Udland

Første busser med oprørere forlader enklave ved Damaskus

De første busser med militser og civile har forladt oprørernes sidste bastion i Østghouta. Omar Haj Kadour / Ritzau Scanpix

De første to busser har forladt Douma med oprørere og deres familier. De køres til det nordlige Syrien.

De første to busser med militsfolk fra bevægelsen Jaish al-Islam og deres familier har mandag formiddag forladt oprørernes bastion i det østlige Ghouta uden for Syriens hovedstad, Damaskus.

De vil køre til det nordlige Syrien, oplyser syrisk stats-tv. 

Stor sejr for Assad

De to busser skal ifølge en aftale, der er indgået mellem den syriske regering og oprørerne, køre til byen Jarablus. Det fortalte de syriske medier søndag.

De evakueres fra Douma, der er den største by i det østlige Ghouta. Flere måneders angreb fra luften og landjorden har kostet flere tusinde mennesker livet.

Med aftalen om evakuering synes slaget om det østlige Ghouta således overstået. Det er en stor sejr for præsident Bashar al-Assad.