Medier: Dansker anklaget for at dræbe kone og barn - risikerer dødsstraf

En dommer ved Yaba Chief Magistrates’ Court i Lagos besluttede onsdag, at en dansker skal forblive fængslet i Lagos.

En 53-årig dansk mand er blevet midtpunkt i en drabssag i Nigeria, hvor han er sigtet for at have dræbt sin 37-årige nigerianske kone og parrets 4-årige datter i deres lejlighed i Ikoyi i Lagos i Nigeria.

Danskeren, der nægter sig skyldig, risikerer ifølge nigerianske medier dødsstraf, hvis han bliver dømt.

Assistance til dansk statsborger

Onsdag besluttede en dommer ifølge flere nigerianske medier, heriblandt nyhedsbureauet News Agency of Nigeria, at danskeren skal forblive varetægtsfængslet i Ikoyi-fængslet i Lagos.

Vagthavende hos Borgerservice i Udenrigsministeriet bekræfter overfor TV 2, at man yder assistance til en dansk statsborger, der er anholdt i Nigeria. Men derudover ønsker Udenrigsministeriet ikke at oplyse noget om sagen.

Ifølge det nigerianske nyhedsbureau skete dødsfaldene den 5. april, og danskeren er sigtet for to forbrydelser, der er på grænsen til mord (bordering on murder, red.). 

Anklageren, Effiong Asuquo, siger ifølge det nigerianske nyhedsbureau, at danskeren gennem længere tid havde været i strid med sin kone, og at han bankede hendes hoved flere gange mod en væg, så hun døde, og at han derefter forgiftede parrets fire-årige datter.

- Han havde slæbt deres livløse kroppe hen til gashanen for at skabe det indtryk, at de var blevet kvalt som følge af et gaslæk, sagde anklageren ved retsmødet onsdag. Det skriver News Agency of Nigeria. 

Næste retsmøde i sagen er den 8. maj, oplyser anklageren.

TV 2-korrespondent: Risiko for at dødsstraf eksekveres stor

TV 2s Afrika-korrespondent Ole Vestergaard fortæller, at sagen har fået stor medieomtale i Nigeria.

- Sagen følges tæt af medierne i Nigeria. Ikke fordi, det er en dansker, der er anklaget for drabene, men fordi det ene af ofrene var en kendt nigeriansk sanger, siger Ole Vestergaard.

Den 37-årige kvinde, der var gift med danskeren, var en kendt sangerinde i Nigeria med mange fans. Ole Vestergaard fortæller, at truslen om dødsstraf er alvorlig for danskeren.

- Han risikerer at blive idømt dødsstraf. I modsætning til andre afrikanske lande, der har dødsstraf, men uden at eksekvere dem, eksekveres dødsdomme i Nigeria, siger Ole Vestergaard.