Udland

Danske fly påvirket af strejke i tyske lufthavne

SAS meddeler, at samtlige flyvninger til og fra de tyske byer Frankfurt og München bliver aflyst tirsdag.

Det tyske flyselskab Lufthansa har aflyst næsten halvdelen af sine planlagte flyvninger tirsdag på grund af en større strejke blandt offentligt ansatte i landet.

Det skriver Reuters.

Den varslede strejke betyder, at mere end 800 Lufthansa-flyvninger er blevet aflyst.

Danske fly også ramt

Danske fly bliver også ramt af den omfattende strejke. SAS meddeler ifølge mediet Check-in, at samtlige flyvninger til og fra de tyske byer Frankfurt og München bliver aflyst tirsdag.

SAS-kunder, der har billet til de aflyste fly, kan enten få billetterne refunderet eller blive ombooket til en anden afgang.

I alt bliver 11 fly til og fra Danmark fra Lufthansa og SAS påvirket af strejken.

Ifølge Check-in vil 90.000 Lufthansa-passagerer blive påvirket af aflysningerne. De påvirkede lufthavne er München, Frankfurt, Bremen og Köln.

Strejken skyldes, at den tyske fagforening Verdi kræver en seks procents lønstigning til 2,3 millioner medlemmer i den offentlige sektor.

Forventer normal flytrafik onsdag

Blandt de strejkende er blandt andet sikkerhedsfolk, og dem der laster flyene med bagage.

Lufthansa har ifølge Reuters for nyligt lavet en lønaftale med sit personale efter strejker fordelt over flere år. Selskabet er derfor utilfredse med, at den verserende konflikt kommer til at gå ud over deres kunder.

- Lufthansa er ikke engang en part i konflikten, og alligevel er det os og vores kunder, der er mest påvirket af det her, lyder det fra Lufthansas HR-chef, Bettina Volkens.

Lufthansa forventer, at lufttrafikken er normaliseret igen onsdag.