggene havde bakterien. Efterfølgende fandt de, at en bestemt pungdyrart – et lemurlignende pungdyr med ringe på halen eller på engelsk ringtailed possum – udskiller bakterien i sin afføring.
- Vores hypotese er faktisk, at det er en sygdom blandt pungdyr. Den fejer gennem pungdyrene og forurener det lokale miljø gennem deres afføring, herunder også myg, og mennesker får infektionen hovedsageligt gennem myggestik – og muligvis også direkte fra pungdyrene, siger Paul Johnson.
På verdenskortet kan man se, at lande med den røde farve lige nu har tilfælde af bakterien, mens lande med den gule farve tidligere har haft tilfælde af den kødædende bakterie. Oplysningerne er fra Verdenssundhedsorganisationen fra 2015.
Han understreger imidlertid, at der kan være andre smitteveje, og at forskerne ikke ved, hvordan pungdyrene får sygdommen – og spreder den.
Tusindvis af tilfælde hvert år
Forskerne bag artiklen i medicintidsskriftet opfordrer nu indtrængende den australske regering til at frigive penge til forskning.
Indtil forskerne bliver klogere, opfordrer Paul Johnson indbyggere i de berørte områder til at undgå myggestik, at rense og dække rifter og at gå til læge, hvis de er bekymrede for at være blevet smittet.
Der har været registreret sygdomstilfælde i mere end 32 lande, og der forekommer mellem 4000 og 6000 tilfælde hvert år. Sygdommen blev første gang beskrevet i 1897, men der findes stadig ingen effektiv vaccine.
Buruli-sår er primært en tropesygdom, og der har ikke været registrerede tilfælde i Danmark.