Udland

Rusland og Storbritannien skændes om fodbold-VM

Efter giftangreb på eks-spion vil briterne lade politikere og kongefamilien blive væk fra VM. Udenrigsminister har sammenlignet Putin med Hitler.

Forholdet mellem Vesten og Rusland har været anstrengt, efter en russisk eks-spion og hans datter blev forgiftet i England for knap en måned siden.

Storbritannien har med støtte fra USA og EU beskyldt russerne for at stå bag angrebet, men det har Rusland gentagne gange nægtet.

Nu anklager Rusland så briterne og USA for at bruge situationen til at forsøge at stoppe Rusland fra at afholde fodbold-VM til sommer.

Beskyldningen kommer fra Maria Zakharova, der er talskvinde for det russiske udenrigsministerium, i et interview med den russiske tv-kanal 5.

- Det er min opfattelse, at det eneste, de interesserer sig for, er at flytte VM væk fra Rusland. De vil bruge alle kneb. De har kun tanke på fodbolden, og Gud forbyde, at den nogensinde skulle røre en russisk fodboldbane, siger hun ifølge BBC.

Briter vil blive væk fra Rusland

Der er på nuværende tidspunkt ingen indikationer på, at hverken England eller noget andet hold vil boykotte sommerens fodboldslutrunde.

Men Storbritannien har reageret på giftangrebet i Salisbury ved at lægge op til at holde såvel politikere som alle medlemmer af kongefamilien væk fra VM og Rusland.

Prins William har ellers titel af præsident for det engelske fodboldforbund, FA, men Buckingham Palace har oplyst, at der ”ikke er nogen planer” om, at nogen fra den royale familie vil rejse til VM i Rusland.

Også Island har meddelt, at de ikke sender nogen officielle repræsentanter fra landet med til Rusland.

Sammenlignede Putin med Hitler

Det er også faldet russerne for brystet, at den britiske udenrigsminister, Boris Johnson, har sammenlignet præsident Vladimir Putins promovering af fodbold-VM med Adolf Hitlers rolle ved OL i Berlin i 1936. Her brugte Hitler De Olympiske Lege som propaganda for sit naziregime. 

Kommentaren fra Boris Johnson faldt, da han talte for en britisk udenrigskomité, hvor Labour-politikeren Ian Austin argumenterede for, at England skulle trække sig fra VM.

- Putin kommer til at bruge det på samme måde, som Hitler brugte OL i 1936, sagde Austin.

Hertil svarede Boris Johnson ifølge The Guardian:

- I forhold til din beskrivelse af, hvad der vil ske ved VM, ja, så synes jeg, at sammenligningen med 1936 er rigtig. Det er en kvalmefremkaldende konsekvens, at Putin kan udnytte denne sportsbegivenhed til egen vinding. 

Den britiske udenrigsminister mente dog ikke, at det ville være fair at udelukke det engelske hold fra slutrunden.

Danmark har ikke taget stilling til VM

Den russiske eks-spion Sergej Skripal og hans datter Julia blev forgiftet i Skripals hjemby, Salisbury i England, den 4. marts.

For få dage siden blev det oplyst, at Julia Skripal ikke længere er i kritisk tilstand. Sergej Skripals tilstand er fortsat kritisk, men stabil.

Giftangrebet fik i denne uge en lang række lande til at vise solidaritet med briterne og udvise russiske diplomater på stribe. Heriblandt Danmark, der udviste to russiske diplomater. Rusland svarede igen ved at udvise diplomater fra en lang række række, blandt andet to fra Danmark.

Danmark har endnu ikke taget stilling til, om politikere eller medlemmer af kongefamilien undlader at deltage ved fodbold-VM som konsekvens af giftangrebet.

Danmark og de øvrige lande kan dog sende flere signaler mod Rusland ved at lade de officielle repræsentanter blive væk. Det fortalte seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Hans Mouritzen tidligere på ugen til TV 2.

- I Rusland er de meget opsatte på en succesfuld gennemførelse af VM. De vil ikke have flere kontroverser. Danmark kan som signal vælge at holde eksempelvis kultur- eller statsministeren væk fra slutrundens åbningsceremoni, sagde Hans Mouritzen.