Udland

EU fritages foreløbig for Trumps nye told

Ifølge USA's topforhandler har Trump bedt om, at toldsatserne udsættes over for udvalgte lande.

EU og seks andre lande undtages midlertidigt for den told på stål og aluminium, som præsident Trump vil indføre. 

Det oplyser USA's handelsforhandler, Robert Lighthizer, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Til et udvalg i Senatet fortæller han, at Trump har bedt om en "pause" for toldsatserne, mens der forhandles om andre løsninger. 

Ud over EU vil Argentina, Australien, Brasilien, Canada, Mexico og Sydkorea blive undtaget for tolden på 25 procent på stål og 10 procent på aluminium.

Frygt for handelskrig

USA's nye toldsatser træder i kraft natten til fredag klokken 05 dansk tid. De blev annonceret i starten af marts, da Donald Trump meddelte, at USA ville lægge høje toldsatser på import af stål og aluminium. 

- Det er vitalt for landets sikkerhed. Og vi har været under angreb i årevis. Man har dumpet stål og skadet vores industri. Det skal stoppe nu, har Trump blandt andet udtalt.

Beslutningen blev modtaget med stor ærgrelse i EU, der har varslet modsvar til den amerikanske told.

- Vi vil ikke se passivt til, mens vores industri bliver ramt med uretfærdige tiltag, som sætter tusindvis af europæiske job i fare. EU vil reagere hårdt og i rimeligt omfang for at forsvare vores interesser, lød det fra EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker.

Det har ført til frygt for en international handelskrig, og emnet stod højt på dagsordenen ved torsdagens EU-topmøde i Bruxelles.

Men med undtagelsen af en række lande, ser handelskrigen mellem EU og USA altså ud til i første omgang at være afværget.

Toldafgift er kun udskudt

Det er dog ikke ensbetydende med, at handelskrigen er endegyldigt aflyst. Det vurderer TV 2s korrespondent Svenning Dalgaard, der befinder sig ved EU-topmødet i Bruxelles.

- USA siger til EU og de andre lande, at nu tager vi den lidt med ro. Nu vil vi gerne høre jeres argumenter, og så får I en måneds tid til at komme og bøje nakken. Nu skal det så vise sig, hvad europæerne finder ud af i løbet af i aften, for de har afventet udmeldingen fra USA, siger Svenning Dalgaard.

Han fortæller, at der stadig er vrede i EU over beslutningen fra den amerikanske præsident. 

- EU har forhandlet i årevis med Obama-regeringen om at få en frihandelsaftale, og så kommer der en ny regering og præsident til, som siger, at det gider vi overhovedet ikke have noget at gøre med, og vi synes i øvrigt, at I opfører jer forkert, så nu får I en told lige i hovedet, forklarer Svenning Dalgaard.

Nye afgifter skal ramme Kina

Torsdag har Det Hvide Hus også meddelt, at Donald Trump som ventet indfører straftold på kinesiske varer på tilsammen 50 milliarder dollar.

Ifølge TV 2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz er det netop Kina, der er det egentlige mål for Trumps vrede.

- Trump mener, at kineserne i årtier har opført sig unfair, at de har snydt USA, at de på kunstig vis manipulerer den kinesiske valuta, så de har en eksportfordel. Det er dét, som Trump gerne vil gøre op med. 

Ifølge den amerikanske regering har efterforskning vist, at Kina udfører statsstyrede, markedsforvrængende forsøg på at presse og stjæle amerikanske teknologier og intellektuel ejendom. 

Derfor vil man nu straffe Kina økonomisk, og det kommer til at ramme produkter, værker eller strategier, som giver udvikleren en konkurrencemæssig fordel, lyder det.