Udland

Organisation bekræfter britiske resultater om nervegift i Salisbury

OPCW bakker nu op om de konklusioner, de britiske myndigheder har fremlagt.  Ben Stansall / Ritzau Scanpix

Den tidligere dobbeltspion Sergej Skripal er fortsat indlagt og lider under effekten af den nervegift, der blev brugt mod ham.

Den internationale organisation for Forbud mod Kemiske Våben, OPCW, bekræfter nu, at det var nervegiften Novichok, der blev brugt til at forgifte den tidligere russiske dobbeltspion Sergej Skripal og hans datter Julia i den engelske by Salisbury i marts.

Dermed bakker organisationen op om de konklusioner, de britiske myndigheder har fremlagt.

- Analyserne af prøverne undersøgt af OPCW bekræfter de resultater, som Storbritannien nåede frem til i forbindelse med analyserne af nervegiften, hedder det i en udmelding fra organisationen, der har hovedkvarter i Haag.

Angrebet har udløst en diplomatisk krise.
Sergej Skripal er fortsat indlagt.

Dermed nævner organisationen ikke direkte Novichok, men bakker op om den britiske regering.

Den britiske udenrigsminister, Boris Johnson, udtaler, at der ikke kan herske tvivl om, at Rusland har skylden for nervegiftangrebet i Salisbury.

Ifølge udenrigsministeren bygger OPCW’s resultater på analyser fra fire forskellige, uafhængige laboratorier i hele verden.

Den russiske regering har konsekvent nægtet at være involveret i angrebet.

Udviste diplomater

Striden om, hvem der står bag angrebet, har udløst en diplomatisk krise mellem en række vestlige lande og Rusland. 

Flere lande har udvist russiske diplomater for at vise, at det er uacceptabelt at begå angreb med kemiske våben. 

Nervegiften Novichok er udviklet af Ruslands militær og kan slå ihjel, fortæller Jan Steen Jensen, som er specialkonsulent ved Beredskabsstyrelsen.

Rusland har svaret igen med at udvise et tilsvarende antal diplomater fra vestlige ambassader i Rusland. 

Britiske laboratorieforskere har indtil videre ikke været i stand til at bevise, at nervegiften fra angrebet kom fra Rusland.

Datter udskrevet, far lider fortsat indlagt

Ruslands ambassade i Storbritannien har tilbudt at hjælpe Julia Skripal, der sammen med sin far blev udsat for angrebet med nervegiften.

Hun blev tirsdag udskrevet fra hospitalet efter behandlingen oven på giftangrebet den 4. marts.

Men den 33-årige datter takker i en erklæring, der onsdag er udsendt via det britiske politi, nej til tilbuddet.

- I øjeblikket ønsker jeg ikke at benytte mig af deres tjeneste. Men hvis jeg ændrer mening, ved jeg, hvordan jeg kontakter dem, siger hun.

Sergej Skripal er fortsat indlagt. Han er en tidligere russisk dobbeltspion, der i 2010 kom til Storbritannien i forbindelse med en spionudveksling.

Julia Skripal er udskrevet fra hospitalet.

I erklæringen siger Julia Skripal, at faren fortsat er meget syg. Hun lider også selv fortsat under effekten af den nervegift, der blev brugt imod dem.

- Det allervigtigste er, at jeg føler mig tryg og bedre dag for dag. Jeg er dog endnu ikke så stærk, at jeg kan give interviews til medierne. Det håber jeg, jeg en dag bliver i stand til.