BLOG: Har Trump egentlig en plan for Syrien?

BLOG: Det kan siges ganske kort. Nej – og der kommer næppe hellere en langsigtet Syrien-strategi.

SĂĄ skete det.

Efter flere dages spekulation, startet af USA's præsident på sin private twitterkonto i sidste uge, kom det begrænsede og koordinerede angreb fra amerikanske, britiske og franske styrker mod det syriske regime som reaktion på det seneste giftgasangreb mod den syriske civilbefolkning.

Uagtet præsidentens halvhjertede forsøg at såre tvivl om muligheden for et sådant angreb, stod det hele vejen igennem klart, at endnu en straffeaktion var det mest sandsynlige scenarie. Alt andet havde været inkonsistent efter præsident Trump sidste år gennemførte et målrettet militært angreb efter et giftgasangreb mod civilbefolkningen.

Brugen af straffeaktioner af giftgasangreb er på mange måder den bedste mulighed blandt mange dårlige, som præsident Trump står konfronteret med i den syriske konflikt.

Præsidenten har ingen interesse i at involvere USA dybere og mere langvarig i den syriske borgerkrig. Husk, at han blandt andet vandt præsidentvalget, fordi han lovede et opgør med USA's aktivistiske udenrigspolitik.

Og hvor delikat en udfordring det er at være velvidende om, at USA er den eneste aktør, der kan fungere som global ordensmagt, men på den anden side ikke ville træde i fodgængernes militaristiske fodspor, viser reaktionerne på nattens koordinerede angreb. En blanding af ris og ros fordelt bredt ud over det politiske spektrum i USA.

Tag bare denne redaktion på Twitter fra det tidligere medlem af Reagan-administrationen og nuværende konservative kommentar Doug Bandow, der under valgkampen havde udtalt sig rosende om Trumps bebudede brud med den aktivistiske udenrigspolitik.

Trump som anti-Obama

Bandow har selvfølgelig en pointe. Men på den anden side blev Trump også valgt for at genrejse en i mange øjnes falmende supermagt, der i otte år var blevet ledt af en svag og vakkelvorn leder, Barack Obama. En ny Jimmy Carter i manges øjne – og det var bestemt ikke ment som et kompliment. Og hvis der var ét eksempel i Obamas præsidentperiode, der illustrerede denne svaghed, så var det lige præcis ikke at følge op på den røde linje, Obama selv havde sat i Syrien i 2013. At Obama og hans støtter sidenhen brystede sig med, at det var en diplomatisk genistreg, at man sammen med Putins Rusland fik fjernet og destrueret Syriens kemiske våben, er nærmest tragikomisk at tænke tilbage på i dag.

Man kan derfra ud fra Trumps perspektiv sagtens argumentere for, at enkelte målrettede nålestiksoperationer som straffeaktioner for giftgasangreb for i det mindste at garantere, at der er en eller form for rød linje i en konflikt, der har dræbt hundredtusindvis af mennesker og drevet millioner på flugt.

Selvom man her bliver nødt til at påpege, at den amerikanske reaktion er inkonsistent. For det er jo ikke alle giftgasovergreb, som Assads regime har begået mod civilbefolkningen, der er blevet straffet. Det hører vi bare ikke så meget om i medierne. Men desuagtet har præsident Trump som leder af den såkaldte frie verden en interesse i, at der i det mindste er nogle regler, der bliver overholdt. Og så skader det bestemt heller ikke, at Trump kan iscenesætte sig som den resolutte leder – en slags anti-Obama.

Hvad er planen?

Men spørgsmĂĄlet bestĂĄr alligevel, om Trump har en langsigtet Syrien-strategi. En sĂĄdan blev ogsĂĄ efterlyst af en lang række eksperter og politikere fra begge partier i Washington D. C. i gĂĄr. For eksempel fra den republikanske senator John McCain, som typisk er meget kritisk over for præsidenten.

Der er ikke noget, der peger på, at Trump har en langsigtet Syrien-strategi. Vi får næppe fredsforhandlinger eller en længerevarende og mere robust amerikansk tilstedeværelse lige foreløbig.

Men præsident Trump får nok sværere ved at overbevise amerikanerne om, at det er et godt tidspunkt at trække de amerikanske styrker ud af Syrien på nuværende tidspunkt, som han ellers meldte ud i sidste uge. Ikke på grund af Assads hærgen eller giftgasangrebene, dog. Den primære amerikanske interesse i Syrien består i at sikre, at terrororganisationen Islamisk Stat bliver nedkæmpet og inddæmmet, så den ikke udgør en risiko for USA og dets allierede. Den mission er man godt på vej til at opfylde, om end man langt fra er i mål. Det vil kræve en fortsat tilstedeværelse i landet. Så mon ikke de amerikanske tropper skal indstille sig på at blive lidt i Syrien endnu?

Det korte svar er derfor, at vi nok vil se en amerikansk Syrien-politik, der fortsat vil fokusere på nedkæmpelsen af Islamisk Stat og ellers vil bestå af ad-hoc beslutninger fra dag til dag. Jeg skrev med vilje politik og ikke strategi – for den slags er forsat fraværende.

Men det egentlige spørgsmål er måske snarere, hvorvidt præsident Trump overhovedet er en person, der ville have disciplinen til at holde sig til en langsigtet plan. At dømme ud fra præsidentens ageren i kølvandet på det seneste giftgasangreb i Syrien, er det svært at besvare dette spørgsmål positivt. Uanset hvor gerne jeg faktisk gerne ville have gjort det.