Udland

Forgiftning af tidligere spion gør russiske borgere nervøse: - De har forsøgt at blokere mig

Ekspert i russisk politik vurderer, at der vil komme flere forgiftninger af russiske borgere.

Den tidligere russiske dobbeltspion Sergej Skripal og hans datter Yulia Skripal svæver fortsat mellem liv og død, efter de den 4. marts blev forgiftet i Salisbury i det sydlige England.

Angrebet har sendt chokbølger gennem adskillige af de godt 300.000 russere, der bor i Storbritannien. 

Her er flere af eksilrusserne bekymrede for deres sikkerhed, beretter TV 2s Europa-korrespondent Divya Das.

Blandt andet Evgeny Chichvarkin, der ejer en vinhandel i London. Han flygtede for 10 år siden fra Moskva efter en konflikt med styret.  

- Der er mange efterretningsagenter og spioner ude i landet nu. Vi så nogle, der overvågede vores hjem.

Chichvarkin har de seneste uger observeret mistænkelig adfærd i den britiske hovedstad:

- De har forsøgt at angribe mig ved at blokere min PayPal-konto, blokere min Instagram og blokere mine andre sociale medier. 

Angrebet på Skripil efterforskes stadig, men meget peger på, at Rusland står bag. Fredag kaldte den britiske udenrigsminister, Boris Johnson, det for overvejende sandsynligt at Ruslands præsident, Vladimir Putin, tog beslutningen om at bruge nervegift i gaderne i Salisbury.

- Vores uenighed med Putins Kreml og med hans beslutning - for vi tror, at det er overvejende sandsynligt, at det var hans beslutning - handler om at bruge nervegift i Storbritanniens gader, i Europas gader, for første gang siden Anden Verdenskrig.

Rusland har nægtet at have noget med giftangrebet at gøre.

Divya Das analyserer den anspændte situation mellem Storbritannien og Rusland. Video: Carl-Emil Søe

Ekspert: Der vil komme flere angreb

Pete Duncan underviser i russisk politik ved UCL. Han tror ikke, man har set det sidste angreb på russere i udlandet. 

- Der vil komme flere forgiftninger, bilulykker, folk der falder ned fra altaner eller tage.

Han efterlyser mere handling fra den britiske regering, hvis angreb som det mod Skripal ikke skal gentages. 

- Der skal gøres mere ved visum-problemerne for at forhindre folk, der er tæt på Putin. Uanset om de er indblandet i forgiftningen, men folk som er en del af det korrupte, røveriske, autoritære regime. Vi skal forhindre, at de kommer her, siger Pete Duncan. 

Ruslands regering har siden brokket sig over, at Storbritannien ikke involverer Skripals hjemland i høj nok grad i efterforskningen.

Foretrækker at bo i Storbritannien frem for Rusland

Den russiske ambassadør i Storbritannien, Alexander Yakovenko, mener, at man fra britisk side gemmer væsentlige detajler om Yulia og Sergej Skripal. 

- Vi har ikke adgang til patienterne, og briterne holder deres medicinske status hemmelig. Vi har heller ikke mulighed for at snakke med lægerne. De er måske i live, måske ikke. Måske skete der slet ikke noget. 

Landets efterforskningskomité har derfor meddelt, at den selv har indledt en efterforskning af nervegiftangrebet i Storbritannien.

Tilbage hos Evgeny Chichvarkin mistænker han fortsat Rusland for at holde øje med ham. Alligevel føler han sig mere sikker i London end i Rusland. 

- Der har været det her mord en gang i løbet af nogle få år. I Rusland begås der vold fra myndighedernes side hundreder af gange om dagen.