Udland

USA støtter briterne i sag om giftangreb: - Det vil udløse et svar

Den amerikanske udenrigsminister Rex Tillerson fordømmer giftangrebet og erklærer, at han støtter Storbritannien i deres hårde kurs overfor Rusland.

Det er "højst sandsynligt", at Rusland står bag den alvorlige forgiftning af eks-spionen Sergej Skripal. Sådan lød det mandag fra den britiske premierminister, Theresa May.

Det får nu den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, til at blande sig i den opsigtsvækkende sag. 

I en udtalelse til nyhedsbureauet AP siger han, at han har "fuld tiltro" til de britiske vurderinger, og at det også vil ramme Rusland fra amerikansk side, hvis det viser sig, at landet på nogen måde er involveret.  

- Det her vil helt sikkert udløse et svar. Mere vil jeg ikke sige om det, siger Rex Tillerson til nyhedsbureauet.

Gift forbindes med Rusland

Den 66-årige russer Sergej Skripal, som ifølge de russiske myndigheder arbejdede for den britiske efterretningstjeneste i 90'erne, er stadig i kritisk tilstand på hospitalet, efter han og hans 33-årige datter blev fundet bevidstløse på en bænk i den sydengelske by Salisbury.

De britiske myndigheder har siden indlæggelsen den 4. marts identificeret den stærke nervegift Novichok på begge ofrene - og det er netop dette fund, der har rettet mistanken mod Rusland.

- På en eller anden måde kom det fra Rusland, siger Rex Tillerson om giften, som blev udviklet af det russiske militær i 70'erne og 80'erne, til AP.

Udenrigsministeren vil endnu ikke konkludere, hvorvidt han tror, at den russiske regering er involveret i angrebet, men kalder det en "ekstrem handling" og "helt uforståeligt". 

Rusland afviser anklager

Briterne har indtil videre givet Rusland et ultimatum: Myndighederne har indtil tirsdag ved midnat til at forklare sig overfor Storbritannien. 

I en tale til det britiske parlament sagde Theresa May, at hun mener, at der er to muligheder: Enten er den russiske stat direkte ansvarlige for forgiftningen, ellers har de ladet den stærke nervegift komme i hænderne på andre.

Indtil videre har talspersoner fra Ruslands regering nægtet at have noget med sagen at gøre, og en talsperson fra det russiske udenrigsministerium kalder udtalelserne for "et mediecirkus".

- Så der er mange fantasifulde forklaringer på det, der er sket. Men generelt en afvisning. Det er njet, njet og njet fra russisk side. Det er ikke dem, der står bag. Det er briterne, der må have et problem, siden de nu begynder at beskylde russerne, fortæller TV 2s korrespondent i Rusland, Uffe Dreesen.

Vladimir Putin kommenterer

Også præsident Vladimir Putin kommenterede kort sagen, da en BBC-journalist greb chancen og spurgte ind til den under et besøg på et gartneri. 

- Hør her. Det her handler om landbrug. Som du kan se, er vores mål at skabe levevilkår for folk. Og du taler om en tragedie. Kom til bunds i tingene der først, så kan vi diskutere det, svarede han.

Den amerikanske udenrigsminister har endnu ikke uddybet, hvilken type svar der vil komme fra USA.

- Vi (Storbritannien og USA, red.) er enige om, at de ansvarlige - både dem, som begik forbrydelsen, og dem, som bestilte det - skal møde alvorlige konsekvenser, siger han.