Udland

Pornostjerne vil betale penge tilbage for tystys-aftale om Trump-affære

Pornostjernen Stormy Daniels har tidligere fortalt om sin påståede affære med Donald Trump. Nu vil hun have lov til at åbne munden igen.

Pornostjernen Stormy Daniels tilbyder nu at betale de 130.000 dollars - omkring 780.000 kroner - tilbage, som hun angiveligt er blevet betalt for at tie om en påstået affære med USA's præsident, Donald Trump. Til gengæld for tilbagebetalingen vil Stormy Daniels have annulleret kontrakten om stilhed, som blev indgået med advokat Michael D. Cohen tilbage i 2016. Det skriver The New York Times.

Se Stormy Daniels' krav her.

I kontrakten står der, at hun forpligter sig til at aflevere alle fotos, beskeder og andet indhold med relation til Trump, og at hun ikke må fortælle om den påståede affære til andre end dem, der allerede ved besked.

Til gengæld for sin underskrift fik hun 130.000 dollars fra en virksomhed ved navn Essential Consultants LLC, som Trumps advokat havde etableret, 10 dage før betalingen fandt sted. Hvis hun bryder aftalen, skal hun betale cirka seks millioner kroner for hvert aftalebrud.

Affære varede i flere måneder

Stormy Daniels, hvis borgerlige navn lyder Stephanie Clifford, siger, at hun havde en affære med Donald Trump i 2006 - kort efter hans kone, Melania Trump, havde født deres søn Barron. Affæren skulle angiveligt have varet flere måneder.

Donald Trump, som dengang var byggematador, kendis og tv-stjerne i realityshowet 'Celebrity Apprentice', men nu er en af verdens mest magtfulde mænd, nægter at have haft en affære med pornostjernen.

Har tidligere fortalt om affære

Længe før Trump gik ind i politik, og længe før Stormy Daniels satte sin underskrift på aftalen om at tie mod betaling, gav hun i 2011 et interview til tabloid-magasinet In Touch, hvor hun fortalte sin version af historien om affæren.

Ifølge In Touch bestod hun en løgnedetektor-test, og hendes beretning blev bekræftet af en ven og også af hendes eksmand, som ligeledes begge gennemgik løgnedetektor-tests. Flere af hendes venner og kolleger i pornoindustrien har bekræftet historien om affæren overfor andre medier.

De to skulle have mødt hinanden til en golfturnering i Lake Tahoe, hvor affæren tog sin begyndelse. Stormy Daniels valgte dog at afslutte forbindelsen til Trump, da hun blev gravid med sin kæreste.

Bekræfter at have betalt penge til pornostjerne

Historien om tystys-aftalen kom ud i avisen Wall Street Journal i januar måned i år.

Advokaten Michael Cohen har senere bekræftet, at han har betalt beløbet til pornostjernen. Han siger dog, at han betalte med sine egne penge, og at han ikke har fået udgiften dækket hverken af Trumps virksomhed eller af hans valgkampagne-kasse.

Igennem sin advokat har Stormy Daniels nu gjort krav på, at aftalen ophæves. Ifølge The New York Times, som er i besiddelse af officielle dokumenter, der er en del af sagen, har Trumps advokater nu indtil i dag, tirsdag eftermiddag (amerikansk tid), til at beslutte sig for, om de vil tage imod pornostjernens tilbud om at annullere kontrakten og dermed ophæve tavshedsklausulen. Ifølge kravet vil Stormy Daniels så have lov til at tale om den påståede affære og til at publicere sms'er, billeder og videomateriale, der har noget at gøre med affæren.

Flere beskyldninger mod Trump

Det er langt fra første gang, Donald Trump er blevet beskyldt for at have affærer med andre kvinder end sin kone. Der er historier om kvinder, som angiveligt har haft affærer med Trump, eller som er blevet seksuelt forulempet og chikaneret af ham.

Og på det såkaldte "Acces Hollywood"-bånd, en optagelse fra 2005, hvor Trump under uformelle omstændigheder taler med en tv-vært om kvinder, kan man høre Trump fortælle, hvordan han kysser og berører kvinder uden at spørge først. Han siger, man kan slippe afsted med alt, når man er berømt – man kan endda ”grab them by the pussy”, altså røre kvinder i skridtet.

På trods af de mange beskyldninger, som kom frem under Trumps præsidentkampagne, lykkedes det alligevel byggematadoren og rigmanden at blive valgt til en af verdens mest magtfulde poster.