Vi opfandt 'Crooked Hillary'-øgenavnet, siger analysefirma på skjult kamera
Direktørerne bag Cambridge Analytica praler med, at de er smædekampagnernes mestre i dokumentar.
'Crooked Hillary'.
Donald Trump forspildte sjældent en chance for at kalde sin demokratiske hovedmodstander, Hillary Clinton, for "uærlig" eller "slyngelagtig" under den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016.
Betegnelsen var dog tilsyneladende ikke en blomst, der var groet i Trumps egen baghave.
I en dokumentar produceret af Channel 4 afsløres det med skjult kamera, at det nu skandaleramte datafirma Cambridge Analytica opfandt det berygtede øgenavn.
- Vi kaldte hende for 'Crooked Hillary'. De to o'er i crooked lavede vi grafisk som to håndjern. Det hele handlede om at signalere, at hun hørte til bag tremmer, siger Mark Turnbull, en af cheferne i Cambridge Analytica.
Betegnelsen blev brugt i adskillige videoer mod Hillary Clinton, der blev set mere end 30 millioner gange.
Se et eksempel på en af kampagnevideoerne, hvor 'Crooked Hillary'-begrebet dyrkes herunder.
Valg vindes med følelser - ikke fakta
De skjulte optagelser giver også et indblik i Cambridge Analyticas måde at tænke demokrati på.
- Det giver ikke mening at føre en valgkamp på baggrund af fakta, for alt handler om følelser. Politiske partier begår den store fejl, at de prøver at vinde valg med saglige argumenter i stedet for at finde ind til en sags følelsemæssige kerne, siger Mark Turnbull.
Cambridge Analytica har ifølge Channel 4's dokumentar lavet smædekampagner under valg i lande som Argentina, Kenya, Tjekkiet og altså USA for at påvirke resultatet.
Mødtes mange gange med Trump
På andre af Channel 4's optagelser fortæller den nu suspenderede direktør Alexander Nix, at han "mange gange" mødtes med Donald Trump, og at Cambridge Analytica stod bag en omfattende del af Trump-kampagnens aktiviteter under det amerikanske præsidentvalg i 2016.
- Vi håndterede al research, al data, al analyse, alt det målrettede. Vi kørte hele den digitale kampagne, tv-kampagnen og vores data gik videre til hele strategien, kan Alexander Nix blandt andet høres sige i optagelserne.
Samtidig udtaler Nix på optagelserne, at USA ikke har nogen reel domsmyndighed over Cambridge Analyticas aktiviteter. Det kom til udtryk, da Nix blev afhørt af the House Intelligence Committee.
Sådan vandt Trump - selvom han tabte
Under mødet deltog også Cambridge Analyticas datachef, Alex Taylor, som på optagelserne blandt andet kan høres sige, at selskabets analyser var ansvarlige for, hvordan Trump til sidst kunne indtage Det Hvide Hus, på trods af at Hilary Clinton fik flest stemmer.
- Hvis du tænker på det faktum, at Donald Trump tabte med tre millioner stemmer, men alligevel vandt Electoral College (flest valgmænd, red.), så er det på grund af data og research. Det er sådan, han vandt valget, forklarer Alex Taylor på de skjulte optagelser.
Zuckerberg vil vidne for Kongressen
Cambridge Analytica er særligt blevet angrebet for at have fået adgang til data fra 50 millioner amerikanske profiler på Facebook.
Det skete i forbindelse med den amerikanske valgkamp i 2016 for at hjælpe Donald Trump med at blive præsident.
Til CNN siger Facebooks topchef, Marc Zuckerberg, i et sjældent interview, at han ville ønske, Facebook var gået ud tidligere og advaret brugerne om, at Cambridge Analytica havde adgang til deres data.
- Det er helt klart noget, jeg fortryder, vi ikke gjorde på det tidspunkt. Der tror jeg, vi fejlede, siger han og understreger, at han er klar til at vidne for den amerikanske kongres, hvis det bliver nødvendigt.
Zuckerberg har bedt alle Facebooks brugere om at være tålmodige, mens selskabet selv forsøger at løse problemet med løstgående data.
- Vi har et ansvar for at beskytte jeres data, og hvis vi ikke kan det, fortjener vi ikke at tjene jer, skrev han onsdag på Facebook.
Likes gav informationer, der kunne udnyttes
Cambridge Analytica har selv afvist, at de personlige oplysninger fra Facebook blev brugt i Donald Trumps valgkampagne.
Ifølge en tidligere programmør i Cambridge Analytica er det løgn.
Programmøren Christopher Wylie tog kontakt til aviserne The Observer og New York Times for at fortælle, hvordan en uskyldig personlighedstest pludselig blev et værktøj, som kunne bruges til at målrette politiske kampagner.
270.000 mennesker tog personlighedstesten, men de 270.000 havde cirka 50 millioner venner i alt. Og disse venners likes kunne Cambridge Analytics bruge.
Ud fra 30-40 likes fra en tilfældig person kunne Cambridge Analytics ifølge Christopher Wylie nemlig ret præcist beregne om en person er mand eller kvinde, om vedkommende er skilsmissebarn, om vedkommende er i risikozonen for at blive stofmisbruger og en lang række andre ting.