Udland

Kongressen kalder Zuckerberg til møde om Facebook-skandale

Facebooks topleder er officielt blevet bedt om at aflægge forklaring om datamisbrug.

Et udvalg i Repræsentanternes Hus har sendt en formel invitation til Facebooks topleder, Mark Zuckerberg, om at aflægge forklaring om misbrug af data fra 50 millioner amerikanske profiler.

- Der vil ved høringen være fokus på indsamling og salg af personlige oplysninger fra over 50 millioner af Facebooks brugere - muligvis uden deres vidende eller billigelse og i strid med Facebooks politik, skriver republikaneren Greg Walden, som leder energi- og handelsudvalget i Repræsentanternes Hus.

Invitationen til Zuckerberg er også underskrevet af andre af udvalgets medlemmer, deriblandt ledende demokrat Frank Pallone.

Mange ubesvarede spørgsmål

Udvalget meddelte torsdag, at en orientering fra Facebook havde ladet mange spørgsmål stå ubesvaret hen.

- Selskabet har været for fokuseret på de positive aspekter og ikke nært så årvågne over for de negative, sagde Campell Brown, der er chef for Facebooks afdeling for nye partnerskaber, til udvalget. Det skriver Financial Times.

Hun sagde yderligere, at det måske ikke var Facebooks klogeste træk at true med at sagsøge den britiske avis The Guardian, for at afsløre at Cambridge Analytica havde fået personlige data om 50 millioner brugere uden deres tilladelse.

Har sendt selskabet aktiekurs ned

Browns indrømmelse kom dagen efter, at Zuckerberg kom med sine første offentlige kommentarer om skandalen, der har sendt selskabets aktiekurs ned.

Angiveligt har Cambridge Analytica brugt de mange data til at påvirke amerikanske vælgere op til præsidentvalget i 2016.

Facebook har afvist, at firmaet har gjort noget ulovligt. Virksomheden har også afvist beskyldninger om utilstrækkelig håndtering af brugerdata.