Udland

Putin gav ordre til at skyde et passagerfly ned ved OL i 2014

En over to timer lang dokumentar om Ruslands præsident løfter sløret for en hidtil ukendt hændelse. Det viste sig dog at være falsk alarm.

Den russiske præsident er kommet med en opsigtsvækkende udtalelse forud for det russiske valg den 18. marts.

I en film på russiske sociale medier fortæller Vladimir Putin blandt andet, at han under de olympiske lege i Rusland i februar 2014 beordrede et passagerfly skudt ned på grund af meldinger om, at flyet ville blive brugt til at angribe åbningsceremonien. Det viste sig dog at være falsk alarm, hvorfor flyet aldrig blev skudt ned.

Det skriver Reuters, som har set videoen, der også ligger på Youtube

Modtog kapringsalarm inden ceremoni

Her siger Putin til den russiske journalist Andrej Kondrashov fra tv-kanalen Rossija 1, at han kort tid inden åbningsceremonien modtog et telefonopkald fra en af de sikkerhedsansvarlige for vinter-OL i Sotji.

- Jeg fik at vide, at et fly på vej fra Ukraine til Istanbul var blevet kapret, og at kaprerne krævede at lande i Sotji, siger Putin i videoen.

Piloterne ombord på flyet fra det tyrkiske Pegasus Airlines sagde, at en af passagerne havde en bombe, og at flyet måtte ændre dets kurs til Sotji. Der var 110 passagerer ombord, mens over 40.000 mennesker havde forsamlet sig på stadionet i Sotji, oplyses det i videoen.

Putin spurgte sine sikkerhedsrådgivere til råds. De kunne fortælle, at den normale nødplan i sådan en sag er at skyde flyet ned.

- Jeg sagde til dem: "I skal handle efter planen", lyder det fra Putin.

Det var en fuld passager

Flere minutter senere modtog Putin så et opkald, der afslørede, at der blot var tale om en beruset passager. Søndag bekræftede Kreml-talsmanden Dimitrij Peskov beskrivelsen af hændelsesforløbet i videoen, skriver Reuters.

I den lige over to timer lange film gentager præsidenten også en lang række kendte politiske ståsteder, blandt andet om Krim, det russiske våbenarsenal og Ruslands aktiviteter i det arktiske område i fremtiden.

På et tidspunkt bliver han spurgt, om Rusland under nogen omstændigheder nogensinde vil give den annekterede halvø Krim tilbage til Ukraine.

- Hvad taler du om? Sådan nogle omstændigheder findes ikke og kommer aldrig til at findes, siger Putin om halvøen, der ifølge størstedelen af det internationale samfund retmæssigt hører til Ukraine.

Kommer kun en uge før valget

Videoen lægger primært vægt på indenrigspolitiske emner. Derudover interviewer journalisten fra den statsdrevne tv-kanal en lang række prominente politikere, som for eksempel den tidligere tyske kansler Gerhard Schröder og Ramzan Kadyrov, som i mange år har været ultimativ leder af delrepublikken Tjetjenien.

Den udgives omtrent en uge forud for valget i Rusland, hvor styret i den grad har forsøgt at få folk til stemmeurnerne. Man ønsker nemlig en højere valgdeltagelse end ved forudgående valg, selv om der ikke er meget spænding om resultatet.

- For Putin handler det om legitimitet. Han vil gerne have, at man sort på hvidt kan se, at han har opbakning fra mange russere, siger TV 2-korrespondent Uffe Dreesen, som dækker valget i Rusland fra Moskva.

I den seneste måling fra analyseinstituttet Levada fremgår det, at 81 procent af de adspurgte russere bakker op om præsidenten.