Udland

Nu bør amerikanere bære modgift mod overdosis

Jerome Adams har udstedt en anbefaling til amerikanerne.

En epidemi af overdoser, som skyldes smertestillende produkter, får nu USA's cheflæge til at anbefale amerikanere at bære en modgift.

USA har så omfattende et problem, at landets sundhedsdirektør nu kommer med en direkte opfordring til sine landsmænd. For det, der kaldes en epidemi, skal nu kommes til livs.

Overdoser er et problem, der i USA koster flere menneskeliv, end trafikken gør. Det overstiger også antallet af skudofre. Der er tale om overdoser efter for højt forbrug af smertestillende medicin, der har fællesbetegnelsen opioider, og som er steget så meget, at sundhedsdirektør Jerome Adams anbefaler alle amerikanere at bære naloxon, der fungerer som modgift.

Hjælp din nærmeste

Opioider er både morfin, som er et naturligt stof, men også narkotika som heroin og ketogan, der er syntetisk fremstillede opioider.

- Du behøver ikke at være politibetjent, brandmand eller paramediciner for at redde liv, siger Jerome Adams ifølge ABC News

Han anbefaler specifikt personer i risikogruppen samt deres familie og bekendte at bære naloxon, og at de lærer at bruge det, fordi det gør personen, som får en overdosis, i stand til igen at trække vejret.

Trump lovede kriseindsats i 2017

Truslen har været kendt længe. Tilbage i oktober 2017 bebudede USA's præsident, Donald Trump, en ekstraordinær kriseindsats på grund af de mange dødsfald efter overdoser af narkotika og stærkt afhængighedsskabende lægemidler.

- Vi kan blive den generation, som bringer epidemien med overdoser til en afslutning, sagde præsident Donald Trump dengang.

Tallene bag historien viser også en markant stigning i antallet af dødsfald. I perioden 2000-2015 døde godt 500.000 af en overdosis, mens tallet alene i 2016 nåede 64.000. Et tal, der ifølge CBS, er højere end både trafikdræbte og skudofre.

Amerikanerne skal tage antistoffet til sig

For Jerome Adams er det vigtigt, at amerikanerne forstår behovet for at hjælpe dem, der rammes af en overdosis. At det bliver muligt for amerikanere i yderområder at have naloxon, og at folk vil hjælpe deres medmennesker i stedet for at tænke, at ofrene blot vil fortsætte deres misbrug bagefter.

- Det vil være det samme, som hvis jeg sagde, at jeg ikke vil lave førstehjælp på en person med et hjerteanfald for at redde personen, fordi vedkommende bare vil gå ud og spise fast food og gennemgå det samme igen, siger han.

Det er første gang siden 2005, at den amerikanske sundhedsdirektør udsteder en advarsel som denne.