Genetiske tests afslører sandheden om 'rumvæsenet' fra Chiles ørken
Et skelet blev i 2003 kendt verden over og set som tegn på liv i rummet. Nu ved forskerne, hvor skelettet stammer fra.
Da et skelet for godt 15 år siden blev fundet i en forladt mineby i Chile, spredte vilde spekulationer om dets ophav sig som en steppebrand verden over.
Skelettet, der blev solgt til en privat samler i Spanien, har så store sammenfald med vores populærforestillinger om rumvæsener, at det siden 2003 er blevet brugt i en dokumentarfilm som bevis på, at der er liv ude i rummet.
Men nu har forskere i Californien foretaget DNA-analyser af skelettet og ad den vej sammenstykket den sande historie bag rumvæsenet i Chiles Atacama-ørken.
Stort hoved og skrå øjne
Gennem fem år har de testet det lille skelet, der kun er 15 centimeter langt.
Det har et stort og langt hoved, skrå øjne, og selv om knoglestrukturen stemmer overens med et menneskebarn i 6-8-årsalderen, har det lille væsen 10 ribben i stedet for menneskets normale 12.
- Jeg hørte om det fra en ven, der interesserer sig for liv i rummet, siger Garry Nolan, der er professor i mikrobiologi og immunologi ved Stanford Universitet i Californien og en af forskerne bag de nye opdagelser, til CNN.
Var det virkelig et væsen, der stammede fra et andet sted end Jorden?
- Det var en opsigtsvækkende påstand i sig selv. Mere chokerende var det billede, jeg blev tilsendt, siger han.
Derfor gik han straks i gang med at kontakte folkene bag dokumentarfilmen og satte gang i en flere år lang forskning, der nu har afsløret sandheden.
Ørken gemte på tragisk hemmelighed
Og nej, skelettet, der er kendt som Ata, stammer ikke fra rummet.
I stedet gemmer der sig en hjerteskærende historie bag det lille væsens død, viser de amerikanske forskeres intensive DNA-analyser.
Ata er nemlig skelettet af en lille pige, der havde en stribe alvorlige genmutationer, der har formet hendes krop allerede som foster.
Skelettet er nok kun 40 år gammelt, og de mange genmutationer betød, at hun formentlig var død ved fødslen eller døde kort efter.
- Selvom det startede som en historie om rumvæsener, der blev kendt over hele verden, er det i virkeligheden historien om en menneskelig tragedie, siger Garry Nolan til The Guardian.
Dværgvækst og fejlplacerede organer
DNA-analysen viser, at hun har samme gener som de fleste chilenere.
Men derudover kan Nolan og kollegerne se spor af dværgvækst, misdannelser og formenligt for tidlig aldring i den lille pigekrop.
Derudover havde hun formentlig diafragmabrok, der betyder, at hendes organer slet ikke lå, som de skulle i kroppen.
- En kvinde fødte en misdannet baby, på en eller måde blev den bevaret og derefter solgt som en mærkværdig genstand, siger Garry Nolan.
- Det viser sig, at det var et menneske med en fascinerende genetisk historie, som måske kan lære os noget, der kan hjælpe andre. Må hun hvile i fred.