Udland

Samuelsens kritik af Trump trækker overskrifter i USA

Den danske udenrigsminister kalder Trumps toldsatser for en dårlig idé og noget, der vil koste jobs på begge sider af Atlanten.

EU er klar til at svare igen, hvis præsident Donald Trump vil starte en handelskrig.

Og nu ser det ud til, at den danske udenrigsminister, Anders Samuelsen, er blevet et af ansigterne på EU's modstand mod Trumps planer om at indføre told på især stål og aluminium.

En lang række amerikanske medier, herunder ABC News, skriver om Samuelsen, som i går på TV 2 sagde, at det er en "rigtig dårlig idé" med told - på amerikansk et 'bad call'.

- Danmarks udenrigsminister siger, ingen vil vinde en handelskrig mellem USA og EU. Direkte på Danmarks TV 2 sagde Samuelsen, at præsident Donald Trumps forslag om told er et 'bad call', skriver ABC News blandt andet.

- Vi kan også være dumme

Anders Samuelsens kommentarer faldt onsdag eftermiddag, imens EU-kommissionen var i fuld gang med at støbe kugler til modsvaret, når og hvis Trump gør alvor af sine trusler.

- Toldsatser er en dårlig idé. Det er ikke den vej, vi skal gå, fordi det kommer til at koste jobs på begge sider af Atlanten. Og det er jo det signal, vi skal sende til Trump: Lad nu være med at gå ned ad den vej, sagde han.

Dermed anlagde han altså samme tone som kommissionsformand Jean-Claude Juncker, som tidligere på ugen jordede Trumps forslag.

- Det her er grundlæggende en dum proces. Det er dumt, at vi skal gøre det her. Men vi er nødt til at gøre det. Vi kan også være dumme, sagde Juncker.

Første handelskrig længe

Udsigterne til en handelskrig er blevet en realitet, fordi Trump mener, at USA "bliver snydt" af andre nationer. Derfor vil han beskytte amerikanske interesser ved blandt andet at lægge en 25 procent told på stål og en 10 procent told på aluminium.

Told er et klassisk greb, nationer i århundreder har brugt mod hinanden for at tjene mere på handel og for at give nationale producenter en fordel. En 25 procent told på stål vil for eksempel betyde, at alle importerede stålprodukter vil være dyrere end amerikanske stålprodukter.

Frihandelsaftaler har imidlertid betydet, at mange vestlige lande indbyrdes har opgivet at "straffe" hinandens produkter med told. Men den tradition lægger Trump altså op til at sløjfe, og hvis han gør det, vil EU være klar med et svar.

Selvom Juncker mener, at det er dumt.