Udland

Britisk politi: 21 har fået behandling efter drabsforsøg med nervegift

Sergej Skripal og hans datter er fortsat på hospitalet. Det samme er en betjent.

Efter en tidligere russisk agent søndag blev forgiftet med nervegift i den engelske by Salisbury, har flere personer modtaget behandling.

Det oplyser Kier Pritchard fra politiet i Wiltshire ifølge Sky News.

- Omkring 21 personer har fået behandling, inklusiv manden og kvinden, der blev fundet på bænken, siger Kier Pritchard.

- Flere af dem er blevet behandlet på hospitalet, og de har fået taget blodprøver, støtte og rådgivning, tilføjer han.

Sergej Skripal og hans datter, Yulia Skripal, blev fundet på en bænk i Salisbury i det sydlige England, efter de pludselig kollapsede.

May: Forfærdende og hensynsløst angreb

Onsdag meddelte britisk politi, at den tidligere russiske spion var blevet udsat for nervegift.

Både Sergej og Yulia Skripal er fortsat indlagt på hospitalet, efter de blev indlagt i kritisk tilstand på intensivafdelingen.

Også en af de første betjente, der ankom til gerningsstedet, er fortsat indlagt. Hans tilstand er nu alvorlig, men stabil, lyder det fra Kier Pritchard.

Storbritanniens premierminister, Theresa May, siger onsdag, hun ønsker at anerkende hele Salisburys redningsberedskab og særligt den indlagte politibetjent Nick Bailey.

- Vi tænker alle på ham, hans familie, venner og kollegaer - og de to andre ofre - i denne utrolig svære tid, siger Theresa May ifølge Sky News.

Hun kalder samtidig søndagens hændelse for et "forfærdende og hensynsløst angreb".

Alle andre af de 21 berørte er blevet udskrevet.

Behandles som drabsforsøg

Politiet i London meddelte onsdag, at der er tale om en alvorlig hændelse, der behandles som et drabsforsøg.

66-årgie Sergej Skripal blev i 2006 idømt 13 års fængsel i Rusland for at spionere for briterne.

Men i 2010 kom han til Storbritannien som del af en større spionudveksling med russerne.