Mystisk tog sætter spekulationerne i gang - er Kim Jong-un i Kina?

16x9
Det mystiske tog, der har sat gang i spekulationerne ses på en banegård i Beijing. Foto: Scanpix

Nordkoreas ledere er kendt for at foretrække tog frem for fly, når de rejser udenlands.

Det summer af rygter i Beijing i disse dage - har Nordkoreas diktator Kim Jong-un været en tur i Kina, eller er han der stadig? 

Ekstra sikkerhedsvagter har været sendt ud i gaderne, CNN har ikke måttet filme ved Kim-dynastiets kinesiske yndlingsresidens og et mystisk tog, der tidligere har fragtet Kim Jong-uns forgængere på statsbesøg, er blevet set på en perron i Beijing tirsdag.

Hvis rygterne taler sandt, vil det være Kim Jong-uns første udenlandske besøg, siden han overtog magten fra sin far i 2011. Samtidig har mødet fundet sted kun få uger inden et lignende møde mellem Kim Jong-un og Sydkoreas præsident Moon Jae-in. 

Og kalenderen er tilsyneladende pakket hos Kim Jong-un. USA's præsident Donald Trump har også accepteret en invitation om at mødes med Nordkoreas leder. 

Derfor vurderer analytikere, at Nordkorea og Kina har en interesse i at koordinere deres fælles ønsker inden en eventuel tete-a-tete med Donald Trump.

Kina er Nordkoreas primære økonomiske samarbejdspartner. 

Analytiker: Kim Jong-un eller søsteren er i landet

North Korea Economy Watch er en hjemmeside, der overvåger nordkoreanske aktiviteter. Her har togets tilstedeværelse på en kinesisk perron overrasket analytikeren Curtis Melvin. 

- Så vidt jeg ved, har toget ikke rejst til Kina, siden Kim Jong-un overtog magten. 

Kim Jong Il i Rusland i 2011 - toget, der ses i baggrunden, vurderes nu at være i Kina.
Kim Jong Il i Rusland i 2011 - toget, der ses i baggrunden, vurderes nu at være i Kina. Foto: Yonhap

Han suppleres af Nordkorea-ekspert Michael Madden, der vurderer, at kun Kim-familien ville rejse i det specifikke tog.

- Andre embedsmænd ville flyve og gøre det uden, at der ville blive arrangeret ekstra sikkerhedsforanstaltninger, enten er det Kim Jong-un eller også er det Kim Yo Jong, Kims søster, der er leder af Nordkoreas propagandaministerium.

Tog fyldt med kvindelige stewardesser og friske hummere

Toget, som har sat fut i spekulationerne, blev sidst set, da Kim Jong-uns far, Kim Jong Il, besøgte Ruslands præsident Dimitri Medvedev tilbage i 2011. 

Kim-familiens tog, da det blev spottet ved et besøg i Rusland i 2011.
Kim-familiens tog, da det blev spottet ved et besøg i Rusland i 2011. Foto: Yonhap

Det blev også taget i brug, da Kim Jong Il besøgte Kina i 2001. Dengang beskrev en tidligere russisk diplomat Konstantin Pulikovsky toget indefra: 

- Toget var fyldt med smukke kvindelige stewardesser og gjorde stop strategiske steder, når levende hummere og kasser af rødvin fra Bordeaux og Bourgogne skulle fragtes ombord. 

Samtidig beskrev den sydkoreanske avis Chosun Ilbo, hvordan toget altid er flankeret af to andre af sikkerhedshensyn:

- Kims tog er tungt pansret og indeholder konferencerum, et auditorium og soveværelser. Der er satellit-telefoner og fladskærms-tv så den nordkoreanske leder konstant kan blive opdateret. 

Kina, USA og Sydkorea kan ikke bekræfte nordkoreansk besøg

Det kinesiske udenrigsministerium er ikke "klar over", hvor vidt en nordkoreansk leder er ankommet til landet. 

Den sydkoreanske regering har også meddelt, at den ikke kan bekræfte, at Nordkoreas leder besøger Kina. Den tilføjer dog, at det i så fald ville være et tegn på, at forholdet mellem Nordkorea og Kina er i bedring. 

Det Hvide Hus i Washington kan heller ikke bekræfte rygterne. Her siger en talsmand, at man ser frem til et muligt møde mellem Trump-regeringen og Kim Jong-un i slutningen af maj måned. 

OL har fået Nordkorea til at vende på en tallerken

Nordkoreas leder udtrykte i sin nytårstale ønske om at besøge vinter-OL. Derefter blev et møde mellem de to lande sat i stand, og Nordkorea kom med til de vinterolympiske lege under et fælles koreansk flag. 

Under legene rakte Nordkorea så hånden ud til Sydkoreas præsident. Kim Jong-un erklærede, at han ville møde Sydkoreas ditto på "den tidligst mulige dag". 

Aftalen overraskede dengang selv de største eksperter i Sydkorea, sagde TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt.

- Det var ikke forventet. Hvis vi bare skruer tiden et par måneder tilbage, var det fuldstændig utænkeligt, at det her skulle kunne ske, siger Rasmus Tantholdt.

Mødet har endnu ikke fundet sted, men sker det, vil det være første gang siden 2007, at ledere fra Nord- og Sydkorea mødes.