Udland

Kvinder måtte ikke hjælpe kollapset borgmester i sumoring

Flere kvinder blev bedt om at forlade sumoringen, da de ville hjælpe en mand, der var faldet om med et slagtilfælde. I sumobrydning er kvinder forment adgang til ringen Kyodo / Ritzau Scanpix

Japans Sumobryderforening har efterfølgende undskyldt for håndteringen af episoden.

Under en tale til et sumobryderstævne i den japanske by Maizuru kollapsede byens borgmester pludseligt.

Flere kvinder - heriblandt en sygeplejerske - styrtede op i sumoringen for at yde førstehjælp, men turneringens dommer beordrede dem til at forlade ’dohyoen’- ringen, hvor en sumobryderkamp foregår. Det skriver CNN.

Han bad dem om at gå, mens han var ophidset, men det var en upassende reaktion på en livstruende situation

Hakkaku, Formand, Japans Sumobryderforening

Kvinder er ifølge sumotraditionen forment adgang til sumoringen. Det er en af mange regler i den ældgamle sport, der stadig bliver holdt i hævd.

En video af episoden blev efterfølgende lagt på YouTube, og på de sociale medier bliver dommeren nu kritiseret for at vægte traditioner højere end et menneskeliv.

Borgmesteren blev kørt på hospitalet, hvor det blev konstateret, at han havde fået et slagtilfælde. Han er nu uden for livsfare.

- Vi er virkelig taknemmelige for de kvinder, der gav førstehjælp. Vi ved ikke, hvem de er, men vi vil gerne takke dem direkte, sagde en talsperson fra borgmesterens kontor.

Japans Sumobryderforening har undskyldt for dommerens håndtering af episoden.

- Under behandlingen sagde dommeren flere gange, ’Vil kvinden være venlig at gå ud af ringen.’ Han bad dem om at gå, mens han var ophidset, men det var en upassende reaktion på en livstruende situation, stod der i en meddelelse fra foreningens formand, der er kendt som Hakkaku.

Sumobrydning er Japans nationalsport og kan dateres tilbage til 700-tallet.

Sumobrydning er Japans nationalsport og kan dateres tilbage til 700-tallet. Den seneste tid har sporten været ramt af flere skandaler.

I december måtte en topbryder blandt andet trække sig efter beskyldninger om, at han havde overfaldet en yngre bryder.