Udland

Kommentar: Trump har indledt en krig, hvor der kun findes tabere

USA's præsident, Donald Trump. Jonathan Ernst / Ritzau Scanpix

Præsidentens protektionistiske straftolde risikerer at ramme fremfor at beskytte den amerikanske befolkning.

Præsident Trumps beslutning om at indføre straftolde på en lang række kinesiske varer, mens EU og en række andre lande foreløbig slipper for den ekstra beskatning, er et brud med traditionel amerikansk handelspolitik. Ikke siden Herbert Hoover (1929-1933) har en amerikansk præsident været så kritisk over for frihandel, som USA's nuværende præsident.

I den konkrete sag har præsidenten på korrekt vis identificeret problemet, men desværre valgt en kontraproduktiv løsningsmodel.

Trump har ret i, at kinesiske virksomheder delvist underminerer den globale frihandel ved hjælp af statsstøtte, kritisabel forretningspraksis og udnyttelse og overtrædelse af internationale handelsregler. Men desværre løser Trumps protektionisme ingen af disse udfordringer. Dertil ville en bred global – og minimum transatlantisk – front mod kineserne være nødvendig. Det er der ikke udsigt til, så længe Trump og europæerne selv er på tærsklen af en handelskrig. Endvidere afhjælper Trumps protektionisme ikke problemets kerne, som er automatisering, mens den samtidig kommer til at ramme langt færre amerikanske arbejdere, end den beskytter.

Et brud med amerikansk handelspolitik

I nyere amerikansk historie har amerikanske tariffer været relativ lave, ligesom man tværpolitisk har bestræbt sig på, at varer og serviceydelser nemmest muligt kunne handles på tværs af landegrænser. Sådan var det ikke altid i amerikansk historie. De første 150 år af nationens levetid var frihandel et betændt politisk spørgsmål, hvor republikanerne og Whigpartiet var fortalere for straftolde, mens demokraterne advokerede for så lidt protektionisme som muligt.

At dømme ud fra 2016-præsidentvalget er denne tværpolitiske frihandelskonsensus ved at forsvinde. De tre kandidater, der fik flest stemmer i primærvalgene – Donald Trump, Hillary Clinton og Bernie Sanders – var alle sammen kritiske over for frihandel, Trump og Sanders endda udpræget kritiske. Clinton valgte under primærvalgkampen (måske mest af opportune årsager) at gå imod frihandelsaftalen TPP, som blev forhandlet under hendes partifælle Obama. At disse tre kandidater i forskellig grad var kritiske over for frihandel, var på sin vis ironisk, når man tænker på, at støtten til frihandel i 2016 i den amerikanske befolkning var på det højeste niveau, siden Gallup i 1992 for første gang spurgte amerikanerne, hvorvidt man så frihandel som en ”mulighed” eller en ”trussel”.

Spoler vi frem til året 2018, ser vi en Trump-administration, der forcerer en mere frihandelskritisk kurs, med målrettet føderal protektionisme i et forsøg på give amerikanske industrier en konkurrencefordel. Men politikken rammer samtidig mange andre sektorer, der er afhængige af billige materialer fra disse industrier.

Set fra et økonomisk synspunkt er straftoldene en tabersag. Da George W. Bush i 2002 indførte en straftold på importeret stål, kostede det cirka 200.000 arbejdspladser i USA. I sidste ende er det den amerikanske forbruger, og dermed også Trumps egne vælgere, der kommer til at betale prisen for de kinesiske straftolde – i bogstavelig forstand. Det mest sandsynlige resultat er nemlig prisstigninger, som den amerikanske forbruger kommer til at bære. Ligeledes kan massefyringer ikke udelukkes, hvis Trump vælger at fortsætte nedad handelskrigsstien – bare spørg George W. Bush.

Ignorer ubekvem sandhed

Trumps protektionisme ignorerer også en anden ubekvem sandhed. Størstedelen af Trumps arbejderklassevælgere har ikke mistet deres jobs til kinesere – eller europæere for den sags skyld – men robotterne og effektivisering. Men de er selvfølgelig sværere at beskatte og udpege som skurke, end for eksempel kineserne er. Men det ændrer ikke noget ved, at der i overvejende grad er tale om jobs, der ikke længere var økonomisk rentable, og som ikke vender tilbage til USA.

Alligevel kan man lige så godt sige det, som det er: straftolden er konsistent med Trumps aversion imod frihandel og ide om frihandel som grundlæggende et nulsumsspil, og samtidig en ordentlig omgang vælgerflæsk. Trumps erklæring i dag, at tarifferne vil gøre USA til ”en meget stærkere og rigere nation”, har derfor heller ikke noget hold i virkeligheden. Tværtimod vil straftoldene i sidste ende ramme amerikanerne hårdest.

Og som en lille sidenote skal præsidenten nok heller ikke regne med for meget kinesisk hjælp, når han senere på foråret vil mødes med den nordkoreanske leder Kim Jong-Un i et forsøg på at få nordkoreanerne til at opgive deres atomvåbenprogram.

Republikanernes forvandling

Politisk set vil beslutningen om straftoldene på kinesiske varer og restriktionerne på kinesiske investeringer give os et interessant fingerpeg om, hvorvidt Det Republikanske Parti endegyldigt er ved at blive Trumps parti. I nyere amerikansk historie var republikanerne typisk kendt som frihandelsentusiasterne, mens demokraterne var mere skeptiske om end også overvejende positive indstillet. Med sin udprægede protektionisme går Trump dermed til angreb på partiets DNA.

Spørgsmålet er dog, om Trump har været forudseende og bedre til at afkode partiets forandring, end partitoppen har. I de senere år har vi set et holdningsskifte i amerikansk politik, så det nu er demokraternes vælgere, der er mere positive over for frihandel end republikanernes. Her skal man ikke lade sig snyde af Bernie Sanders og Hillary Clintons kritiske holdninger. Eksempelvis var Ted Cruz og John Kasichs vælgere under den republikanske primærvalgkamp mere kritiske over for frihandelsaftaler, end Sanders vælgere var.

Skiftet kan ydermere sandsynligvis i nogen grad forklares med, at den mest fremtrædende republikaner, præsident Trump, er stærk kritisk overfor frihandel, og der dermed indfinder sig en vis lemminge-effekt i disse polariserende tider, hvor republikanske vælgere erklærer sig enig med præsidentens holdning. Lige op til valgdagen i 2016 var to ud af tre Trumps republikanske støtter af den opfattelse, at frihandelsaftaler var skidt for USA.

I Europa skal man derfor være varsom med at ånde lettet op for tidligt. Der er ikke noget i dagens beslutninger fra Det Hvide Hus, der indikerer, at handelskrigen er aflyst. For at blive i krigsmetaforen: Det Hvide Hus har besluttet, at man ikke vil starte en krig på flere fronter og har valgt at gå efter hovedfjenden først. Men det betyder ikke, at Europa ikke også kommer til at blive en slagmark i fremtiden. En udvidelse af krigen kan kun undgås, hvis præsidenten og hans rådgivere når til den erkendelse, at handelskrige ikke har vindere, men kun tabere. At dømme ud fra præsidentens tidligere tweets skal man dog ikke satse på, at den erkendelse indfinder sig hos verdens mægtigste mand lige foreløbig.