Udland

Underviste børn i hellig krig: 58-årig jihadist anholdt i Italien

Italiensk politi har slået til mod et kulturcenter, hvor børn blandt andet blev undervist i hellig krig.

I den syditalienske by Foggia er en hadprædikant med egyptiske rødder blevet arresteret. 58-årige Abdel Rahman underviste jævnligt en gruppe børn på mellem fire og ti år i jihadisme, og opfordrede dem direkte til selv at kæmpe i "den hellige krig" - i meget maleriske vendinger:

- Jeg opfordrer jer til at angribe de vantro og skære hovederne af dem med jeres sværd. I skal åbne deres kranier og drikke deres blod, så I kan sejre.

Ifølge den italienske indenrigsminister, Marco Minniti, er det første gang, der på europæisk jord er blevet afsløret en decideret skole, der så aggressivt direkte indoktrinerer og radikaliserer helt små børn. Det siger han i et interview til dagbladet La Stampa i dag under overskriften: "Aldrig har jihad været farligere end nu".

- Aldrig har jihad været farligere end nu, siger Italiens indenrigsminister Marco Minniti efter de seneste anholdelser i Italien.

Det italienske antiterrorkorps Digos har haft det islamiske kulturcenter i Foggia under lup i den seneste tid. Centeret blev nemlig besøgt af nogle berygtede, ekstremistiske personer og foreign fighters fra både Tjetjenien og Nordafrika.

På et tidspunkt satte disse efterretningsfolk både kameraer og lytteudstyr op i kulturcenteret, og da der var samlet nok bevismateriale sammen imod hadprædikanten, slog de til og anholdte ham. Centeret blev beslaglagt og børnene blev overdraget til de sociale myndigheder under domstolen for mindreårige. Det er uvist, om deres forældre var bevidste om, hvad der foregik i religionstimerne.

Kulturcenteret  i Foggia blev ransaget og forseglet af de særlige politienheder.

Aflytningerne og optagelserne viste alle mulige tydelige tegn på, at den egyptiske prædikant, der nu er italiensk statsborger via et ægteskab med en 20 år ældre italiensk kvinde, var godt i gang med at radikalisere en stor gruppe uskyldige børn.

Øget sikkerhedsopbud ved Peterskirken i Rom.

Børn skulle kæmpe som martyrer

I det som officielt skulle ligne religionstimer kom det ifølge La Stampa frem, at Rahman opildnede til had og deltagelse i hellig krig.

Han sagde blandt andet til de små børn, at "den eneste måde de kunne komme i paradis på, var at kæmpe og ende som martyrer". At "de skulle afstå fra at deltage i kristne fester, og at de skulle huske, at jøder er satan, rige og altid klar til krig og at de bor i fæstninger”. “Skyd med jeres kugler og med jeres selvmordsbælter, få de vantros, de tyranniske araberes og ateisternes kroppe til at flyve rundt i luften, og glem ikke de bomber, der udløser de største katastrofer, den bedste måde man kan modtage den hellige velsignelse”.

Derudover blev der også givet nøje instrukser i, hvordan man kunne fabrikere den slags.

På Rahmans konti har man samlet beslaglagt 370.000 Euro. Et stort beløb som mere end overstiger, hvad de italienske myndigheder kunne forestille sig et “kulturcenter” kan indbringe.

Minister opfordrer til fortsat indsats

Den italienske indenrigsminister siger også i dagens avis, at der skal sættes ind på alle måder overfor disse personer, og at udvisningerne bør fortsætte og muligvis øges.

Marco Minniti opfordrer den næste italienske regering, som er i støbeskeen, om at fortsætte den stærke indsats på tværs af partifarver.

Italiens indenrigsminister, Marco Minniti.

Sidste år udviste Italien 132 borgere, der var mistænkt for at sprede islamistisk propaganda eller for at planlægge angreb. I år er der foreløbig udvist 29, og der er ransagninger i gang i mange byer efter afsløringerne i Foggia.

I følge avisen Il Messaggero slog EU’s grænseagentur Frontex alarm i går, hvor de kom med en bekymrende meddelelse. Der er en stigning i antallet af jihadister, der prøver at skjule sig blandt flygtninge og migranter, der via smuglere rejser over Middelhavet. Indenfor kort tid er flere blevet afsløret i at rejse under falske papirer og have en fortid som krigere i Syrien og Irak.