Udland

Kvinde truet med gigant-krav for at tale om påstået affære med Trump

Vi vil ikke stoppe, og vi vil ikke lade os true, lyder det fra Stormy Daniels advokat.

Præsident Donald Trumps advokat Michael Cohen hævder, at han kan kræve mindst 20 millioner dollars fra pornoskuespilleren Stormy Daniels for brud på en fortrolighedsaftale. 

Ifølge Stormy Daniels indebar aftalen, at hun ikke måtte fortælle offentligheden om sin påståede affære med Donald Trump. Men hun har så langt fra holdt sin del af aftalen, lyder det. 

En ansat ved Michael Cohens advokatfirma indgav fredag et dokument til retten. Her fremgår det, at Stormy Daniels har brudt betingelserne i aftalen "mindst 20 gange". Og det kan koste hende mange millioner. 

- Aftalen indeholder bestemmelser om en erstatningssum på en million dollar for hvert tilfælde af overtrædelse, står der i dokumentet. 

Samtidig forsøger Trumps advokater at få flyttet sagen til en voldgift, hvilket vil betyde, at detaljerne kan holdes bag lukkede døre og dermed skjult for offentligheden.

Advokat: Vi vil ikke lade os true

Stormy Daniels' egen advokat, Michael Avenatti, kommenterede sagen på Twitter natten til lørdag: 

- At vi har en siddende præsident, der jagter 20 millioner dollars i falske erstatningskrav mod en privat borger, der blot vil fortælle offentligheden, hvad der skete, er bemærkelsesværdigt. Det er sikkert ikke set før i landets historie. Vi vil ikke stoppe, og vi vil ikke lade os true, skriver han. 

Stormy Daniels med det borgerlige navn Stephanie Clifford underskrev fortrolighedsaftalen og modtog 130.000 dollars kort før det amerikanske præsidentvalg i 2016. 

I februar erkendte advokaten Michael Cohen, at han havde betalt Clifford 130.000 dollars for ikke at snakke om det påståede forhold til præsidenten, som ifølge Clifford fandt sted i 2006.

Det var Stormy Daniels, der først tog sagen til domstolene i et forsøg på at få fortrolighedsaftalen erklæret ugyldig. Hun hævder, at aftalen ikke gælder, fordi Trump aldrig skrev under på aftalen, det gjorde kun Michael Cohen.

Siden har hun tilbudt at betale alle pengene tilbage for til gengæld at få fortrolighedsaftalen annulleret.

Forsøger at skjule sandheden

I det oprindelige søgsmål lyder det også, at Cohen "aggressivt forsøgte at få Stormy Daniels til at tie stille, for at undgå at hun fortalte sandheden". Anklager, som hendes advokat gentager efter fredagens udvikling.

- Dagens indgivelse er endnu en mobningstaktik fra præsidenten og Hr. Cohen. Nu forsøger de at flytte sagen til en føderal domstol for at øge deres chancer for, at sagen bliver afgjort i en privat voldgift, således at sandheden holdes skjult for offentligheden, skriver Michael Avenatti på Twitter.

Talsmænd i Det Hvide Hus har gentagne gange forsøgt at glide af på spørgsmål om den påståede affære mellem Daniels og Trump.

Pressesekretær Sarah Huckabee Sanders har dog ifølge Washington Post afvist, at Trump skulle have godkendt betalingen af Stormy Daniels for hendes tavshed.