Udland

Tidligere FBI-chef fyret to dage før pension: - Jeg bliver hængt ud

Ifølge FBI's tidligere vicedirektør er fyringen en del af præsidentens kampagne mod forbundspolitiet.

USA's justitsminister, Jeff Sessions, har fyret FBI's tidligere vicedirektør Andrew McCabe med øjeblikkelig virkning.

Det skriver nyhedsbureauerne AP og Reuters. 

Var involveret i undersøgelser om Ruslands indblanding i valget 2016

McCabe har været dybt involveret i forbundspolitiets undersøgelser af tidligere udenrigsminister Hillary Clintons brug af en privat e-mailserver og Ruslands formodede indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2016.

Andrew McCabe har derigennem været genstand for voldsom kritik fra USA's præsident, Donald Trump, ad flere omgange.

- På baggrund af rapporten fra chefefterforskeren, materiale fra FBI's afdeling for professionel ansvarlighed og anbefalinger fra bureauet har jeg valgt at afskedige Andrew McCabe med øjeblikkelig virkning, siger Jeff Sessions.

Fyringen bringer McCabes pension i fare

McCabes fyring kommer, to dage før han som 50-årig ville kun trække sig tilbage med fuld pension fra FBI.

Fyringen bringer dermed den tidligere FBI-chefs pension i fare. 

Andrew McCabe mener, at han bliver uretfærdigt behandlet, fordi han var en tæt allieret med James Comey, der blev fyret som FBI-direktør for ni måneder siden.

- Jeg bliver hængt ud og behandlet på denne måde på grund af min rolle, ting jeg gjorde og begivenheder, jeg var vidne til i kølvandet på James Comeys fyring, udtaler McCabe i en erklæring.

- Dette angreb på min troværdighed er en del af en større plan om at angribe FBI, det håndhævende organ og ansatte i efterretningstjenesten generelt, tilføjer McCabe.