Udland

Gennemsøgning af fly skaber ny splid mellem Rusland og Storbritannien

Briterne kalder det for "en rutinemæssig kontrol", da de uden varsel undersøgte et russisk fly. Men den forklaring køber Rusland ikke.

Der var tale om en "åbenlys provokation", da de britiske myndigheder fredag gennemsøgte et russisk fly i Heathrow Lufthavn i London. 

Sådan lyder anklagerne fra den russiske ambassade i London, der forlanger svar på, hvorfor flyet overhovedet skulle endevendes. 

Selv mener den russiske ambassade, at gennemsøgningen er forbundet med giftangrebet på eks-spionen Sergei Skripal, som briterne anklager russerne for at stå bag

- Vi vil selvfølgelig nøje gennemgå, hvad der er sket. På nuværende tidspunkt har vi ingen anden forklaring, end at episoden i Heathrow er forbundet til den fjendtlige politik, som den britiske regering fører mod Rusland, skriver den russiske ambassade på sin hjemmeside

Diplomatisk krise spidser til

Eks-spionen Sergei Skripal har været indlagt, siden han og datteren Yuila Skripal blev forgiftet den 4. marts i Salisbury i det sydvestlige England. Han er fortsat i kritisk tilstand, mens datterens tilstand er stabil

Siden er en diplomatisk krise brudt ud mellem Rusland og flere vestlige lande. I alt er 150 russiske diplomater blevet udvist fra USA, Canada og en lang række europæiske lande.

Rusland har svaret igen ved ligeledes at udvise diplomater - heriblandt to danske

Nu ser gennemsøgningen af det russiske fly, som ankom fra hovestaden Moskva, imidlertid ud til at kunne forværre krisen yderligere. 

"Rutinemæssig kontrol"

Selv påstår briterne, at episoden på flyet ikke har forbindelse til den diplomatiske krise mellem landene: 

- Der er tale om en rutinemæssig kontrol, hvor vi gennemsøger fly for at sikre Storbritannien mod organiseret kriminalitet og de mennesker, som forsøger at bringe skadelige midler som narko eller våben ind i landet, udtaler den britiske sikkerhedsminister, Ben Wallace, i en offentlig udtalelse. 

- Da flyet først var gennemsøgt, fik det lov til at fortsætte sin rejse, siger han videre.

I samme vending fastslår det britiske politi, at de ikke deltog i gennemsøgningen af flyet. 

Rusland forlanger anden forklaring

Den forklaring køber Ruslands regering dog ikke. 

De kalder gennemsøgningen for "ekstraordinær" og undrer sig blandt andet over, at flypersonalet blev bedt om at forlade maskinen, da flyet blev finkæmmet. For det er ikke normal kutyme, påstår russerne. 

- Så hvis der ikke følger en anden forklaring, vil vi fra russisk side anse handlingen mod vores fly som illegal, og vi forbeholder os retten til en lignende handling mod britiske fly, siger Ruslands transportminister, Maxim Sokolov, ifølge Reuters. 

I alt 171 personer er blevet bedt om at forlade Rusland som følge af den diplomatiske krise med Vesten.