Udland

Rusland svarer igen i spionsag - udviser 23 britiske diplomater

Det sker i forbindelse med forgiftningen af en russisk eks-spion.

Ruslands udenrigsministerium meddeler, at det udviser 23 britiske diplomater

Diplomaterne har en uge til at pakke kufferterne og forlade Rusland.

Det rapporterer BBC og Sky News med livebilleder af den britiske ambassadør, der forlader udenrigsministeriet efter et hastemøde lørdag morgen.

Samtidig meddeler udenrigsministeriet, at Storbritannien skal lukke sit generalkonsulat i Sankt Petersborg. 

Svar på Storbritanniens udvisninger

Udvisningerne sker som svar på, at Storbritannien for få dage siden udviste 23 russiske diplomater.

Det skete efter de seneste ugers dramatiske begivenheder, hvor den russiske tidligere dobbeltagent Sergej Skripal og hans datter Julia den 4. marts blev udsat for et angreb med nervegift i Salisbury i det sydvestlige England.

Skripal kom til Storbritannien i 2010 i forbindelse med en udveksling af spioner mellem Rusland og USA og er en tidligere dobbeltagent.

De to er fortsat meget syge og på hospitalet. 

Det samme er en politimand, der hjalp Skripal og hans datter i Salisbury efter angrebet, men han er blevet meldt i bedring.

Eks-russeres død efterforskes som drab

Men der er mere drama om eks-russere i Storbritannien.

Den 12. marts blev eksilrusseren og forretningsmanden Nikolaj Glusjkov fundet hængt i sit hjem i den britiske hovedstad, London, og fredag kom det frem, at politiet nu efterforsker sagen som drab. 

Det sker, efter at retsmedicinske undersøgelser viser, at Gluskjov døde af et pres på nakken og dermed ikke er et klokkeklart selvmord.

Storbritannien revurderer eks-russeres sikkerhed

Britiske medier citerer politiet for at sige, at der på nuværende tidspunkt ikke er noget, der forbinder Glusjkovs død med attentatet i Salisbury.

Men Glusjkov døde, få dage før han skulle for retten i London i en sag mod de russiske myndigheder.

Derudover er det kommet frem, at en af Glusjkovs venner, der også var en kendt kritiker af Putin, blev fundet hængt i sit hjem i Berkshire i 2013. 

Derfor har Storbritanniens politi nu sat gang i en revurdering af eksil-russeres sikkerhed.

Det kommer ikke bag på Storbritannien, at Rusland nu udviser 23 britiske diplomater, efter at briterne gjorde det samme mod Rusland tidligere på ugen.