Udland

Sådan blev den unge mand med skægstubbene til Europas "diktator"

En 25-årig Viktor Orbán på Heltepladsen i Budapest, hvor han i 1989 advokerede for demokratiske valg og Sovjets exit fra Ungarn i en tale, der har brændt sig fast i ungarernes hukommelse. Youtube

I 1989 tordnede han mod det kommunistiske styre - nu bliver han selv kaldt "diktatoren" af Jean Claude Juncker.

En sommerdag i juni 1989 stillede en ung aktivist med halvlangt hår og skægstubbe sig frem foran en stribe mikrofoner på Heltepladsen i Ungarns hovedstad, Budapest.

Anledningen var genbegravelsen af ledere fra det fejlslagne oprør mod det kommunistiske styre i 1956.

Med den monumentale plads og mindegraven for Ungarns faldne helte som baggrund holdt han en tale, som for alvor fangede de mere end 250.000 ungarer, der var mødt frem - og mange af de flere millioner ungarer, der så med hjemmefra via de snurrende tv-kameraer på pladsen. 

Brandtaler fra en ung alder

Hvad de blev vidner til var, at den unge prodemokratiske aktivist - en ukendt 26-årig ved navn Viktor Orbán - brød to store tabuer:

Det ene var, da han opfordrede Ungarns kommunistiske styre til at holde frie og demokratiske valg. Det andet var, da han opfordrede de 55.000 sovjetiske tropper til at forlade sit fædreland.

Det sidste skete kort tid efter, da kommunismen slap sit greb om Ungarn og resten af Østeuropa. Efter Murens fald havde Ungarn sit første frie valg i 1990.

Men hvad skete der med Viktor Orbán? Hvordan gik han fra at være en demokratisk aktivist til selv at sidde tungt på magten i et stærkt højreorienteret Ungarn?

Skabte national begejstring

Den unge Viktor Orbán blev snart et kendt politisk ansigt.

Som ung studerende boede han oppe ved Gellerthøjen i Budapest sammen med mange andre studerende og havde allerede foråret 1988 været med til at danne partiet Fidesz (unionen af unge demokrater, red.).

Men det var hans tale på Heltepladsen, der skabte så stor national begejstring, at han i sommeren 1989 deltog i oppositionens forhandlinger om en demokratisk magtovertagelse.

Og derfra tog det fart.

Ungarns store helt

I dag godt 28 år senere er Victor Orbán premierminister og formand for Fidesz, der ved parlamentsvalget søndag igen blev landets største parti.

Vi har vundet en afgørende sejr. Vi gjorde det muligt at forsvare Ungarn.

Viktor Orbán, Ungarns premierminister

Orbán er populær og den politiker, der siden 2010 har scoret flest stemmer ved valgene i Ungarn. 

Det er dog ikke som den prodemokratiske og vestlige statsmand, som han dengang på Heltepladsen malede sig selv op som, men i stedet som en helt for det nationalkonservative og højreorienterede Ungarn.

- Han er en form for faderfigur i den nationalpopulisme, som præger en masse lande - ikke bare i det, der engang var bag jerntæppet - men sandelig også i det vestlige Europa, siger TV 2s korrespondent Ulla Terkelsen fra Budapest.

- Det er ham, der satte hegnet op og satte hælen i og sagde: "Europa er et kristent kontinent. Europa kan ikke bære en kæmpestor indvandring udefra", forklarer hun.

Og det er nok grænsehegnet, som Orbán er mest kendt for uden for Ungarns grænser.

Strømhegn og skrappe love mod flygtninge

I foråret 2015 begyndte flygtninge og migranter for alvor at rejse til fods, med tog og skjult i lastbiler op mod Europa. Mange af dem flygtede fra konflikter i Syrien, Irak og Afghanistan. 

At beskytte en grænse er ikke en rar ting. (...) Det kan ikke gøres med blomster og bamser.

Viktor Orbán, Ungarns premierminister

Især et land som Italien tog imod mange, og EU var derfor under pres for at handle og fordele flygtningene - og udgifterne - mere fair over hele Europa.

Derfor foreslog EU-kommissionen i maj tvungne kvoter for fordelingen af flygtninge i Europa. Men det havde Viktor Orbán ingen planer om at finde sig i.

- Ingen skal bestemme, hvem vi lukker ind i vores eget hus, tordnede Viktor Orbán ifølge BBC.

Ungarns svar var et hegn, og måneden efter satte man de første fag op af et 175 kilometer langt grænsehegn mod Serbien. Siden da er mere hegn kommet til - endda med strøm i - langs grænsen mod Kroatien.

- Det gamle jerntæppe blev bygget mod os. Dette hegn er bygget for os, sagde Orbán på en pressekonference i efteråret 2015.

Syrer bag tremmer for "terrorhandling"

Alle, der trodser hegnet og forsøger at komme ind i Ungarn, kan ende bag tremmer. Det er sket for en syrer, der afsoner syv år for en sådan "terrorhandling", skriver BBC.

De seneste stramninger af lovgivningen gør, at Ungarn i gennemsnit kun lader to flygtninge om dagen komme ind gennem hegnet ifølge FN's flygtningeorganisation UNHCR, selv om det er et brud på internationale og EU's egne regler at afvise mennesker på flugt.

Derudover har man siden april 2017 etableret containerlejre ved grænsen mod Serbien, hvor flygtninge helt ned til 14 år - uden en voksen ved deres side - ifølge UNHCR venter i flere måneder på at få behandlet deres ansøgning om asyl. 

- At beskytte en grænse er ikke en rar ting. (...) Det kan ikke gøres med blomster og bamser, skrev Viktor Orbán i januar 2017 i magasinet Hungarian Review.

Orbáns besked var klar: Ungarn er lukket land for flygtninge.

Flygtningepolitik var vejen til sejr

Men hegnet kan mere end holde flygtninge ude. Det kan sikre stemmer.

I foråret 2015 havde Fidesz overraskende tabt to lokalvalg, og med Orbán i spidsen smed man immigrationskortet på bordet som centralt for partiets politik. Og det hjalp.

Hen over sommeren vandt partiet en million tabte stemmer tilbage i de nationale meningsmålinger, skriver BBC

- Hvad er demokratiets grundprincip? I sidste ende er det loyalitet over for nationen, sagde Viktor Orbán den følgende februar i et interview med Business Insider.

Flere steder i Europa voksede uroen over Ungarns kurs mod et mere og mere autoritært styre, der gav Viktor Orbán et strammere greb om magten og styret et stramt greb om presse og politiske modstandere. 

Og da Ungarns premierminister i maj 2015 var i Riga til et EU-topmøde, kom Jean-Claude Juncker, der er formand for EU-kommissionen, til at byde Orbán velkommen med et anslag til en high-five og et "hej diktator".

Jean-Cleade Juncker præsenterer Viktor Orban som 'Diktatoren', giver ham high-five og slår ham på kinden. Video: Mads Therkildsen

Men hvordan blev den unge, demokratiske aktivist og modstander af kommunisternes undertrykkende styre til en mand, som selv en EU-leder kalder en "diktator" foran snurrende kameraer?

Overrasket af valgnederlag

Flere peger på et valgnederlag i 2002 som et vendepunkt i hans karriere.

Før da havde ungarerne oplevet dramatiske forandringer efter Murens fald i 1989. 

Med løfter om velstand og liberalisme og et liv, som man havde set det i Vesten og sukket efter, var ungarerne forventningsfulde, mens fabrikker og forretninger, landbrug og skovbrug blev privatiseret.

Penge strømmede ind i Ungarn - men trods det voksede arbejdsløsheden til op mod én million ungarer, og mange var vrede og følte sig magtesløse.

Det var i den tid, at Viktor Orbán blev premierminister for første gang, da hans parti vandt valget i 1998 - og tabte posten allerede fire år senere i et nederlag til socialisterne.

Men Orbán er ikke en mand, der lader sig slå ud af modgang.

Orbán genopfandt sig selv

I stedet vendte han sig mod en gammel ven og en ekspert i kommunikation, skriver BBC, og med dem polstrede han partikassen og genopfandt sig selv, så han kom i øjenhøjde med de arbejdende ungarere.

Og endelig i 2010 gav det pote.

Viktor Orbán genvandt posten som premierminister, og hans parti Fidesz blev Ungarns største med totredjedele flertal ved parlamentsvalget.

Men Ungarn var i knæ efter den globale finanskrise fra 2007 og de recessioner, som mange lande oplevede i kølvandet på den.

Derfor tog Orbán straks til EU og bad om mere tid til at komme på benene igen og fikse det store underskud i statskasserne. Men EU gav ham den kolde skulder, og det kan muligvis forklare hans bitterhed mod bureaukraterne i Bruxelles og beslutningen om, at Ungarn klarer sig selv.

Ungarere har mindre demokrati - og flere penge

Hjemme i Ungarn tog Viktor Orbán og hans regering fat.

De vedtog en ny forfatning, der satte kristne og konservative værdier i centrum for det politiske liv og gav forfatningsdomstolen mindre magt til at holde regeringen i skak.

Det kan ses af Ungarns 52 siders lange forfatning.

Derudover strammede man grebet om pressen og skilte sig af med systemkritikere i ministerier, styrelser, på skoler og endda hospitaler. Og man gav stemmeret til mere end én million ungarer, der bor i udlandet - og som ifølge BBC for langt de flestes vedkommende stemmer på Fidesz.

Det og en ny valglov har betydet en valgsejr i 2014 - og nu én mere her i 2018, der har givet ham endnu et absolut flertal i parlamentet.

For selv om man kan diskutere magthavernes metoder, er én ting klar: Arbejdsløsheden er faldet drastisk, lønningerne er steget, og de fleste ungarer har det bedre, end før Orbán kom til magten.

- Vi har vundet en afgørende sejr. Vi gjorde det muligt at forsvare Ungarn, sagde Viktor Orbán i sin sejrstale søndag aften i Budapest.

Kilder: Financial Times, the Guardian, New York Times, Hungarian Review, Reuters og BBC.