Elon Musk sletter sine selskaber fra Facebook

Den verdenskendte entreprenør har fået deaktiveret de officielle Facebook-sider for Tesla og SpaceX.

#DeleteFacebook – eller på dansk: Slet Facebook.

En international bevægelse breder sig i øjeblikket og opfordrer brugere af det sociale medie til at slette deres Facebook-profil.

Det sker i kølvandet på afsløringerne af, at dataselskabet Cambridge Analytica har fået adgang til og misbrugt data fra 50 millioner Facebook-brugere.

Fredag fik bevægelsen opbakning af rigmanden Elon Musk, da han trak stikket for sine to verdenskendte selskaber, elbilproducenten Tesla og rumfartsvirksomheden SpaceX.

Begge er nu fortid på Facebook.

Musk: Anede ikke, siderne fandtes

Beslutningen kom efter en dialog på et andet socialt medie, Twitter.

Her udfordrede en bruger Elon Musk til at slette Facebook-siden for SpaceX.

- Jeg vidste slet ikke, at der fandtes en. Det vil jeg gøre, lød svaret fra Musk.

- Har bogstaveligt talt aldrig set siden før, skrev han som svar til en anden bruger.

Til en tredje bekræftede han, at siden snart ville være væk.

En anden Twitter-bruger gjorde Elon Musk opmærksom på, at Tesla også havde en Facebook-profil. Skulle denne side ikke også slettes?

- Helt sikkert. Den ser alligevel lam ud, lød det kølige svar fra Elon Musk.

Ifølge BBC gik der efterfølgende kun få minutter, før begge selskabers sider var forsvundet fra Facebook.

Dropper ikke Instagram - endnu

BBC rapporterer, at siderne hver havde over 2,5 millioner følgere, inden de blev deaktiveret.

Elon Musk oplyser dog, at han fortsat vil bruge Instagram, der vel at mærke er ejet af Facebook, så længe det sociale medie forbliver forholdsvist uafhængigt.

- Jeg bruger ikke Facebook og har aldrig gjort det, sÃ¥ jeg mener ikke, at jeg er en eller anden form for martyr, eller at mine selskaber tager et stort slag, lyder det fra Elon Musk pÃ¥ Twitter.

Der er flere Facebook-sider i Elon Musks navn, men ingen bærer det lille, blå flueben, der indikerer, at det er en verificeret profil.

Zuckerberg har undskyldt

Sagen om Cambridge Analytica og datamisbrug har vakt stor international opsigt.

På baggrund af den massive kritik af Facebook, gik topchef Mark Zuckerberg i denne uge ud og beklagede og fortalte i et interview med CNN, at selskabet har "begået fejltagelser".

Til den amerikanske tv-kanal sagde Zuckerberg, at han ville ønske, Facebook var gået ud tidligere og havde advaret brugerne om, at Cambridge Analytica havde adgang til deres data.

- Det er helt klart noget, når jeg kigger tilbage, at jeg fortryder, vi ikke gjorde på det tidspunkt. Der tror jeg, vi fejlede, sagde han.