Sådan finder du de data, Facebook har om dig

En række brugere af det sociale medie har de seneste dage fået sig lidt af en overraskelse, når de har slettet deres profil.

Den dårlige omtale af Facebook fortsætter.

Brugere, der under hashtagget #deletefacebook i protest har forsøgt at slette deres konti, har på vejen ud opdaget, at selskabet muligvis har indsamlet flere private oplysninger om dem, end de var klar over.

Som led i udmeldelsen tilbyder Facebook, at man kan downloade alle sine data. De samler nemlig alle dine informationer i en rapport. Det er alt fra hele din tidslinie, dine Facebook-beskeder, billeder, videoer, hvem der har prikket til dig, dine venners telefonnumre og meget mere. 

Derigennem har flere brugere opdaget, at det sociale medie også har gemt oplysninger om indgående og udgående telefonopkald samt sms-beskeder.

Den fil man modtager rummer blandt andet også oplysninger om de annoncører, Facebook har solgt brugernes data til.

Techmediet Ars Technica, som var de første til at bringe historien om den skjulte indsamling af telefonhistorik, har talt med flere Facebook-brugere, der har delt deres data.

En af dem er Dylan McKay, en softwareudvikler fra New Zealand, som på Twitter skriver:

- Jeg downloadede mine Facebook-data som en zip-fil. På en en eller anden måde indeholder den hele min opkaldshistorik med min partners mor. 

Ifølge Ars Technica er det kun brugere af Google Android-operativsystemet, som har opdaget, at de har fået gemt opkald og sms-beskeder.

Facebook bekræfter, at selskabet siden 2015 har indsamlet oplysningerne om brugernes telefonopkald og sms’er på Android-telefoner. De skriver dog samtidig, at det ikke er information, som har været skjult, og at det er sket med brugernes viden og accept.

- Når du installerer Messenger eller Facebook Lite på Android eller logger på Messenger på en Android-enhed, får du mulighed for løbende at opdatere dine kontakter såvel som din opkalds- og sms-historik, skriver Facebook i en erklæring.

Det har dog stadig været en overraskelse for mange, at tilladelsen til at opdatere kontaktoplysninger også gav adgang til at indsamle data om samtlige telefonopkald og sms’er.

Facebook skriver samtidig, at brugerne har mulighed for at slå registreringen fra, og at al tidligere opkalds- og teksthistorik slettes.

- Vi sælger aldrig disse data, og servicen registrerer ikke indholdet i tekstmeddelelserne eller i telefonsamtalerne, lyder det i udtalelsen.

1183 siders data

Nyheden om indsamling af telefon- og sms-historik kommer i kølvandet på sidste uges afsløring af, hvordan det britiske analysebureau Cambridge Analytica har indsamlet personoplysninger på 50 millioner amerikanske vælgeres Facebook-konti.

Oplysningerne blev blandt andet solgt til Donald Trumps kampagnestab.

Flere brugere er som nævnt overrasket over, hvor meget information Facebook har indsamlet om dem.

I 2016 demonstrerede gadgeteksperten David Guldager for TV 2, hvor meget data selskabet gemte på ham.

Her kunne han konstatere, at alle oplysningerne fyldte 1183 sider, hvis de skulle printes ud. Der var blandt andet informationer om, hvilke personer han havde fjernet som venner på Facebook siden 2007. 

Den amerikanske overvågningsmyndighed FTC har meldt ud, at de nu går ind i sagen om de mange lister med brugerenes telefonopkald og sms-beskeder, og at de har påbegyndt en undersøgelse af Facebook.

- FTC tager de nylige presserapporter meget seriøst, som rejser væsentlige bekymringer omkring, hvordan Facebook behandler private oplysninger, lyder det fra Tom Pahl, fungerende direktør i FTC.

Oplysningen har fået kursen på Facebook-aktier til at falde yderligere.

Stifteren af det sociale medie, Mark Zuckerberg, valgte i sidste uge at undskylde overfor Facebooks brugere på grund af skandalen med Cambridge Analytica. 

- Det er et klart signal om, at folk opfatter det som et afgørende spørgsmål om tillid, og det forstår jeg godt. Og uanset om folk sletter appen eller bare ikke har det godt med at bruge Facebook, så er det et stort problem, som vi har et ansvar for at løse, siger Zuckerberg.

I listen nedenfor kan du se et udvalg af de data, som Facebook indsamler om dig og lader dig downloade i en rapport.

Disse data indsamler Facebook om dig

  1. Hvornår du logger ind og ud

    Facebook registrer alt om, hvor og hvornår du er online: Datoen, tiden, hvilken enhed, du bruger, IP-adressen, maskinens cookies og din browser-information. 

  2. Din bopæl og arbejdsplads

    Facebook gemmer al info om dig, som du selv giver tjenesten. Et eksempel er siden 'Om mig', hvor du kan registrere din arbejdsplads, dit uddannelsessted, din nuværende bopælsby, din hjemby, din fødselsdato, din civiltilstand og dine familiemedlemmer. 

  3. Din tidslinje og dine søgninger

    Alt, du deler på din tidslinje af statusopdateringer, billeder, videoer og artikler, bliver en del af den data, Facebook gemmer om dig. Det samme gør det, andre deler med dig eller tagger dig i. Derudover registerer Facebook også, hvad du søger på i tjenestens søgefelt.  

  4. Dit ansigts karakteristika

    Dit ansigt har fået en unik kode i Facebooks systemer. Den er lavet ved at sammenligne alle de fotos, du er tagget i, og koden gør det muligt for Facebook at hjælpe andre med at tagge dig i deres billeder. 

  5. Dine kontaktoplysninger

    Har du tilføjet en eller flere email-adresser til din profil, husker Facebook dem. Selv hvis du fjerner oplysningerne igen. Derudover registrerer det sociale medie også, hvis du oplyser dit telefonnummer. 

  6. Dine kreditkortoplysninger

    Facebook registrerer dine kreditkortoplysninger, hvis du køber noget gennem tjenesten eller de apps, du kan installere gennem din profil. 

  7. Dine beskeder og begivenheder

    Facebook registrerer alle de samtaler, du har gennem tjenestens chatfunktion. Derudover gemmes der også informationer om de begivenheder, du bliver inviteret til og angiver, at du "deltager" i. 

  8. Lister over dine (u)venner

    Facebook gemmer oplysninger om, hvem du er venner med, og hvem du har været venner med, men efterfølgende har slettet igen. ​Derudover registrerer tjenesten også, hvis du skjuler noget i dit news feed - for eksempel opslag fra bestemte venner eller sider, du synes godt om. 

  9. Dine prik og likes

    Facebook husker alt, hvad du synes godt om - og hvem der har liket nogle af dine opslag. Derudover gemmes også informationer om, hvem du har prikket til, og hvem der har prikket til dig. 

  10. Din interesse for annoncer

    Facebook gemmer informationer om, hvilke annoncer du klikker på. Derudover registreres datoen og tidspunktet for, hvornår du trykker på dem. Samtidig bruger Facebook dine likes, interesser og andre data fra din tidslinje til at udforme en liste over annonceemner, der kan målrettes dig. 

     

Denne liste er udarbejdet ud fra Facebooks egen liste over de data, som er tilgængelige for enhver med en profil på tjenesten.