Udland

Avis: Eksspion og datter tilbudt ny identitet

Russiske Sergej Skripal og hans datter vil blive tilbudt et nyt liv i USA, siger en unavngiven regeringskilde.

Storbritannien vil angiveligt tilbyde den russiske eksspion Sergej Skripal og hans datter, Julia, nye identiteter og et nyt liv i USA i et forsøg på at beskytte dem mod yderligere drabsforsøg.

Det oplyser en unavngiven kilde fra den britiske regering til avisen The Sunday Times.

Kilden fortæller, at embedsmænd i den britiske efterretningstjeneste MI6 har talt med amerikanske kolleger i CIA om at flytte de to, der blev forgiftet i et angreb i den sydengelske by Salisbury i sidste måned.

- De vil blive tilbudt nye identiteter, siger kilden.

Mindre sandsynlighed for at blive dræbt i USA

The Sunday Times rapporterer, at Storbritannien vil sikre Sergej Skripal og hans datter ved at flytte dem til et af de såkaldte Fem Øjne-lande blandt efterretningstjenester i Australien, Canada, New Zealand, Storbritannien og USA.

- Det mest indlysende sted at flytte dem til er USA, fordi der er mindre sandsynlighed for, at de vil blive dræbt der, siger en efterretningskilde tæt på forhandlingerne.

- Og det er nemmere at beskytte dem der under nye identiteter.

- Man foretrækker, at de skal bo i et Fem Øjne-land, fordi deres sag vil have store sikkerhedsmæssige konsekvenser, tilføjer kilden.

Udenrigsministeriet i Storbritannien ønsker ikke at kommentere oplysningerne i The Sunday Times.

Fundet i Salisbury

66-årige Sergej Skripal og hans datter, 33-årige Julia, blev fundet bevidstløse på en bænk i Salisbury 4. marts.

Julia, der er russisk statsborger, var ankommet til Storbritannien blot dagen før for at besøge sin far, der har boet i landet i godt syv år.

De havde været udsat for et nervegiftangreb og blev hastet til hospitalet.

Datteren "vågnede for mere end en uge siden". Det oplyste hun i en pressemeddelelse, som politiet sendte ud torsdag.

I en anden meddelelse fredag oplyste hospitalet, at Sergej Skripal ikke længere er i kritisk tilstand.

Storbritannien har givet Rusland skylden for angrebet, hvilket russerne afviser.