Udland

Trump erklærer krig mod Amazon

Den amerikanske præsident Donald Trump har erklæret krig mod detailgiganten Amazon

Den amerikanske præsident, Donald Trump, beskylder Amazon for at underbetale det amerikanske postvæsen og for at skabe butiksdød.

Donald Trump lader ikke til at være den store fan af virksomheden Amazon. I hvert fald har han de seneste uger skudt med skarpt mod verdens største online-detailforhandler, hvor man kan købe alt fra bøger til golfudstyr.

Amazon har pengene til at betale postvæsnet en rimelig pris, som ligger langt højere end den, de betaler lige nu

Donald Trump, Præsident, USA

Senest var Donald Trump ude med riven, da præsidenterne fra de baltiske lande, Letland, Estland og Litauen, tirsdag var på besøg i Det Hvide Hus. Her beskyldte Trump Amazon for at betale det amerikanske postvæsen U.S. Postal Service for lidt for at omdele deres pakker, der sidste år talte hele fem milliarder.

- Prøv at se på postvæsnet, som mister milliarder af dollars. Og skatteyderne betaler de penge, for det leverer pakker for Amazon til en meget lav pris. Og det er uretfærdigt for USA. Det er uretfærdigt for vores skatteydere. Og Amazon har pengene til at betale postvæsnet en rimelig pris, som ligger langt højere end den, de betaler lige nu.

Præsident Trump holder fælles pressekonference med præsidenterne fra Litauen, Letland og Estland, der tirsdag var på besøg i Det Hvide Hus

Donald Trump refererede til en unavngiven rapport, der angiveligt viser, at Amazon får omdelt deres pakker billigt. Så billigt at det, ifølge Trump, kan betragtes som en form for statsstøtte. Noget, der skal ændres, hvis det står til ham.

- Der er lige kommet en rapport frem. Der står 1,47 dollar, mener jeg, det er, eller deromkring. For hver gang de leverer en pakke, mister den amerikanske stat, altså postvæsnet, 1 dollar og 47 cent. Så Amazon bliver nødt til at betale langt flere penge til postvæsnet. Det er der ingen tvivl om.

Skyld i butiksdød

Men det er ikke kun priserne, som Amazon betaler for at få deres pakker omdelt, Trump er utilfreds med. Han mener, at firmaet er skyld i butiksdød rundt omkring i de mindre amerikanske byer.

Se på nogle af disse små byer, hvor der var smukke hovedgader med butikker. De butikker er alle sammen væk!

Donald Trump, præsident, USA

- Den anden ting er, at en masse detailhandelsfirmaer i hele landet er ved at gå fallit. Det er et andet meget stort problem. Detailhandlere i hele USA er ved at dreje nøglen om. Se på nogle af disse små byer, hvor der var smukke hovedgader med butikker. De butikker er alle sammen væk!

Amazons aktier faldt fem procent mandag, efter Trump i weekenden havde tweetet, at Amazon skulle til at betale US Postal Service mere for at få omdelt pakker.  

Men Trumps udfald mod detailgiganten er uforståelig for flere iagttagere. Blandt andre Victor Anthony, der dækker branchen for Aegis Capital Corporation.

- Jeg mener, at Amazon mere end noget andet har bidraget til postvæsnets vækstrate. Så jeg mener, det er lidt underligt, han siger det, når det er en kendsgerning, at Amazon har alternativer som for eksempel UPS, DHL og Fedex, siger han og forsætter:  

- Det er ironisk, for Amazon er sandsynligvis én af USA’s største jobskabere, og det er noget, jeg ved, at Trump kan lide at snakke en masse om, når det gælder jobskabelse.

Grundlægger ejer også avis

Præsidenten har i længere tid haft et horn i siden på Amazons grundlægger og administrerende direktør, Jeff Bezos, der også ejer den amerikanske avis The Washington Post. Trump har ved flere lejligheder beskyldt avisen for at at bedrive lobbyvirksomhed for Amazon. En beskyldning han gentog på Twitter i weekenden. 

Jeff Bezos, der for nyligt indtog førstepladsen på Forbes’ liste over verdens rigeste for første gang, købte Washington Post for 250 millioner dollar i 2013.

Amazons grundlægger og adm. direktør Jeff Bezos

Men at avisen bliver brugt til at fremme Amazons interesser, blev på det kraftigste afvist af Washington Posts chefredaktør, Martin Baron, i den amerikanske avis New York Times i mandags.

- Jeg kan ikke understrege nok, at han aldrig har tilskyndet nogen til en historie her, aldrig har bedømt en artikel kritisk eller sat en stopper for en historie.

Jeff Bezos holder dog ugentlige møder med ledelsen på The Washington Post. Men kun for at diskutere forretningsstrategi, forsikrer Martin Baron i interviewet med New York Times.

Hverken US Postal Service eller Amazon har kommenteret præsidentens seneste kritik.