Republikanere: Ingen tegn på samspil mellem Trump og Rusland
Der er ingen beviser for samarbejde mellem Donald Trumps stab og russerne, konkluderer årelang undersøgelse.
Der findes ingen tegn på samarbejde mellem Rusland og Donald Trumps kampagne forud for det amerikanske præsidentvalg i 2016.
Der er heller ikke fundet tegn på, at den russiske regering foretrak Trump som præsident frem for demokraten Hillary Clinton.
Det konkluderer en foreløbig rapport fra republikanerne i efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus.
Det skriver flere amerikanske medier mandag aften lokal tid.
Fandt ingen beviser
Det er republikaneren Mike Conaway fra Texas, der har stået i spidsen for undersøgelsen, som har stået på i et år.
- Vi fandt ingen tegn på aftalt spil. Vi fandt dog tegn på mulig dårlig dømmekraft og upassende møder, udtaler Conaway ifølge tv-stationen CNN.
Republikanerne vil ifølge nyhedsbureauet AP dele rapporten med demokraterne i efterretningsudvalget tirsdag morgen.
Demokrater udgiver egen rapport
Offentligheden vil ikke få lov til at se rapporten, før demokraterne har gennemgået den, og efterretningsudvalget er enedes om, hvilke oplysninger der kan blive offentliggjort. Det er en proces, der kan tage flere uger.
Demokraterne ventes at udgive en særskilt rapport med konklusioner, der er helt anderledes end republikanernes om det mulige samarbejde mellem Trumps stab og russerne.
Kongresmedlem Adam Schiff, der er blandt topdemokraterne i efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus, kalder republikanernes beslutning om at afslutte deres undersøgelse en "kapitulation".
Har overset vidner
Ifølge demokraterne er der fortsat mange vidner, som efterretningsudvalget mangler at tale med.
Samtidig siger Schiff, at han anfægter republikanernes konklusioner i rapporten. Ifølge Adam Schiff findes der "overvældende" beviser, der støtter påstanden om, at russerne hjalp Trump til at vinde præsidentposten.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Også en uafhængig undersøgelse af det mulige samarbejde mellem Rusland og Trump er i gang. Det er den særlige anklager Robert Mueller, der står i spidsen for den.
Rusland har tidligere benægtet alle beskyldninger om at have forsøgt at påvirke valget.