Mark Zuckerberg langer ud efter Apple-topchef
Mark Zuckerbergs udtalelser kommer efter, at Tim Cook kritiserede ham i et interview for nyligt.
Topcheferne i tech-firmaerne Facebook og Apple har indledt en krig på ord i kølvandet på sidste måneds Facebook-skandale, hvor det kom frem, at 50 millioner brugeres data indsamlet før 2014, var blevet misbrugt.
I et interview med MSNBC sagde Apple-chef Tim Cook for nylig, at han ønsker en øget regulering af de sociale medier og satte spørgsmålstegn ved den praksis, som blandt andet Facebook bruger, hvor man sælger reklamer, der giver annoncører adgang til at målrette reklamer efter specifikke personer.
Da han blev spurgt, hvad han selv ville gøre, hvis han var i Mark Zuckerbergs situation, svarede han:
- Jeg ville aldrig komme i den situation.
- Den eneste rationelle model
Tim Cooks kommentarer affødte en respons fra Mark Zuckerberg, der mandag blev interviewet af Vox. Her forsvarede han Facebooks forretningsmodel.
Han afviste blandt andet Tim Cooks argument om, at hvis brugerne ikke betaler, så er selskabet ligeglade med dem.
- Virkeligheden er, at hvis du vil skabe en service, der kan forbinde alle i hele verden, så er der mange, der ikke har råd til at betale.
- Det at have en annoncestøttet model er den eneste rationelle model, der kan understøtte at lave denne service, siger Mark Zuckerberg,
Kalder Tim Cook for uvidende
Mark Zuckerberg anklager blandt andet Tim Cook for at være uvidende og ude af trit med sandheden.
- Hvis du vil skabe en service, der ikke kun tilgodeser rige mennesker, så bliver du nødt til at lave noget, som folk har råd til, lyder det fra Facebook-stifteren.
- Jeg tror, det er vigtigt, at vi ikke alle får ”Stockholm Syndrom” og lader de firmaer, der arbejder hårdt for at kræve flere penge af dig, overbevise dig om, at de rent faktisk bryder sig om dig, siger han.
Tim Cooks kritik kommer efter, at det i sidste måned blev afsløret, at det var lykkedes firmaet Cambridge Analytica at få adgang til data fra 50 millioner amerikanske profiler på Facebook.
Mark Zuckerberg har efterfølgende været ude at sige, at det sociale medie har "begået fejltagelser" med samarbejdet med Cambridge Analytica.
- Jeg er virkelig ked af, at det her er sket, har Facebook-stifteren udtalt i et interview med CNN.
Quizapp hentede brugeres data
Mark Zuckerberg beskrev i et Facebook-opslag efter afsløringen, hvordan en udvikler ved navn Aleksandr Kogan udviklede en personlig quizapp i 2013, der blev hentet af 300.000 brugere, som dermed delte brugernes samt nogle af deres Facebook-venners data med appen.
Ifølge Mark Zuckerberg fik Aleksandr Kogan derved adgang til millioner af brugeres data. Han beskrev, at Facebook blev ændret i 2014, så det ikke længere var muligt for apps at få adgang til brugeres venner, medmindre de selv havde hentet appen og givet den adgang til deres data.
Mark Zuckerberg forklarede desuden, at Facebook i 2015 blev opmærksom på, at Aleksandr Kogan havde delt brugernes data fra sin app med Cambridge Analytica. Det førte til, at Aleksandr Kogans app blev udelukket fra Facebook, og Aleksandr Kogan og Cambridge Analytica blev beordret til at slette det data, de havde tilegnet sig om brugerne.
Cambridge Analytica arbejdede i 2016 for Donald Trumps valgkamp i USA.