Udland

Malala forlod Pakistan på en båre, men er nu tilbage: 'I dag er jeg meget lykkelig'

Nobelprismodtageren Malala Yousafzai vendte torsdag tilbage til Pakistan, for første gang siden hun blev hårdt såret ved et attentat i 2012.

- Alle de gange, jeg har rejst med fly og i bil og set London og New York, har folk sagt: "Forestil dig, at du er i Pakistan, at du rejser til Islamabad, at du er i Karachi." Det var aldrig sandt. Men i dag er jeg meget lykkelig.

Sådan sagde 20-årige Malala Yousafzai og fældede en tåre, da hun i dag besøgte Pakistan for første gang siden 2012, hvor hun måtte forlade landet på en båre. 

- Jeg kan stadig ikke fatte, at det her rent faktisk sker. I de sidste fem år har jeg drømt om, at jeg kan sætte min fod i mit land. 

Vigtigt symbol for unge pakistanske piger

Ifølge Helle Godmandsen, der er leder af Uddannelse og Unge i Red Barnet, er Malala Yousafzai et vigtigt symbol for andre unge kvinder i Pakistan. 

- Der er ingen tvivl om, at for dem, der kæmper for, at piger skal have ret til at få en uddannelse, har det en enorm betydning, at hun har mulighed for at komme på besøg, siger Helle Godmandsen til TV 2 News. 

Hun fortæller, at Yousafzais kamp for kvinders ret til 12 års skolegang især handler om, at uddannelsen mindsker risikoen for, at unge piger bliver giftet væk, før de fylder 18 år. Noget som ellers ifølge Helle Godmandsen sker for hver femte pakistanske pige. 

Kæmper for uddannelse til kvinder

Malala Yousafzai forlod Pakistan, da hun var bare 14 år gammel. Hårdt såret efter et attentat, hvor en talibansoldat steg om bord på en skolebus og skød hende.

Hun kæmpede for pigers ret til at gå i skole, og var derfor en trussel imod fundamentalisternes strenge fortolkning af Islam.

I dag får Malala Yousafzai stadigvæk de konservative islamister i Pakistan til at se rødt. For trods sin unge alder er hun allerede en anerkendt forkæmper for menneskerettigheder, fortaler for kvinders ret til uddannelse og ikke mindst modtager af Nobels Fredspris, som hun fik tildelt i 2014.

Selve besøget var hemmeligt, indtil hun landede i den pakistanske hovedstad Islamabads internationale lufthavn. Og af sikkerhedsmæssige grunde er detaljerne omkring besøget hemmelige, men det forventes, at hun vil være i landet i fire dage.