Raketmanden mod den senile atomkrigs-galning - kan de lægge skældsordene på hylden?
Donald Trump og Kim Jong-un skal mødes ansigt til ansigt for første gang. Her er, hvad de har kaldt hinanden af skældsord.
- Raketmanden er på en selvmordsmission for sig selv og hele sit regime.
Sådan sagde Donald Trump om Nordkoreas leder Kim Jong-un fra talerstolen til FN's generalforsamling i september 2017. Tidligere på måneden truede Kim Jong-un med at "tæmme den psykisk forstyrrede og senile amerikaner med ild".
Ordkrigen mellem de to magthavere har været tiltagende i 2017. Men i en overraskende vending har USA's præsident nu takket ja til en invitation fra Nordkorea.
Donald Trump vil mødes med Kim Jong-un senest ved udgangen af maj.
Meldingen kom på et pressemøde under den sydkoreanske delegations besøg i Det Hvide Hus natten til fredag. De medbragte invitationen fra Kim Jong-un efter et møde med den nordkoreanske leder.
Trump er "en senil atomkrigs-galning"
De to ledere har ellers ikke holdt sig tilbage med skældsord og trusler, når det kom til hinanden.
Dage inden Trump begyndte en næsten to uger lang tur til Asien i november 2017, blev han af styret i Nordkorea kaldt "uopretteligt sindssyg" og en "atomkrigs-galning".
Angrebet blev bragt af det statslige nyhedsbureau KCNA i Nordkorea, der også gentagne gange har vist provokerende propagandavideoer med computersimulerede angreb på Det Hvide Hus.
Nordkoreas mange missiltest har flere gange fået Donald Trump til tasterne på Twitter. Men også på tv har han ladet Nordkorea vide, at de skal passe på.
- Nordkorea bør ikke fremsætte flere trusler mod USA. De vil blive mødt med ild og vrede, verden aldrig har set magen til.
Om de to mænd kan lægge truslerne og skældsordene på hylden og finde en løsning ved mødet i maj, må tiden vise. Hvis det sker, vil det være historisk.
Et møde mellem Donald Trump og Kim Jong-un vil være det første nogensinde mellem en siddende amerikansk præsident og en nordkoreansk leder.