Saudi-Arabien angrebet - missilstykker regner ned over hovedstad

En er dræbt og to såret efter missilangreb fra yemenistisk oprørsgruppe i en krig, der har strakt sig over de sidste tre år.

Mobiltelefonerne blev taget ivrigt i brug af lokale, da rester fra eksploderede missiler søndag aften flød i gaderne i Saudi Arabiens hovedstad, Riyadh.

I alt blev syv missiler sendt over grænsen fra nabolandet Yemen i et formodet angreb fra houthi-oprørere. 

En egyptisk beboer mistede livet, og to personer blev såret af angrebet, selv om alle missiler blev skudt ned af saudi-arabiske antiluftskyts.

Missilernes mål var international lufthavn

Den saudiarabiske koalition, der blandt andet støttes af USA, hævder, at houthi-oprørere står bag angrebet, der skete på tærsklen til treårsdagen for koalitionens indgriben i Yemen.

- Luftforsvarets styrker har opfanget og ødelagt syv ballistiske missiler affyret mod kongeriget, rapporterer den saudiske kanal Al-Akhbariya ifølge nyhedsbureauet AFP.

Samtidig oplyser en talsmand for koalitionen, at missilerne ramte en beboelsesejendom i Riyadh. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Denne aggressive og fjendtlige handling fra den iranskstøttede houthi-bevægelse viser, at det iranske regime fortsætter med at støtte den væbnede gruppe med militære kapaciteter, siger talsmand Turki al-Malki.

De iranskstøttede houthi-oprørere hævder ifølge AFP, at deres mål for angrebet var lufthavnen King Khalid International Airport i Riyadh.

Angrebet er det seneste i en række af missiler affyret af houthi-oprørere mod Riyadh siden november sidste år.

I krig for ny præsident

Da houthierne tog magten i Yemens hovedstad, Sanaa, i september 2014, søgte præsident Abd Rabbo Mansour Hadi og hans sunnimuslimske regering i første omgang tilflugt i havnebyen Aden. Siden flygtede de i eksil i Saudi-Arabien.

Saudi-Arabien gik i krig mod houthi-bevægelsen den 26. marts 2015 med det mål at få genindsat præsident Hadi.

Siden er over 9200 mennesker blevet dræbt. I Yemen er tre millioner sendt på flugt fra deres hjem, 22 millioner mennesker er afhængige af nødhjælp fra internationale organisationer, og mange yemenitter lever på sultegrænsen.