Udland

I nat taler Stormy Daniels ud i tv-interview - og særligt fire ting er værd at holde øje med

Offentligheden får nu den ene siden af historien om en påstået affære mellem den amerikanske præsident og en pornostjerne.

Natten til mandag står Stormy Daniels for første gang frem i et interview og fortæller om sin påståede affære med Donald Trump, de postulerede trusler og den betaling for hendes tavshed, der angiveligt har fundet sted.

Interviewet bliver vist søndag aften amerikansk tid på tv-kanalen CBS i programmet '60 Minutes', men er optaget for et par uger siden, og den detalje kan vise sig at blive særdeles relevant, når seere og medier skal tage stilling til et af de væsentligste punkter i sagen: Taler Stormy Daniels sandt?

Siden interviewet blev båndet, er der nemlig kommet væsentlige detaljer frem, som kan afsløre – eller sandsynliggøre – Daniels’ historie.

Omdrejningspunktet for den del af sagen er en tidligere Playboy-models påstande om en anden udenomsægteskabelig affære, Trump har haft. Det ene sidespring kan med andre ord udelukke det andet. Alt efter hvad Daniels påstår i interviewet.

Truet til tavshed?

Sagen er åbenlyst kulørt: USA’s præsident i en mulig affære med en pornostjerne, mens han var gift med den nuværende præsidentfrue og kort tid efter, hun fødte deres fælles barn.

Men det er to andre elementer, der gør den farlig for Trump:

  1. Ifølge Stormy Daniels er hun blevet presset, ligefrem truet fysisk, til at tie om affæren. Hvis kilden til den trussel er en person tæt på Trump, kan det trække præsidenten ind i en strid om, hvorvidt han selv har beordret truslen.
  2. Har Trump selv betalt penge for Daniels’ tavshed i 2016? Og er det i så fald penge, der skulle være gået til Trumps præsidentkampagne, der er gået til at dække over hans utroskab? Det kan være i strid med loven.​

Sidstnævnte problemstilling er årsagen til, at hele sagen er kommet i mediernes søgelys.

Advokat betalte

Daniels har i en række interviews gennemført over en årrække antydet, at hun har haft en affære med Trump, men først i starten af januar i år fik sagen de store mediers bevågenhed.

Det skete, da avisen Wall Street Journal rapporterede, at Trumps advokat igennem mange år, Michael Cohen, få dage før præsidentvalget havde forhandlet en hemmelig aftale på plads, der skulle sikre Daniels’ tavshed. Pris: 130.000 dollars, svarende til omkring 800.000 kroner.

Det Hvide Hus benægtede i første omgang historien, men i midten af februar var presset blevet så stort, at Michael Cohen stod frem og indrømmede at have betalt Daniels. Han påstod dog, at betalingen var sket ud af hans egen lomme.

Så hvad håber amerikanerne at få ud af interviewet med Stephanie Gregory Clifford, som er Stomy Daniels’ rigtige navn?

Her er fire spørgsmål, der presser på.

Hvornår præcis foregik de intime relationer mellem Stormy Daniels og Donald Trump ved golfturneringen i 2006?

Spørsmålet kan virket underlødigt og unødigt detaljeret, men er relevant for at vurdere Daniels’ troværdighed.

Efter interviewet blev optaget, er det nemlig kommet frem, at Trump angiveligt havde gang i en anden affære på samme tidspunkt.

Påstanden kommer fra Karen McDougal, der er tidligere model for Playboy, og som den seneste uge er stået frem med sin historie om en påstået affære, som centrerer sig om det samme tidspunkt som Daniels’, 11. til 16. juli 2006.

Her påstår Daniels, at hun havde middag og sex med Trump en aften.

Men det undrer Karen McDougal, fortalte hun på CNN i torsdags:

- Min første tanke er, hvordan hun kunne have været sammen med ham, når jeg var sammen med ham?

Det er muligt at begge kvinder har ret, men spørgsmålet er, om Daniels vil fremsætte datoer, hvor McDougal eller andre kan give Trump et alibi. I så fald er Daniels' troværdighed alvorligt udfordret.

Har Stormy Daniels beviser på affæren?

Ifølge Trumps advokat har præsidenten på det kraftigste benægtet at have haft en affære med Stormy Daniels.

Hvis Daniels kan fremsætte beviser på affæren, kommer præsidentens troværdighed derfor i fare.

Den 6. marts i år anlagde Daniels igennem sin advokat en sag mod Donald Trump, hvori hun forsøger at slippe ud af den aftale, Michael Cohen fik hende til at indgå i 2016.

Ifølge den aftale skulle hun destruere alle håndgribelige beviser på affæren. Spørgsmålet er, om hun har gjort, som aftalen foreskrev.

Hendes advokat Michael Avenatti antyder det modsatte i et tweet:

Hvem truede Daniels?

Som nævnt ovenfor påstår Michael Avenatti, Daniels’ advokat, at hun blev fysisk truet, men hvem gjorde det?

Hvis Daniels kan bevise, at hun blev truet, inden hun skrev under på tavshedsklausulen, har hun bedre muligheder for at komme ud af den.

Derudover er det relevant at få svar på, hvem der gjorde det. Var det en person tæt på Trump? I så fald risikerer han at have endnu en sag, hvor personer tæt på er mistænkt for ulovligheder.

Var betaling i strid med loven?

Endelig er det relevant at få svar på, om betalingen på de 130.000 dollars var i strid med loven.

Ifølge Daniels’ advokat kendte Trump til betalingen. Han har desuden forudsagt, at Daniels vil komme ind på, hvordan parterne kom frem til netop det beløb.

Men var det kampagnemidler og i så fald ulovligt? Det vil Daniels nok ikke kunne kaste lys over, men hun kan give spor til den efterforskning i sagen, der allerede er i gang.

- Skaden er sket

Interviewet bliver vist i programmet '60 Minutes', der sidste år havde 12,4 millioner seere i gennemsnit per program.

Men uanset udfaldet er det ikke sikkert, at det vil få politisk indflydelse på Trump. Det siger USA-analytiker Mirco Reimer-Elster til TV 2:

- Skaden er sket, og det er også derfor, der ikke kan komme værre konsekvenser ud af det, end der allerede er. Man laver jo normalt en non-disclosure agreement (hemmelighedsholdesesaftale, red.) for at holde sådan noget hemmeligt. Den del er allerede røget ud af vinduet.

Ifølge Reimer-Elster er det da heller ikke de politiske konsekvenser, Trump frygter, men derimod de private:

- Der er det personlige aspekt i det for Trump i forhold til Melania. Det har nok ikke hjulpet ham specielt meget i forhold til hans ægteskab og tidspunktet, som var kort efter, at hun havde født deres barn.

Adfærd viser dømmekraft

Når sagen alligevel har fået så stor bevågenhed, er der to grunde vurderer Mirco Reimer-Elster. For det første har amerikanerne tradition for at følge med i præsidentens privatliv.

- Tanken er, at hvis præsidenten ikke har styr på sit privatliv, påvirker det, hvordan han træffer politiske beslutninger.

- Det siger også noget om hans moralske kompas, at han hopper i seng med en pornostjerne, lige efter hans kone har født hans barn.

Samtidig er det bemærkelsesværdigt, at hele sagen ikke har fået mere opmærksomhed, mener Reimer-Elster:

- Hvis du bare går ti år tilbage og forestiller dig scenariet: En amerikansk præsident har haft en affære med en pornostjerne, så tror jeg, at det ville have været en kæmpe historie. En meget større historie.

Reimer-Elster uddyber, at årsagen til det er, at både Trump og i forvejen er og har været involveret i kulørte historier.

For Trump er der ét scenarie, som kan få historien til at blusse op. Et scenarie, som han og hans folk dygtigt har undgået: Nemlig at kommentere historien.

- Worst case scenario er, at han tweeter om det bagefter og dermed hæver historien op til noget, som en præsident vil nedværdige sig til at beskæftige sig med, siger Mirco Reimar-Elster.