Udland

Rusland beder om hjælp til efterforskning af giftangreb

På et pressemøde torsdag vil Rusland formentlig komme med et modsvar til udvisningen af en lang række af landets diplomater.

Rusland har sendt Storbritannien en officiel henvendelse med ønske om hjælp til efterforskningen af sagen om forgiftningen af Julia Skripal.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

33-årige Julia Skripal og hendes far, den russiske eks-spion Sergej Skripal, blev forgiftet i faderens hjemby, Salisbury i England, den 4. marts.

Det er meget sandsynligt, at mødet i dag vil omhandle den historisk store diplomatiske krise mellem de vestlige lande og Rusland

Frederikke Ingemann, korrespondent TV 2 News

Ønsker resultater af lægeundersøgelse

Den russiske komité, der undersøger de nærmere omstændigheder omkring forgiftningen af Julia Skripal, har ifølge nyhedsbureauet udtalt, at man har sendt Storbritannien en anmodning om at give Moskva bistand i sagen.

Fra russisk side forlyder der et ønske om, at de britiske kolleger hjælper med at fastlægge flere forhold i forbindelse med forbrydelsen samt udlevere kopier af materialerne i sagen.

Konkret beder Rusland de britiske myndigheder om oplysninger vedrørende "resultaterne af inspektionen af ​​det sted, hvor Julia Skripal blev fundet bevidstløs og resultaterne af hendes lægeundersøgelse".

Kursskifte

Ønsket om samarbejde med Storbritannien i forhold til giftangrebet på Julia Skripal tyder på et kursskifte i russernes syn på den opsigtsvækkende sag. Rusland udtrykker i sin henvendelse til Storbritannien imidlertid intet ønske om at vide mere om Sergej Skripals skæbne. Han er tidligere russisk agent, men han fungerede også som dobbeltagent for den britiske efterretningstjeneste i 1990'erne.

Rusland har hele tiden nægtet at være skyld i angrebet på dets to medborgere, som Storbritannien og en lang række EU-lande har beskyldt Rusland for at stå bag. Så sent som i går hævdede russerne, at Storbritanniens efterretningstjeneste muligvis selv kunne stå bag episoden.

Det russiske udenrigsministerium forlanger, at Storbritannien skal bevise uskyld for giftangrebet.

140 russiske diplomater udvist

Det seneste i efterforskningen af nervegiftangrebet tyder på, at Sergej og Julia Skripal blev forgiftet foran faderens hoveddør. Det har britisk politi oplyst onsdag aften.

Udmeldingen kommer, efter at politiet har fundet den hidtil største koncentration af nervegiften Novichok på hoveddøren til Sergej Skripals hjem.

Sagen om de forgiftede familiemedlemmer, der begge fortsat er indlagt på hospitalet efter angrebet, har affødt stærke reaktioner i den vestlige verden.

Således har sagen indtil videre resulteret i udvisninger af over 140 russiske diplomater i over 25 Nato-lande og partnerlande.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) kunne mandag den 26. marts oplyse, at Danmark valgte at udvise to russiske diplomater, som skal være ude af landet inden en uge.

EU's rådspræsident, Donald Tusk, udtalte desuden på et pressemøde samme dag, at "yderlige fælles EU-tiltag, herunder flere udvisninger, kan ikke udelukkes de kommende dage og uger".

Modsvar fra Rusland

Vestens mange udvisninger af de russiske diplomater mangler stadig et officielt russisk modsvar, men det ventes at komme i dag på et pressemøde i det russiske udenrigsministerium.

TV 2 News' korrespondent Frederikke Ingemann er i Moskva for at følge russernes reaktion.

- Det russiske udenrigsministeriums presseafdeling siger, at det er meget sandsynligt, at mødet i dag vil omhandle den historisk store diplomatiske krise mellem de vestlige lande og Rusland.

Hvert enkelt land får besked

Putins talsmand skal ifølge TV 2 News' korrespondent have fortalt, at der kommer en reaktion fra Rusland, og at de vil svare igen mod de mange udvisninger af russiske diplomater.

- Det kommer til at ske på det rette tidspunkt og vil svare til, hvad der er i Ruslands egne interesser, siger Frederikke Ingemann.

Hun forklarer, at Rusland sandsynligvis først vil give hvert enkelt land direkte besked om, hvilke tiltag myndighederne vil gøre brug af i forbindelse med udvisningerne af de russiske diplomater fra ambassaderne.

- Det plejer ikke at ske på en pressekonference. Det vil være højest usandsynligt, fortæller Frederikke Ingemann.