Mark Zuckerberg har sagt undskyld i 14 år - nu gør han det igen
I 14 år har Facebooks stifter sagt undskyld gang på gang. Alligevel har selskabet videregivet folks personlige oplysninger. I dag undskylder han igen.
Inden nogen havde tænkt på Facebook, fandtes hjemmesiden Facemash.
Den blev lavet af en ung studerende ved navn Mark Zuckerberg, og han var rigtig god til at sige undskyld.
Facemash var en tjeneste, der stjal digitale fotos fra årbøgerne på Harvard University. Billederne blev lagt op på nettet, hvor besøgende på Facemash kunne stemme på, hvilken af de to personer på billederne, der var mest attraktiv.
"Hvem er mest hot?" hed spørgsmålet på siden, der kun var online nogle få dage i efteråret 2003.
Billederne af de studerende var indsamlet fra universitetets computere uden tilladelse, så den meget besøgte hjemmeside kom hurtigt i vanskeligheder.
Flere studerende blev rasende over, at deres billeder blev misbrugt, og de klagede til universitetet.
Ophavsmanden - en studerende ved navn Mark Zuckerberg - var tæt på at blive smidt ud, men så sagde han undskyld.
- Jeg håber, at I forstår, det ikke var meningen, at tingene skulle udvikle sig sådan, og jeg undskylder for den skade, jeg har forvoldt, hed det efterfølgende i en erklæring fra Mark Zuckerberg.
Det var første gang i karrieren, han undskyldte offentligt for at have misbrugt private oplysninger, men det skulle ikke blive sidste gang.
Slet ikke.
Da universitetsavisen spurgte ham, om han ville fortsætte med Facemash, gav han udtryk for, at det var slut med at misbruge private oplysninger.
- Anliggender, der handler om krænkelse af folks privatliv, ser ikke ud til at kunne overvindes, skrev han i et svar til universitetsavisen The Harvard Crimson.
- Jeg ønsker ikke at fornærme nogen, hed det.
Den store fejltagelse
Løfterne om bod og bedring betød, at det unge computertalent fik lov til at fortsætte på skolen.
Facemash blev opgivet og erstattet af det sociale medie Facebook i 2004.
To år senere måtte Mark Zuckerberg sige undskyld igen.
- Vi lavede virkelig ravage denne gang, hed det fra Mark Zuckerberg.
Undskyldningen kom, efter han havde indført tjenestens nye newsfeed - altså den nyhedsstrøm som alle brugere af Facebook siden kom til at scrolle op og ned på.
Før 2006 måtte brugerne af Facebook selv besøge de venners profiler, man ville vide mere om.
Men uden varsel var data fra alle vennerne nu præsenteret et sted.
Det gjorde folk vrede - de følte, at deres personlige oplysninger blev udstillet for omverdenen, og de havde ingen mulighed for at sige nej eller kontrollere oplysningerne i nyhedsstrømmen.
- Det var en stor fejltagelse fra vores side, og jeg undskylder, skrev Mark Zuckerberg på Facebooks blog.
- Vi gjorde et dårligt stykke arbejde med at forklare, hvad de nye ting var og et endnu dårlige arbejde med at give jer kontrol over dem, hed det.
Men Facebooks newsfeed forsvandt ikke.
I stedet kom der reklamer i det - og et år senere måtte Mark Zuckerberg sige undskyld igen.
Det dårlige stykke arbejde
Den 6. november 2007 lancerede Facebook et nyt reklamesystem ved navn Beacon. Det gjorde folks indkøb via internettet offentligt tilgængelige, så ens venner kunne se, hvad man havde købt.
Og man behøvede ikke at være logget ind på Facebook, for at købene blev registreret - det var nok, at man handlede med en af de virksomheder, der havde købt adgang til Beacon-systemet.
Denne gang blev der lagt sag an mod Facebook for at misbruge folks private oplysninger.
- Vi gjorde simpelthen et dårligt stykke arbejde med denne lancering, og jeg undskylder for det, skrev Mark Zuckerberg og lovede bod og bedring.
- Jeg er ikke stolt af den måde, vi håndterede situationen på, og jeg ved, at vi kan gøre det bedre, hed det.
Og så gav Facebook brugerne mulighed for at slukke for Beacon - men systemet fortsatte ind til 2009, hvor det lukkede efter et forlig i den retssag, der var anlagt mod Facebook. Der blev udbetalt i alt 9,5 millioner dollars til de 41 sagsøgere.
Facebook mente ikke noget ondt med det
Det sociale medie ville helst undgå nye sagsanlæg, så i 2009 ændrede Facebook pludselig sine "terms and conditions" - altså det med små bogstaver, som de færreste læser.
De nye regler gav Facebook lov til at beholde og videresælge alle oplysninger om deres brugere - også selv om man slettede sin profil.
Ændringerne blev opdaget ved et tilfælde af en skribent på bloggen The Consumerist, og så blev brugerne vrede - igen.
Mark Zuckerberg måtte forklare sig.
- Vores filosofi er, at folk ejer deres egne informationer og kontrollerer hvem, de deler dem med, skrev Mark Zuckerberg.
- En stor del af sproget i vores betingelser er meget formel og skal beskytte vores rettigheder, så vi er i stand til at yde jer denne service.
- I realiteten vil vi ikke dele jeres informationer på en måde, I ikke ønsker, hed det videre.
Selv om Facebook ændrede betingelserne, fortsatte arbejdet med at lave nogle nye, så det sociale medie kunne fortsætte med at bruge folks private oplysninger.
- Det er svært terræn at navigere i, og vi kommer til at lave nogle fejltrin, hed det fra Mark Zuckerberg.
Sådan et fejltrin kom allerede i 2010.
Det gik lidt for stærkt
Her kunne avisen The Wall Street Journal afsløre, at annoncører nemt kunne få fat i folks personlige informationer fra Facebook.
Denne gang undskyldte Mark Zuckerberg i avisen Washington Post.
- Nogle gange går det for hurtigt, skrev han.
Facebook lukkede hullet, så annoncørerne ikke længere kunne få fat i folks personlige oplysninger af den kanal, som The Wall Street Journal havde afsløret.
Til gengæld fik Mark Zuckerberg nu problemer med de amerikanske myndigheder.
Hans advokater havde ændret på "terms and conditions" igen, og der blev klaget til USA's føderale handelskommission, FTC.
Det var nemlig pludselig blevet muligt for Facebook at dele brugernes hjemadresser og telefonnumre med programmører, der ikke var ansat hos Facebook.
FTC tiltalte Facebook for at have bedraget deres kunder. Ifølge FTC havde Facebook lovet kunderne at hemmeligholde private informationer og derefter brudt løftet ved at dele informationerne alligevel.
Facebook indgik forlig i sagen i 2011 - og Mark Zuckerberg beklagede sagen.
- Jeg skal være den første til at indrømme, at vi har begået en række fejltagelser, skrev han på Facebooks blog.
Og så lancerede Facebook en masse nye værktøjer, som skulle gøre det muligt for brugerne at styre deres privatlivsindstillinger.
"I bestemmer selv"
Nu kunne brugerne så selv styre en smule af de oplysninger, der blev delt med andre, og i 2013 lancerede Facebook så en funktion, der hed Graph Search.
Den nye funktion gjorde det muligt at søge på alle de private informationer, der ikke aktivt var blokeret af den enkelte bruger.
Det var ikke populært hos brugerne.
Efter få dage lod Mark Zuckerberg en af sine folk udsende en meddelelse.
- Du kontrollerer, hvem du deler dine interesser og likes med på Facebook, hed det fra Michael Richter, der stod i spidsen for beskyttelse af private oplysninger på Facebook.
Samtidig bad Facebook brugerne om at gennemgå deres privatlivsindstillinger.
Men Mark Zuckerberg var ikke færdig med at sige undskyld.
For i 2016 blev hans medie brugt til at sprede falske nyheder som led i valgkampen op til præsidentvalget i USA.
Donald Trump vandt valget, og begrebet fake news blev et problem for Mark Zuckerberg.
Et ekstra "undskyld"
Så han sagde undskyld i forbindelse med den jødiske helligdag Yom Kippur i efteråret 2017.
- Jeg beder om tilgivelse hos de mennesker, jeg har gjort ondt i år og vil forsøge at gøre det bedre. Jeg beder også om tilgivelse for den del af mit arbejde, der har skilt folk ad i stedet for at bringe dem sammen. Jeg vil arbejde for at gøre det bedre, hed det.
Men præsidentvalget og falske nyheder fortsatte med at hjemsøge Mark Zuckerberg.
I 2018 kom det frem, at firmaet Cambridge Analytica havde fået fat i private oplysninger fra 87 millioner brugere.
Facebook havde bedt Cambridge Analytica om at slette den store mængde data, men aldrig undersøgt om det var sket.
Oplysningerne fra de 87 millioner profiler blev brugt til at sende målrettede annoncer til Facebooks brugere i valgkampen i USA, og da det kom frem, måtte Mark Zuckerberg sige undskyld igen.
"Nu bliver det bedre"
Først gjorde han det i medierne.
Facebook-stifteren købte helsidesannoncer i en række aviser, hvor hans undskyldning blev trykt.
Men undskyldningen i aviserne var ikke nok.
Nu skal han forsvare sig i USA's kongres.
Mark Zuckerberg er nemlig indkaldt til en høring om, hvordan Facebooks data blev misbrugt.
Allerede inden høringen er det offentliggjort, hvad Facebook-stifteren vil sige.
- Det var min fejl, og det undskylder jeg for. Jeg startede Facebook, jeg kører det, og jeg er ansvarlig for, hvad der sker i selskabet, hedder det i en erklæring fra Mark Zuckerberg.
Facebook-stifteren er i dag verdens 7. rigeste menneske - han er god for knap 65 milliarder dollars, og nu lover han at få styr på brugernes private oplysninger.
- Det vil tage noget tid at arbejde os igennem alle de ændringer, vi er nødt til at lave, men jeg forpligter mig til at få det gjort rigtigt, hedder det i erklæringen fra ham.