Udland

Russer med asyl i England fundet hængt i London - efterforskes som drab

Storbritannien revurderer nu britiske eksilrusseres sikkerhed.

Politiet i Storbritannien undersøger drabet på den eksilrussiske forretningsmand Nikolaj Glusjkov i London.

Britisk politi er gået i gang med at kontakte en stribe eksilrussere i Storbritannien for at drøfte deres sikkerhed.

Det skriver BBC

Eks-russers død efterforskes nu som drab

Det sker efter de seneste ugers dramatiske begivenheder, hvor den russiske tidligere dobbeltagent Sergej Skripal og hans datter, Julia, den 4. marts blev udsat for et angreb med nervegift i Salisbury i det sydvestlige England.

De to er fortsat meget syge og på hospitalet. En politimand, der hjalp Skripal og hans datter i Salisbury efter angrebet, er i øvrigt også blevet syg af nervegift, men han meldes nu i bedring.

Men der er mere dramatik.

Den 12 marts blev eksilrusseren og forretningsmanden Nikolaj Glusjkov fundet hængt i sit hjem i den britiske hovedstad, London, og fredag kom det frem, at politiet nu efterforsker sagen som drab. 

Afdød russers ven fundet hængt i Storbritannien

Britiske medier citerer politiet for at sige, at der på nuværende tidspunkt ikke er noget, der forbinder Glusjkovs død med attentatet i Salisbury.

Men Glusjkov døde, få dage før han skulle i retten i London, da russiske myndigheder mener, han skylder dem penge efter at have svindlet med midler i det russiske flyselskab Aeroflot.

Derudover er det kommet frem, at en af Glusjkovs venner, der også var en kendt kritiker af Putin, blev fundet hængt i sit hjem i Berkshire i 2013. 

Revurderer truslen mod eksilrussere

BBC skriver, at politiet og sikkerhedstjenesten generelt mener, at risikoen for, at der skal tilstøde eksilrussere noget i Storbritannien, er lav, men at den antagelse nu revurderes.

Skripal kom til Storbritannien efter en udveksling af tilfangetagne spioner mellem USA og Rusland i 2010.

Glusjkov var tidligere vicedirektør i flyselskabet Aeroflot. Han kom også til Storbritannien i 2010 og fik politisk asyl. Storbritannien har blokeret for russiske forsøg på at få ham udleveret, skriver BBC.

Ifølge britiske medier har der igennem de seneste år været 14 drab eller mystiske dødsfald blandt eksilrussere i Storbritannien. De sættes i forbindelse med enten den russiske stat eller russiske mafiagrupper.