Udland

Nyt i mysteriet om den russiske spion: Nervegift fundet på fem steder

Både Sergej Skripal og hans datter er fortsat i kritisk tilstand, mens betjenten Nick Bailey er vågnet fra koma - alvorligt syg.

Britiske efterforskere har fundet spor af den nervegift, som den russiske agent Sergej Skripal og hans datter blev forgiftet af tidligere på ugen.

Det skriver BBC. 

Sporene af nervegiften er blevet fundet på restauranten Zizzie's i byen Salisbury, som de havde spist på to timer før, de blev fundet sammensunkne på en bænk i et indkøbscenter i den engelske by.

Politiet mistænker ikke, at nogen af de øvrige gæster, der var på restauranten den pågældende dag, har noget med sagen at gøre – ligesom ingen af de øvrige er kommet noget til.

Fokus på fem steder

Restauranten er ét af fem steder, som har politiets fulde fokus i forbindelse med efterforskningen.

De øvrige steder er den bænk, de to blev fundet på, Sergej Skripals hjem, en bar ved navn The Mill Pub, som de besøgte, samt den kirkegård, hvor Sergej Skripals søn og kone ligger begravet.

Både Sergej Skripal og hans datter er fortsat i kritisk tilstand, efter at have være i kontakt med den uidentificerede nervegift.

Læge advarer: Vask jeres tøj og ejendele

Embedslæge Sally Davies advarer søndag personer, der har opholdt sig enten på baren The Mill Pub eller restauranten i Salisbury om at vaske deres ejendele som en sikkerhedsforanstaltning.

Hun oplyser, at der ikke er grund til at tro, at der er nogen yderligere, der er kommet til skade af nervegiften. Men at man bør vaske det tøj og ejendele, som man har haft på, når man opholdt sig enten på restauranten eller pubben for en sikkerheds skyld, skriver Sky News.

Betjent vågnet fra koma

Politibetjenten Nick Bailey, som var den første på stedet, efter at en tilfældig borger havde tilkaldt hjælp, var tidligere i kritisk tilstand.

Han vågnende lørdag fra koma og var i stand til at tale med sin familie. Han betegnes dog stadigvæk som alvorligt syg.

I en skriftlig erklæring på betjentens vegne står der, ”at han ikke betragter sig selv som en helt”, og at han ”blot passede sit arbejde.”

- Han ønsker også at sige, at han var en del af en gruppe betjente og andre kollegaer fra beredskabet, der også var med til redningsarbejdet, lyder det i erklæringen.

240 vidner indkaldt

Over 250 mand fra antiterror-politiet er involveret i efterforskningen. På nuværende tidspunkt er der indsamlet over 200 stykker bevismateriale og registreret 240 vidner i sagen.

Det skriver Sky News.

Myndighederne har endnu ikke identificeret gerningsmændene bag angrebet. Men i første omgang har mistanken rettet sig mod Rusland, da det formodede angreb med nervegift giver mindelser om drabet på den afhoppede efterretningsofficer Aleksandr Litvinenko i London i 2006.

Blev idømt 13 års fængsel

66-årige Sergej Skripal blev i 2006 idømt 13 års fængsel i Rusland for at spionere for briterne.

Men i 2010 kom han til Storbritannien som del af en større spionudveksling med russerne.

Den russiske regering har officielt meldt ud, at man står klar til at bistå med at finde frem til, hvem der står bag forgiftningen.