- Jeg opdagede først KGB-agenten, da han prikkede mig på skulderen i London
Oleg Gordievski er én af de mest højtstående KGB-agenter, Vesten har rekrutteret - jeg mødte ham i London i 1990.
Det er nok det mærkeligste interview, jeg nogensinde har ventet på.
Gennem mine kontakter i Danmark havde jeg fået lavet en aftale med én af de mest højtstående spioner, den vestlige verden nogensinde havde haft i Sovjetunionens ekstremt effektive efterretningstjeneste KGB.
Oberst i KGB, Oleg Gordievski.
Historien om en anden - måske forgiftet - tidligere russisk spion i London fik mig til at tænke tilbage på den dag i foråret 1990, hvor jeg sad og ventede på Gordievski.
Jeg må tilstå, jeg var en smule nervøs, mens jeg ventede i lobbyen på et tophotel i det indre af London. Om lidt skulle jeg møde en mand, hvis liv og levned overgik selv den vildeste spionroman.
En mand, der havde en dødsdom hængende over sig, hvis han nogensinde vendte tilbage til Rusland.
Nu sad jeg så her. Med en komplet samling af Gustav Wieds værker i en plasticpose pænt pakket ind. Mine kilder havde fortalt mig, at han elskede forfatteren og samfundsrevseren Gustav Wied. For selvfølgelig havde Gordievski lært sig dansk til brug for den tid, hvor han var i Danmark.
Jeg holdt øje med indgangen til hotellet, og spejdede ind imellem rundt i den store lobby. En af Oleg Gordievskis styrker var, at han var så almindelig og ikke bemærkelsesværdig.
Så jeg så ham ikke.
Pludselig var der nogen, som prikkede mig på skulderen.
- Niels, goddag, lød en stemme på pænt dansk. Jeg vendte mig om i stolen, og der stod hans så.
Han er født Oleg Antonovitj Gordievski den 10. oktober 1938 i Moskva og er altså i dag 79 år gammel.
Hans far arbejdede for Stalin, hvor han var officer i diktatorens frygtede efterretningstjeneste NKVD. Sønnen gik i faderens fodspor, blev uddannet af NKVD og udenrigsministeriet. I 1961 blev han udstationeret i Østberlin, mens de stadig byggede Berlin-muren.
Han vendte tilbage til Moskva, blev ansat af KGB og udstationeret til den sovjetiske ambassade i København. Men i Danmark blev han mere og mere frustreret over sit arbejde i KGB, især efter Sovjetunionen invaderede Tjekkoslovakiet i 1968.
PET's store succes
Gordievski havde en stor kontaktflade i København, og PET fik opfattelsen af, at han var blevet "blød i knæene". De vurderede kort sagt, at det måske var muligt at kontakte ham for at se, om han var blevet så frustreret, at han ville skifte side.
PET var dengang en forholdsvis lille organisation, og man valgte derfor at involvere britiske MI6 i operationen.
Den korte udgave er, at PET sammen med MI6 i 1974 rekrutterede Oleg Gordievski til at arbejde som dobbeltagent.
Det var i sig selv en succes. Den blev ikke mindre af, at Gordievski i 1982 blev forflyttet til den sovjetiske ambassade i London og senere fik titlen "Rezident" - hovedansvarlig for Sovjetunionens spionnetværk i Storbritannien og indsamlingen af efterretninger i landet.
Dengang som nu brugte den russiske efterretningstjeneste sig af de meget åbne, vestlige samfund. Og de var tålmodige.
Spiontjenesterne arbejder stadig i det skjulte
Det var dengang, hvor spioner kunne overleve, arbejde og holde sig skjult med få, forfalskede dokumenter og en troværdig dækhistorie. Den tid er længe forbi. Internet, Facebook, Instagram og big data kan på sekunder afsløre en falsk identitet - med mindre en efterretningstjeneste har forberedt sig længe - og det har russerne.
Spionarbejdet sluttede nemlig ikke sammen med Den Kolde Krig. Ifølge New York Times rejste et hold russiske agenter for fire år siden ind i USA og arbejdede i årevis under falske identiteter.
De arbejdede med internettet og de sociale medier og optrådte endda selv under deres falske identiteter. De var såkaldt "illegale", samme type agenter som Gordievski blandt andet skulle hjælpe under sit ophold i Danmark.
Helt overordnet kan man tale om fem typer spioner. Man kan sikkert dele det ind på andre eller flere måder, men dette giver et overblik:
Men internettet har især gjort det svært for den sidste gruppe. Det fortæller Mark Kelton, der er tidligere vicedirektør i CIA med ansvaret for kontraspionage, CIA's tophemmelige tjeneste.
- I gamle dage, når sovjetiske illegale kom ind i USA eller til et vestligt land, så havde de ofte en dækhistorie, som var bygget op omkring en virkelig person, der var død, fortæller Kelton til Cipherbrief.com.
Ingen udenfor Forsvarets Efterretningstjeneste ved, om også Danmark gør brug af illegale agenter. Og vi får det næppe nogensinde at vide.
Facebook har gjort det sværere at være illegal agent
I den analoge æra var registreringer, arkiver og andre oplysninger om enkelte personer nemlig svære og tidskrævende at spore. Hvis man havde baseret en identitet på et barn, der var død i et amt i Storbritannien eller en stat i USA, kunne den identitet forholdsvis let overtages af en illegal.
Med datidens teknologi kunne man fremstille for eksempel et kørekort, som egentlig ikke var falsk, det var bare ikke den ægte person, som fik det. Vedkommende havde dermed en identitet, som var ualmindelig svær at afsløre, og det krævede jo så også, at man rent faktisk havde mistanke til personen.
Nigel Inkster, tidligere operativ chef for Seceret Intelligence Service, nu i tænketanken IISS siger til Financial Times:
- I en tid med automatisk ansigtsgenkendelse, big data-analyse, allestedsnærværende online identiteter og smartphones, der konstant udspyr enorme mængder af data, er enhver agents dække blevet meget vanskeligere, hvis ikke umuligt at opretholde.
Vi efterlader i dag for mange digitale fodspor, og falske konti på sociale medier kan ikke klare nøjere undersøgelser.
- Udfordringen for en illegal i dag er, at der er nødt til at være en troværdig baggrund. Alle mennesker er på internettet og for eksempel Facebook, Instagram og Snapchat og snesevis af andre fora nærmest hele tiden. Hvis de ikke er på der, spørger man sig selv - hvorfor ikke? siger Frank Jensen.
- Derfor skal man være ualmindelig forudseende og dygtig for at skabe en profil, der tåler et nærmere eftersyn. Man skal have været i gang med det i årevis, mener Frank Jensen.
Obersten sprang en bombe under interviewet
Tilbage i London i 1990 skulle vi i gang med interviewet. Der var dog lige en enkelt forsinkelse. Gordievski havde medbragt sin egen make-up artist.
Så det tog yderligere to timer før vi kunne begynde.
Gordievski arbejdede i den analoge tid. Før internettet, Facebook og alle de digitale muligheder vi har i dag. Så da vi talte sammen, var det om hans arbejde med skæg og blå briller for sovjetiske KGB.
- Da jeg kom til København, var min første opgave at forsøge at skaffe identiteter og dokumenter som pas og kørekort, der kunne bruges til at skaffe illegale sovjetspioner falske identiteter, fortalte Gordievski mig i London.
- Dengang havde KGB ingen illegale, der arbejdede i Danmark, så opgaven havde høj prioritet.
- Men mange illegale fra andre lande i Europa anvendte Danmark til gennemrejse, når de som oftest tog til Finland for derfra at tage videre ind i Sovjet - eller den anden vej. Dem skulle jeg også hjælpe.
Og så kom bomben.
Under interviewet fortalte Gordievski, at KGB havde kontakt til en dansk præst, som gennem flere år forsynede dem med mulige falske identiteter. De kunne bruge det til at smugle illegale agenter ind i vesten. Ikke bare Danmark. Ved at bruge de falske fødselsattester kunne KGB dengang forholdsvis let skaffe sig lovlig adgang til danske pas - pas, der dengang var guld værd.
Der var ikke noget internet. Så hvis man stod opført i kirkebogen - eksisterede man.
KGB skaffede altså falske identiteter, ved at få den danske præst til at åbne sine kirkebøger og tillade, at der blev taget kopier af fødselsattester.
- Faktisk lykkedes det os at skaffe en illegal identitet til en af min studiekammerater fra KGB's spionskole. I mange år, jeg tror det var 13 år, arbejdede han så under sin falske danske identitet i udlandet, fortalte Gordievski med lidt af et smil på læberne.
Jeg fik aldrig at vide, hvem præsten var. Men jeg tvivler ikke på, at han var der.
Den rødhårede agent
At illegale stadig bliver anvendt flittigt af russerne kom frem i én af de nyeste og ret opsigtsvækkende sager om netop - illegale.
En smuk kvinde og ni kumpaner som aktører i et illegalt russisk netværk i USA i 2010 - lyder det vanvittigt?
Det var det ikke.
FBI vurderer, at Anna Chapman allerede i slutningen af 90'erne blev rekrutteret af den russiske udenrigsefterretningstjeneste SVR. Hun læste dengang økonomi på Moskvas universitet.
- Netop den langsigtede tænkning er typisk for SVR, siger Frank Jensen.
Hun mødte en britisk forretningsmand, Alex Chapman, på en rejse til London i 2001 og i 2002 blev de gift. Hun fik britisk statsborgerskab og et britisk pas. SVR's langsigtede plan begyndte at tage form.
Hermed havde hun en solid vestlig identitet. Hun flyttede til London og arbejdede for flere firmaer, blandt andet Barclays Bank. Chapman blev skilt i 2006 og tilbragte derefter noget tid i Rusland, før hun flyttede til USA, hvor hun var en flittig gæst i New Yorks forretningsliv og på byens celebre natklubber og restauranter. Anna Chapman havde sit eget firma PropertyFinder Ltd. på Manhattan.
Målet var, at gruppen skulle blive tilstrækkeligt "amerikaniserede", så de kunne skaffe sig informationer i landet og rekruttere andre agenter for at infiltrere beslutningstagere og andre, der udarbejdede grundlaget for amerikansk politik.
De blev ifølge anklageskriftet imod dem instrueret i at skaffe oplysninger om atomvåben, USA's positioner i våbenkontrolforhandlinger, rygter fra Det Hvide Hus, ændringer i CIA's ledelse, det seneste præsidentvalg, Kongressen og de politiske partier.
- Det vi har med at gøre, er den mest sofistikerede gruppe, som russerne kunne placere hos os, sagde FBI's vicedirektør for kontraspionage Frank Figliuzzi til ABC News i en kommentar til anholdelserne.
- Chapman og hendes medskyldige er toppen af poppen, håndplukkede fra det russiske spionakademi på grund af deres sproglige færdigheder og deres evne til at akklimatisere sig i et andet samfund.
Alle medlemmer af spionringen talte flydende engelsk, flere af dem havde gået på amerikanske skoler og flere af dem giftede sig med hinanden, fik børn og skabte sig et klassisk middelklasseliv i USA, samtidig med at de konstant ledte efter kontakter i de politiske cirkler.
FBI vurderer, at de toptrænede spioner gjorde brug af steganografi, kunsten at skjule meddelelser i andre meddelelser, kortbølgeradioer, anvendte kortrækkende Wi-Fi-signaler til at kommunikere med andre agenter, der var parkeret tæt på, skrev hemmelige beskeder med usynligt blæk, nedgravede informationer, som senere skulle graves op af andre agenter, overtog identiteter fra afdøde amerikanere og brugte falske dokumenter til at rejse ind og ud af USA.
Alligevel blev de afsløret og anholdt. Muligvis blev de afsløret, fordi FBI opdagede nogle af de hemmelige beskeder, der blev sendt fra Moskva.
Gordievski opdaget
Vi spoler retur til den forklædte agents fortælling i London. Han var nået til 1985, hvor jorden var begyndt at brænde under ham. Han ville under mit interview ikke fortælle noget om selve afhopningen eller om, hvordan han slap væk.
Men faktum er, at KGB begyndte at mistænke ham for muligvis at være dobbeltagent. De havde ikke konkrete beviser, men nok til at kalde ham hjem til Moskva til "samtaler".
Muligvis havde nogen i systemet udtrykt mistanke overfor ham, eller også havde en af KGB's agenter i CIA luftet tanken om, at en højtstående KGB-officer gav oplysninger til Vesten.
- Det løb mig koldt ned af ryggen, husker han om øjeblikket, da han modtog telegrammet.
- Jeg vidste, at dette kunne ære en dødsdom, at jeg var opdaget, har han senere fortalt til Smithsonianmag.com.
Efter at være landet i Moskva, blev han kørt til et KGB-hus uden for det centrale Moskva. Der blev han afhørt i fem timer. Ifølge ham selv blev han stærkt medicineret med en eller anden form for narkotika.
Overraskende nok blev han løsladt og fik lov at tage til sit hjem i Moskva. Det lykkedes ham at sende et skjult signal til MI6 om sin situation, og de satte straks en plan for evakuering i gang.
Besøg hos Reagan
Der sad jeg så i London overfor en mand med sådan en fascinerende historie.
For Gordievski endte det forholdsvis godt. Han blev debriefet af utallige vestlige efterretningstjenester, som ville vide alt om hans kendskab til KGB, og om hvordan tjenesten fungerede. Og han briefede topledere som Margaret Thatcher i Storbritannien og USA's præsident Ronald Reagan.
Jeg selv var så heldig senere på året i 1990 at få en kopi af noget af en jumbobog, som Gordievski havde skrevet sammen med den britiske forfatter og historiker Christopher Andrew, 'KGB - historien indefra'. Endda med dedikation:
