Udland

Fyret to dage før pension - nu vælter støtten ind

Fyringen af den tidligere FBI-vicedirektør, blot to dage før han kunne gå på pension, har skabt harme i USA.

USA's justitsminister, Jeff Sessions, stangede fredag en fyreseddel ud til den tidligere FBI-vicedirektør Andrew McCabe. 

Fyringen af McCabe, der var på orlov, skete, blot to dage før han kunne være gået på pension. Men den pension er nu bragt i fare.

Og det har skabt harme flere steder i det politiske USA.

Kongresmedlem: - Andrew, ring til mig

Blandt reaktionerne er et tweet fra den demokratiske politiker og kongresmedlem Mark Pocan. Han reagerer på et andet tweet fra en NBC-journalist, der har talt med en McCabe-støtte.

Journalisten skriver, at vedkommende har foreslået, at et kongresmedlem hyrer McCabe for en kort periode for potentielt at sikre pensionen.

- Andrew, ring til mig. Jeg kunne godt bruge en god todages undersøgelse af de største kriminelle familier i Washington, skriver Mark Pocan.

Tweetet er sent lørdag aften blevet retweetet knap 18.000 gange.

Kritik af præsident Trump

Også den tidligere CIA-direktør John Brennan er utilfreds med fyringen.

Han retter en særdeles hård kritik mod USA's præsident, Donald Trump. Det sker også på Twitter, hvor han blandt andet kalder Trump korrupt.

- Når man får fuldt kendskab til din bestikkelighed, dit moralske fordærv og din politiske korruption, så kommer du til at indtage den retmæssige plads som en skamfuld folkeforfører i historiens skraldespand.

- Det kan godt være, at du bruger McCabe som syndebuk. Men du får ikke lov til at ødelægge USA. USA kommer til at vinde over dig, tweeter han.

Trump selv var kort efter nyheden om fyringen aktiv på Twitter. Her lagde han ikke skjul på, at det var en fyring, han var ualmindelig glad for.

- Andrew McCabe fyret. En fantastisk dag for de hårdtarbejdende mænd og kvinder hos FBI. Og en fantastisk dag for demokratiet, skrev han blandt andet.

At fyringen af McCabe har vakt stor opsigt, overrasker ikke USA-analytiker Mirco Reimer-Elster

- Selvfølgelig giver det genklang, når man fyrer en tidligere vicedirektør i FBI 48 timer før vedkommende kunne gå på pension. At timingen for fyringen er tilfældig, tror de færreste på. Præsidentens kritikere vil mene, at timingen af McCabes fyring og præsidents triumferende tweet om selv samme atter udstiller, at Trump aldrig havde i sinde at gøre et seriøst forsøg på at samle en splittet nation, siger Mirco Reimer-Elster til TV 2.

- Tværtimod er der meget, der peger på, at fyringen af McCabe er endnu et led i et målrettet republikansk forsøg, anført af USAs præsident, på at underminere den særlige anklagers Ruslands-undersøgelse, fortsætter Mirco Reimer-Elster.

Den tidligere og nu fyrede McCabe har således blandt andet været dybt involveret i forbundspolitiets undersøgelser af tidligere udenrigsminister Hillary Clintons brug af en privat e-mailserver og Ruslands formodede indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2016.

Andrew McCabe har derfor været genstand for voldsom kritik fra USA's præsident, Donald Trump, ad flere omgange.

Andrew McCabe trak sig fra sin stilling som vicedirektør i januar. Han har været på orlov lige siden, mens han har ventet på at kunne trække sig med fuld pension, når han fyldte 50.

Fyringen bringer dermed den tidligere FBI-chefs pension i fare.

Anklager modtager noter fra McCabe

Andrew McCabe mener, at han bliver uretfærdigt behandlet, fordi han var en tæt allieret med James Comey, der blev fyret som FBI-direktør for ni måneder siden.

- Jeg bliver hængt ud og behandlet på denne måde på grund af min rolle, ting jeg gjorde og begivenheder, jeg var vidne til i kølvandet på James Comeys fyring, udtaler McCabe i en erklæring.

- Dette angreb på min troværdighed er en del af en større plan om at angribe FBI, det håndhævende organ og ansatte i efterretningstjenesten generelt, tilføjer McCabe.

Andrew McCabe har efter sin fyring sagt, at han har indsamlet noter fra møder med Trump. Dem har han nu givet til særlig anklager Robert Muellers kontor, skriver nyhedsbureauet AP.

Noterne minder angiveligt om de noter om Trump, som den tidligere FBI-chef James Comey også har indsamlet.

Robert Mueller og hans hold af efterforskere står bag undersøgelsen af Trump-kampagnens forbindelser til Rusland.