Info om 50 millioner profiler stjålet - Facebook risikerer milliardbøde
Analyseselskab indsamlede data om 50 millioner af uvidende vælgere via deres Facebook-profiler.
USA og EU kræver svar fra Facebook, efter at det er blevet afsløret, at et analyseselskab, som bistod Donald Trump under den amerikanske præsidentvalgkamp, indsamlede data om 50 millioner af uvidende vælgere via deres Facebook-profiler.
Det skete uden kontohavernes tilladelser, skriver The New York Times og den britiske avis The Observer. Oplysningerne blev regulært stjålet.
Ifølge New York Times og The Observer stjal selskabet Cambridge Analytica oplysninger fra de 50 millioner Facebook-profiler for at kunne udarbejde et program, som kunne forudsige og påvirke vælgernes valg
Resultaterne blev solgt til Trumps kampagnestab, skriver aviserne.
Facebook kan blive idømt en bøde på et milliardbeløb, og Facebooks aktier faldt mandag som følge af sagen. Adskillige timer efter Wall Streets åbning var aktierne faldet seks procent.
Det største tyveri af data fra Facebook
Facebook oplyste fredag, at det har suspenderet kontoen for dataselskabet Cambridge Analytica.
Det er det hidtil største tyveri af data fra Facebook.
Flere kongresmedlemmer opfordrer til, at Facebooks øverste chef, Mark Zuckerberg, aflægger forklaring om sagen i Kongressen.
Cambridge Analytica blev finansielt understøttet med nogle af de 15 milliarder dollar, som den stenrige finansmand Robert Mercer råder over. Han er en af de største republikanske donorer.
Ifølge Observer blev Cambridge Analytica på det tidspunkt ledet af Steve Bannon, som var Trumps nærmeste rådgiver i Det Hvide Hus, inden han blev fyret sidste sommer.
Facebook: Begrænset til 270.000 profiler
Lørdag fulgte Facebook op med udsagn om, at omfanget var begrænset til 270.000 profiler, som havde deltaget i en personlighedstest via appen "thisisyourdigitallife".
Flere mener imidlertid, at dette ikke er nok. EU's justitskommissær, Vera Jourova, som denne uge besøger USA, siger, at hun vil kræve flere svar fra Facebook og Mark Zuckerberg under sit besøg.
Den ledende demokrat i Senatets efterretningsudvalg, Mark Warner, har udtalt sig stærkt kritisk om Facebooks håndtering af personlige data. Han siger, at der hersker regler på området, som om det var Det Vilde Vesten.
En whistleblower og tidligere medarbejder i Cambridge Analytica, Christopher Wylie, siger mandag til NBC, at selskabet fandt frem til personer, som virkede påvirkelige og sendte en masse data, som kunne ændre deres opfattelse af, hvad der reelt skete.
Wylie siger, at han ikke ved i hvilket omfang Trumps stab anvendte denne teknik, hvor personers informationskanaler bliver manipuleret.
- Der bliver skabt et netværk af desinformation online, så folk ryger ned i et hul, hvor de klikker på blogs, hjemmesider og opslag, som kan give dem indtryk af begivenheder, der måske slet ikke har fundet sted.